Pressefoto
d. 22 oktober 2025 Kl.06.01
★ ★ ★ ☆ ☆ ☆
Poesiblues på afveje i flyhangaren
The Rough and Rowdy Ways tour
Royal Arena, København – tirsdag 21. oktober 2025. Scenen ligner en hyggestue, der er trillet vildfaren ind på en landingsbane. En gulvprojektør sender varmt skær mod et tæppe, instrumenter står som møbler i en rundkreds, og i midten sætter husets beboer sig ved klaveret: Bob Dylan, 84, i silhuet. Det er hjemligt – men hjemlighed i en hangar er stadig bare ekko med gulvløber.
Aftenen er telefonfri. Publikum afleverer deres livliner i små låseposer, og pludselig lyder Royal Arena som et rum uden notifikationer: lavmælt snak, stolenes knitren, forventningen, der står og tripper. Det klæder faktisk musikken. Man mærker nerven – når den altså er der.
Stolrækker på vej i sædet – bandet på vej i gear
Dylan begynder med “I’ll Be Your Baby Tonight” og “It Ain’t Me, Babe” – et selvmodsigende åbningspar, der får folk til at finde deres pladser… og får bandet til at finde hinanden. Sangene mærker efter, hvor gulvet er. Vokalen er ru som asfalt; ikke bare gruset, men med små sten i. Det lyder indimellem som en grusmaskine og alligevel er der momenter, hvor fraseringerne blinker listigt, som om han gemmer en punchline bag hvert konsonantkast.
Den horrible start sluger han mirakuløst, præcis som han har for vane: ved at bide sig fast i materialet, der optager ham mest. Og selvfølgelig går han derefter direkte i Rough and Rowdy Ways-sporet: “I Contain Multitudes” og “False Prophet” holder fanen for hans antinostalgiske korstog. De gør det uden parader, uden pyro, uden billeder. Bare ord, rytme og den uperfekte stemmes kamp mod rummet.
Rough & Rowdy – men også lavmælt & langstrakt
Der er mod i at fylde over halvdelen af et ca. 105 minutters arenasæt med ni sange fra et underspillet 2020-album. Det er også tæt på kunstnerisk harakiri i en hal, hvor ekkoet hellere vil have trækspil end haiku. “Black Rider” vandrer rank og dødsbevidst, “My Own Version of You” bygger sin Frankenstein af jazzede småstød, “Crossing the Rubicon” stamper målrettet, men bliver flad på den lange bane. “Key West (Philosopher Pirate)” forsøger at blæse palmebrise ind i betonen – men palmer trives dårligt i Royal Arena. “I’ve Made Up My Mind to Give Myself to You” er aftenens blødeste knæfald, et lommetørklæde i lamineret gulvlys. “Mother of Muses” tærsker på mytens tromme, mens “Goodbye Jimmy Reed” endelig får blodet op i boogien og sætter hælene i.
Indimellem letter det. Når teksten knækker over og bliver til musikdrama, glemmer man rumfanget. Når den ikke gør, står man tilbage med følelsen af en tabt samtale i et alt for stort køkken.
Mesterværk i blues - eller hvad var det?
Dylans evne til at ryste sneen af egne klassikere er både velsignelse og straf. “When I Paint My Masterpiece” kommer flyvende fra pianobænken som en dårlig dans, hvor pointerne snubler charmerende over klaverets små accentstød. Det er skævt og herligt, en rejsebeskrivelse malet med tykkere pensel end normalt. For første gang ligner hyggestuen et atelier.
“To Be Alone With You” har aftenens mest nervepirrende akrobatik: mundharpen. Et øjeblik frygter man for både vejrtrækningen og rytmen og i et øjeblik jubler Royal Arena, før alvoren igen lægger sig som gråt filt over sæderne.
Korridorerne, floden og babyblå
Midt i Rough and Rowdy Ways-blokken blinker de gamle vejskilte. “Desolation Row” snoer sig som en af de læsbare udgaver – mere fortælling end facon, mere nynnen end næven. “Watching the River Flow” forsøger at lokke vand i en stiv kuling; den får skuldrene op at danse, om end kun en enkelt gang. “It’s All Over Now, Baby Blue” er aftenen, når den lykkes: en tåge af tenderende resignation, der bliver til kontur i klaverets hårde lommer.
Den evige slingretur
Dylan er stadig kompromisløs, stadig allergisk over for nostalgiens lænestol. Det skal han hyldes for i en branche, hvor den hurtigste vej til stående ovationer er at tegne efter omrids. Men på en tirsdag i Royal Arena bliver den principfaste kurs til en evig slingretur mellem kontrær og generøs: han giver os ni stykker Rough and Rowdy Ways (de samme ni som sidst, hvis vi tæller), men tager i samme bevægelse luften ud af rummet, der i forvejen kræver luftskibe. Hans katalog er 600+ sange bredt; mindst 400 ville klare sig bedre her end de fleste af aftenens lavmælte meditationer. Vi er mange, der gerne ville have hørt ham spille intimen – bare i et rum, der kan stave til intimitet.
Telefonpagnini og teaterkoncert uden teater
Telefonposerne virker – publikum lytter. Men man kan låse en skærm og stadig mangle nærvær. Dette er i bund og grund en teaterkoncert: et ensemble i rundkreds, en scenografi som stue, en poet ved klaveret. Problemet er, at teatret kørte vild og endte dér. Dylan er for stor til at være lille i en arena – og for stædig til at være stor på den arenaagtige måde. Resultatet er et mellemrum: ordene vil tæt på, men rummet svarer med afstand.
Sandkornene
“Every Grain of Sand” lukker aftenen – sårbar, nøgen, næsten hviskende. Man hører timeglassets insisteren tydeligere end publikums. Den sang er et spejl, og det spejl er nådesløst smukt. Det er også et diskret vink: tiden løber hurtigere end manden, der skrev den. Og hurtigere end en arena kan indhente med dimmet hyggebelysning.
Bob Dylan i Royal Arena 2025 er en påmindelse om, at selv genier kan vælge det forkerte rum. Han kommer med poesi, han kommer med blues, han kommer med en nysgerrighed, der stadig kan skævvride klassikere så de glimter nyt. Men han kommer også med en sætliste, der i en flyhangar føles som at hviske mod en industrivifte. Hyggestuen er smuk. Ekkoet er stærkere. Bob bob bob... Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes