Brit Floyd

Udgivet: d. 8 oktober 2025 Kl. 07.25

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Brit Floyd tænder Pink Floyds flamme i Royal Arena

Brit Floyd – Wish You Were Here 50th Anniversary World Tour

Det begynder i mørke. Et langsomt, blåligt åndedrag fra scenen. Et enkelt guitarglimt, der falder som regn på sort glas. Og så er vi dér igen i det særlige rum mellem minde og musik, hvor Pink Floyds univers lever videre, ikke som museum, men som pulsslag. Live Nation får Brit Floyd til at vende tilbage til danmark i Royal Arena for at fejre 50-året for ”Wish You Were Here”, og det mærkes fra første tone: Dette er ikke bare en hyldest; det er en kærlig, omhyggelig rekonstruktion af en følelse.

Royal Arena er fyldt med fans, det er siddende koncert og flere generationer side om side og stemningen er varm, forventningsfuld, næsten familiær. Man småsnakker om favoritnumre, om første gang man hørte pladen, om forældre, børn, ungdomsværelser. 

Den ikoniske cirkulære skærm hænger som en måne over scenen, og lys- og lasershowet er præcist som et schweizer ur, men aldrig koldt. Tværtimod—laserne tegner arkitektur i luften, åbner korridorer, lægger rum oven på rum, mens oppustelige rekvisitter og teatralske tableauer indrammer fortællingen uden at stjæle den. Lydsiden er skåret til med kirurgisk præcision: tunge, runde basfrekvenser, trommer med kant og krop, og guitarens vokale, menneskelige gråd, der – når det virkelig lykkes – rammer lige bag brystbenet. "Shine On You Crazy Diamond" er den naturlige portal. Her finder Brit Floyd den balance, mange tribute-orkestre snubler over: trofasthed uden stivhed. Damian Darlington leder bandet med en stoisk ro og den slags tone, der er mere samtale end kopi og det føles som at lytte til en gammel ven, der fortæller historien igen, men med nye pauser, nye små betoningers varme. Ian Cattell bærer bassen med autoritet og træder ind på vokalen med respekt for melodilinjens sårbarhed. I "Welcome to the Machine" bliver Royal Arenas store rum gjort klaustrofobisk gennem visuels med industrielle pulsslag -maskinens ånde, mens "Have a Cigar" vipper ironisk mellem satire og groove. Og så den titelbærende sang: "Wish You Were Here". Hele hallen synger. Ikke bare højt, men sandt. Det er sådan et øjeblik, hvor man ikke behøver vurdere noget; man kan bare være i det.

At showet strækker sig over godt to en halv time føles generøst, men aldrig udmattende, fordi dramaturgien er gennemtænkt. Rejsen ind i kataloget giver plads til de store søjler - "Time" tikker med klokkers mislyde og en stærk saxofons dialog; Alt swinger i sin skæve rytme, hvor hvert break sidder som hugget i sten; "Another Brick in the Wall" (Part 2) bliver fællesskabets råbekor, mere en følelsesmæssig udrensning end protest; "Comfortably Numb" brænder langsomt op i en solo, der tegner længsel med millimeterpræcise vibratoer. Også de mere atmosfæriske passager i Meddle dybet, Animals’ mørke konturer, The Division Bells lysere farver får plads. Man fornemmer et hold musikere, der ved, hvornår de skal træde frem, og hvornår de skal lade kompositionen ånde.

Visuelt er det hele en kæde af signaturer: den cirkulære skærm som koncertens bankende øje; lasersøjler, der åbner som katedraler; skygger, der vandrer. Men det er aldrig pynt for pyntens skyld. Tematikken tjener musikken og dens temaer og fremmedgørelse, tab, begær efter forbindelser som en forstørrelseslinse snarere end et spejltrick.

Og publikum? Godt selskab, god ro og orden, men før alt andet: tilstede. Mange fans, mange historier; man mærker, at denne musik er fælles eje. De unge synger med, som om sangene var skrevet i går; de ældre nikker med en slags stilfærdig taknemmelighed. Det er sjældent, at et coverband kan skabe en følelse af nødvendighed “det her skulle ske i aften” men Brit Floyd gør netop det. Måske fordi de forstår paradokset i en tribute: at man først bliver virkelig tro, når man ikke jagter kulør for kulør, men essens for essens. Det er ikke et voksaftryk; det er en levende fortolkning af et sprog, publikum allerede taler flydende.

Små forbehold? Få. Enkelte overgange kunne være mere risikovillige - man kunne savne et øjeblik, hvor det hele løsner sig fra de velkendte rammer og tager et uventet åndedrag. Men det er også netop den strengt kuraterede perfektion, der giver aftenen sin autoritet. Det her er en kærlighedserklæring, der holder, fordi den er nøjagtig.

Da de sidste toner ebber ud, og lyset rammer publikum som daggry, føles det, som om tiden har foldet sig om os. "Wish You Were Here" er blevet 50, men sangene nægter at ældes. De lever, fordi vi bliver ved med at dele dem—i mørke haller, mellem fremmede, med arme oppe og stemmen en smule for hæs. Det er musik som fællesskab, som hukommelse, som håndtryk.

En stor, elegant og rørende aften i Royal Arena er et hyldestshow med sjæl, detaljesans og overbevisning. Brit Floyd beviser igen, hvorfor de kaldes et af verdens bedste rock-tribute-oplevelse: De lader os høre det, vi allerede elsker, som om det var første gang. Sange der aldrig dør, leveret af et band, der ved hvorfor... Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes