d. 9 august 2026 Kl. 09.54
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Birthe Kjær behøver bare åbne munden, så tager Danmark resten af omkvædet
Det begyndte som en koncert og endte som en folkefest. Birthe Kjær fyldte Plænen i Tivoli med fællessang, dans, Grand Prix, country, swing og en knaldrød gummibåd og da Tobias Rahim pludselig trådte ind på scenen, blev generationsmødet komplet. 58 år efter sit gennembrud er Birthe Kjær ikke blevet et nostalgisk levn. Hun er blevet dansk fælleseje.
Det er svært at anmelde en koncert, når publikum på et tidspunkt overtager den. For hvad skal man egentlig vurdere, når flere tusinde mennesker synger så højt med, at scenen næsten bliver reduceret til akkompagnement? Når der danses kædedans foran scenen. Når voksne mennesker uden antydning af ironi skråler om en knaldrød gummibåd. Når unge og ældre står side om side og kan de samme omkvæd, selv om der kan være et halvt århundrede mellem de tidspunkter, hvor de første gang hørte dem. Og når Tobias Rahim pludselig dukker op midt i det hele og får selskab af en kvinde, der havde været popstjerne i årtier, før han blev født. Så bliver en koncert med Birthe Kjær til noget mere end en række sange. Den bliver en mærkelig, varm og meget dansk form for kollektiv hukommelse. Lørdag d. 8. august stod Birthe Kjær & Feel Good Band på Plænen til Lørdags Hits i Tivoli. Plænen var fyldt. Sommeraftenen var mild. Stemningen var forventningsfuld. Og Birthe Kjær? Hun var præcis dér, hvor hun skulle være. Midt i det hele.
En hel Plæne var klar, før Birthe var det
Der findes artister, som bruger koncertens første halve time på at arbejde sig ind på publikum. Birthe Kjær havde dem, før hun begyndte. Hun skulle ikke erobre Plænen. Den var allerede hendes. “Sommerfestival” blev den oplagte åbning på en aften, der havde alle ingredienserne fra netop sådan én: varme, Tivoli, Royal øl i plastikkrus, store smil og mennesker, der var mødt op med en meget klar intention om at more sig. Feel Good Band satte fra start en solid ramme omkring hende. Det er vigtigt, for Birthe Kjærs repertoire tåler ikke at blive behandlet som et nostalgisk karaokeshow. Det gjorde det heller ikke. Bandet spillede med overskud, blæserne gav numrene fylde, og korstemmerne løftede de store refræner, mens Birthe Kjær bevægede sig ubesværet rundt i centrum. Så kom “Vi maler byen rød”. Og dermed var koncerten reelt åbnet. Der skal kun ganske få toner til. Resten ligger allerede lagret et sted i den danske kollektive hukommelse. Plænen sang. Ikke forsigtigt. Den sang. Det er imponerende at have et hit. Det er noget andet at have en sang, som folk efter næsten fire årtier opfører sig, som om de selv ejer. “Vi maler byen rød” tilhører efterhånden begge parter. Birthe synger versene. Danmark tager omkvædet.
Sangene er blevet større end deres alder
Det fortsatte med “Vil du med?”, inden “Arrivederci Franz” trak en usynlig linje helt tilbage til 1968. Det er næsten absurd at tænke på. Da Birthe Kjær brød igennem med “Arrivederci Franz”, så Danmark helt anderledes ud. Musik blev købt på vinyl. Streaming var science fiction. Roskilde Festival eksisterede endnu ikke. Og ingen kunne naturligvis have forestillet sig Tobias Rahim. 58 år senere står Birthe Kjær stadig foran et fyldt publikum. Men det mest bemærkelsesværdige er ikke, at hun kan synge en sang fra 1968. Det bemærkelsesværdige er, at sangen ikke føles som en historietime. Der står ikke et imaginært museums skilt foran den med teksten: Dansk populærmusik, slutningen af 1960'erne. Folk synger bare med. Det er forskellen mellem et gammelt hit og en evergreen. Birthe Kjær har ganske mange af den sidste slags.
Kitsch? Naturligvis. Og hvad så?
Sådan en koncert kunne meget nemt ende i ren nostalgi. Men Birthe Kjær er interessant, fordi hun for længst er kommet ud på den anden side af den diskussion. Er det kitsch? Ja. Er det folkeligt? Absolut. Er nogle af sangene så kulørte, at man næsten får brug for solbriller? Selvfølgelig. Men Birthe Kjær har gjort det til sin styrke, fordi hun aldrig undskylder for det. Hun forsøger ikke at opdatere fortiden ved at gøre den mere sofistikeret, end den var. Hun står ved musikken. Hun står ved melodierne. Hun står ved Grand Prix. Hun står sågar ved gummibåden. Det gør forskellen. Kitsch bliver først rigtig pinligt, når den, der leverer den, selv virker flov over den. Birthe Kjær er aldrig flov. Hun går helhjertet ind i sit eget univers. Og derfor går publikum med.
Det nye Birthe må også være med
Det var samtidig klogt, at koncerten ikke udelukkende bestod af gamle triumfer. “Lad det ske” mindede om, at Birthe Kjær ikke blot turnerer rundt som levende jukebox. Hun udgiver stadig musik. Hun arbejder stadig. Hun har stadig noget på spil i nutiden. Det blev efterfulgt af “Får i ulveklæ'r”, inden et større 60’er medley åbnede døren til den musikalske tidsmaskine. Her fik Feel Good Band plads til virkelig at vise, hvorfor netop et levende, velfungerende orkester gør en forskel. Et medley kan være en farlig konstruktion. Det kan blive til musikalsk speed dating, hvor ingen sang får lov til at blive længe nok til, at man når at savne den. Men her fungerede det for det meste, fordi energien blev holdt oppe, og genkendelsen kom i bølger. Før man havde nået at slippe ét omkvæd, var det næste allerede på vej.
Sommer og sol, selvfølgelig
Så kom “Sommer og sol”. På en lun augustdag. I Tivoli. Man kan kalde det forudsigeligt. Man kan også kalde det dramaturgisk sund fornuft. For selvfølgelig skulle den være der. Og Birthe Kjær har den fordel, at publikum ikke efterspørger overraskelser for overraskelsernes skyld. De vil høre sangene. Rigtigt. Med hele omkvædet. Og helst højt. Det fik de. Men koncerten blev heldigvis også ved med at skifte karakter. “Tennessee Waltz” viste en anden Birthe Kjær. Mindre dansktop. Mere klassisk entertainer. Mere ro. Mere elegance. Stemmen fik bedre plads, og man blev mindet om, at Birthe Kjær gennem sin karriere har bevæget sig langt bredere end de få røde, solrige og sødygtige titler, hun oftest forbindes med.
Elvis flytter ind i Tivoli
Derefter tog koncerten endnu et sving med et Elvis medley. Og hvorfor ikke? På det tidspunkt havde aftenen for længst opgivet enhver ambition om genre renhed. Herefter fulgte “Achy Breaky Heart”, og pludselig befandt Tivoli sig et sted mellem Nashville, et dansk forsamlingshus og en sommerfest, der er blevet lidt sjovere end oprindeligt planlagt. Birthe Kjær har aldrig haft behov for at gøre musikken vanskeligere, end den er. Der er en befrielse i det. For mens dele af musikbranchen stadig kan være optaget af, hvorvidt noget er hip, troværdigt, progressivt eller korrekt placeret i den kulturelle fødekæde, står Birthe Kjær bare og synger “Achy Breaky Heart”. Og publikum danser. Pointen skriver næsten sig selv.
Grand Prix er ikke et kapitel, det er en del af DNA'et
Med “Hva' du ude på?” blev kursen igen sat mod den del af Birthe Kjærs karriere, som næsten er umulig at skille fra hende: Melodi Grand Prix. Hun nåede at blive nummer to tre gange, inden hun endelig vandt i 1989 med “Vi maler byen rød”. Det siger egentlig meget om hendes karriere. Hun blev ved. Det lyder simpelt. Men 58 år som professionel artist består i høj grad af netop det. At blive ved, efter modebølgerne er skyllet videre. At blive ved, når medierne vender blikket mod noget nyt. At blive ved, når andre beslutter, at ens genre er umoderne. Og pludselig sker det mærkelige: Det umoderne bliver kult. Og kult bliver moderne igen. Efter “Slow Boat to China”, der med sin lettere swingende elegance gav endnu en variation i programmet, skulle netop den pointe få sit ultimative bevis.
Tobias Rahim går ind og Tivoli eksploderer
De første toner til “Den danske sommer” satte straks noget i gang på Plænen. Det er en sang fra nu. Ikke fra dengang. Ikke en klassiker, man lærte gennem sine forældre. En sang fra 2026. Og så kom Tobias Rahim ind på scenen. Jublen ændrede karakter. Telefonerne fór op. Publikum rykkede tættere. Og pludselig stod de dér sammen. En af dansk pops største nutidige stjerner og en af de mest langtidsholdbare skikkelser i dansk underholdningshistorie. Det burde næsten ikke fungere. På papiret ligner det den slags generationsmøde, nogen på et pladeselskab kunne have opfundet på et strategimøde: Hvad nu hvis vi kombinerer nostalgi og streaming? Men dét er netop ikke følelsen, når Rahim og Kjær står sammen. Det virker naturligt. Fordi de ikke forsøger at ligne hinanden. Tobias Rahim behandler ikke Birthe Kjær som en morsom retrorekvisit. Birthe Kjær prøver ikke at gøre sig yngre for at passe ind i hans univers. De mødes på midten. Tidligere på sommeren var det Birthe Kjær, der trådte ind i Rahims verden som gæst på Orange Scene på Roskilde Festival. Denne aften trådte han ind i hendes. Det gjorde “Den danske sommer” til meget mere end koncertens celebrity øjeblik. Det blev aftenens stærkeste billede på, hvorfor Birthe Kjær igen befinder sig så centralt i dansk popkultur. Hun har ikke forladt sin egen historie. Hun har bare gjort plads til et nyt kapitel.
Drop aldersrabatten
Birthe Kjær er 77 år. Det bliver næsten altid nævnt. Selvfølgelig gør det det. Men der ligger også en risiko i hele tiden at betragte ældre artister gennem et filter af velmenende forbløffelse. Hvor er det imponerende, at hun stadig kan. Det er en temmelig lav kunstnerisk standard. Birthe Kjær skal ikke have fem stjerner, fordi hun er 77 og stadig kan huske teksten. Hun skal vurderes på koncerten. Og koncerten var god. Hun var varm. Hun var sikker. Hun var velsyngende. Hun virkede oprigtigt glad for at stå der. Og vigtigst af alt: Hun havde kommando over publikum uden nogensinde at virke kommanderende. Hun behøver ikke store taler. Hun behøver ikke eksplosiv scenografi. Hun behøver ikke desperat råbe: “Er I der, Tivoli?” Hun smiler. Bandet slår næste sang an. Og folk reagerer. Sådan ser sceneautoritet ud, når den er opbygget over årtier.
Så begyndte kædedansen
Med “The Loco Motion” steg temperaturen igen, og da koncerten efterfølgende kastede sig ind i et stort Dansk Grand Prix medley, var der ikke meget tilbage af den traditionelle afstand mellem scene og publikum. Der blev sunget. Der blev danset. Og foran scenen opstod der kædedans. Ikke en koreograferet del af showet. Rigtig kædedans. Mennesker tog fat i hinanden og bevægede sig gennem menneskemængden. Det er på en eller anden måde både enormt corny og ret vidunderligt. For prøv at få et publikum til frivilligt at danse kædedans. Det kan man ikke planlægge. Man kan kun skabe en stemning, hvor det altid virker som en fremragende idé. Det kunne Birthe Kjær.
Gummibåden nægter stadig at synke
Og selvfølgelig skulle den komme. “Den knaldrøde gummibåd”. En sang, der må være en af de få i dansk musikhistorie, hvor selve titlen alene kan få et voksent publikum til at smile. Er den sofistikeret? Nej. Er den subtil? Overhovedet ikke. Holder den stadig? Se ud over Plænen. Svaret giver sig selv. Da omkvædet lød, var det igen svært at afgøre, hvem der egentlig optrådte for hvem. Birthe Kjær stod på scenen. Men publikum leverede mindst halvdelen af sangen. Gummibåden sejler videre. Tilsyneladende usænkelig.
Birthe Kjær har vundet den lange kamp
Der har gennem årene været musik, man burde kunne lide. Og musik, man ikke helt skulle indrømme, at man kunne lide. Dansktop har ofte befundet sig i den sidste kategori. Det gør Birthe Kjær til et interessant kulturfænomen. For hun har på sin vis vundet ved aldrig at deltage i kampen. Hun blev bare ved. Mens smag ændrede sig. Mens medierne ændrede sig. Mens musikbranchen ændrede sig. Mens publikum ændrede sig. Og nu er vi nået til et sted, hvor unge mennesker kan juble over Birthe Kjær på Roskilde Festival, Tobias Rahim kan stå ved hendes side i Tivoli, og “Arrivederci Franz” kan eksistere på samme setliste som “Den danske sommer” uden at nogen behøver forklare hvorfor. Det er ikke et comeback. Man kan kun komme tilbage, hvis man har været væk. Birthe Kjær har været her hele tiden.
Og så er vi tilbage ved begyndelsen
Det er svært at anmelde en koncert, når publikum overtager den. Men måske er det også den mest præcise anmeldelse, Birthe Kjær kan få. For til sidst var det ikke længere vigtigt, om man var kommet for Grand Prix, dansktop, nostalgi, Tobias Rahim, Elvis eller bare en hyggelig lørdag i Tivoli. Folk stod side om side. De sang. De dansede. Foran scenen bevægede en kæde af mennesker sig gennem mængden. Og på scenen stod Birthe Kjær. Hun havde ikke brug for at fortælle os, at hun stadig var relevant. Hun havde ikke brug for at bevise, at hun stadig kunne. Hun slog bare næste sang an. Og Danmark tog resten af omkvædet. Af: Yde
YdeNews
Musik, teater og kultur, oplevet, anmeldt og fortalt.
INDHOLD
Musik
Teater
Kultur
Kalender
© 2026 YdeNews · Alle rettigheder forbeholdes
OM YDENEWS
Om YdeNews
Kontakt: kontakt@ydenews.dk