Bifald

d. 25 august 2026 Kl. 22.51

Bifald gjorde årets sidste MINT koncert til en ankomst

Med elektronisk nerve, musikalsk overskud og en frontmand, der nægtede at lade scenekanten bestemme, hvor koncerten sluttede, forvandlede Bifald en smuk sensommeraften i Tivoli til et varmt popfællesskab.

Bifald ved MINT i Tivoli

25. august 2026

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Af Eva Yde

Ingen oprydningsstemning i Orangeriet

Den sidste koncert i en serie kan let få karakter af oprydning: Det sidste navn på plakaten, de sidste sange og den sidste høflige applaus, før lysene slukkes for denne gang. Sådan blev det ikke. Ved årets sidste MINT koncert spillede Bifald med en intensitet, der ikke lukkede noget ned, men pegede fremad. Det, der på papiret var en afslutning, kom i Orangeriet til at ligne en ankomst. Omkring 150 gæster var samlet denne milde sensommeraften. Det var ikke et publikumshav, der krævede redningsvest, men den intime ramme blev en klar fordel. Her kunne Malte Bach Jensen og Max Le Maistre Matzen se reaktionerne, høre fællessangen og mærke, præcis hvornår musikken begyndte at arbejde i kroppen på de fremmødte. Bifald spillede ikke hen over publikum. De trak det ind i koncerten.

“Brandbar” satte strøm til aftenen

Åbningsnummeret “Brandbar” fik straks pulsen op. Elektroniske rytmer, store synthesizerflader og en vokal med en let digital glans gav koncerten en moderne og tempofyldt begyndelse. Lyden stod klart, og samspillet mellem duoen og livemusikerne sad præcist fra første nummer. Bifald består af forsanger og sangskriver Malte Bach Jensen samt producer, sangskriver og keyboardspiller Max Le Maistre Matzen. Med guitar og trommer bliver duoen på scenen til et fuldt band, og sangene får mere tyngde og bevægelighed end i deres polerede studieform. Malte var aftenens naturlige frontfigur. Han brugte hele scenen, søgte øjenkontakten og sang med et nærvær, der aldrig føltes konstrueret. Max stod mere koncentreret ved tangenter, synthesizere og skabte den elektroniske arkitektur omkring ham. Den ene åbnede musikken mod publikum. Den anden sørgede for, at konstruktionen blev stående.

Hjertesorgen fik hofterne i gang

Koncerten fandt sin fælles rytme. Bifald fik hurtigt Tivoli til at klappe med, mens omkvædet satte sig fast med ørehængerens ubesværede effektivitet. Det bankede ikke forsigtigt på. Det flyttede direkte ind. På “Kamouflere” blev det tydeligt, at Malte ikke havde tænkt sig at gemme sig nogen steder. Han bevægede sig frit mellem musikerne, arbejdede aktivt med publikum og gav koncerten en fysisk energi, der gjorde det vanskeligt at stå helt stille. Under “Tænker Du Mon Nogensinde På Os ” begyndte hofter at bevæge sig, hoveder at nikke og hænder at finde rytmen. Sangen rammer kernen i Bifalds univers: kærligheden, der officielt er slut, men som fortsætter med at føre lange samtaler inde i hovedet. Bifald pakker længsel, skyld og fortrydelse ind i melodier med fremdrift. Teksterne kan være følelsesmæssigt tunge, men musikken nægter at synke sammen i sofaen. Hjertesorgen får en synthesizer og besked på at danse videre.

Et stille øjeblik med stor virkning

Koncertens følelsesmæssige tyngdepunkt kom med “Kæmp For Mig”. Malte fortalte kort, at sangen var skrevet til hans mor. Introduktionen blev leveret enkelt og varmt, uden at øjeblikket blev overforklaret. Tempoet faldt, publikum blev stille, og sangen fik lov til at stå mere nøgent. En følsom guitarsolo gav nummeret yderligere dybde, mens det let 80’er inspirerede udtryk trådte frem. Synthesizerne og de store melodiske bevægelser pegede tilbage mod årtiets popmusik, men uden at koncerten udviklede sig til en udklædningsfest med permanente krøller og panik over en bortkommet kassettebåndoptager. Det afgørende var, at man kunne mærke forbindelsen mellem sangen og den, der sang den. Det var ikke følsomhed som scenisk effekt. Det var personligt.

Fra følelse til fuld kraft

Under “OP OG NED” blev bandet præsenteret, inden der igen blev skruet op. På “100 km.” fyrede Bifald for alvor den af. Trommerne pressede nummeret frem, synthesizerne voksede, og Malte bevarede kontrollen over både scenen og publikum. Her lignede Bifald ikke længere et nyt navn, der forsigtigt bad om plads. De lignede et band, som allerede har placeret sig på den danske popscene og nu er begyndt at brede albuerne en smule. Ikke uforskammet. Bare nødvendigt. Hitsene er der, karismaen er tydelig, og liveformatet klæder dem. Sangene bliver større på scenen, men mister ikke den følelse, der er deres egentlige drivkraft.

Da scenekanten mistede sin betydning

På “Var det ik det” trådte Malte ned fra scenen og bevægede sig ud blandt publikum. I samme øjeblik blev scenekanten reduceret fra grænse til en mindre arkitektonisk detalje. Publikum sang og svajede med, og koncerten ophørte for en stund med at være noget, der foregik foran dem. Nu foregik den iblandt dem. Grebet virkede, fordi kontakten allerede var etableret. Det var ikke et desperat forsøg på at vække en stillestående forsamling. Det var den naturlige forlængelse af en koncert, der hele tiden havde bevæget sig tættere på publikum. Under “Jorden Går Under” og “REGNVEJR” kunne man se, hvor meget musikerne selv nød koncerten. Smilene, blikkene og spilleglæden afslørede et band, der ikke blot gennemførte et sæt, men oprigtigt havde det godt i musikken. Hvis jorden absolut skal gå under, kan man i det mindste ønske sig, at Bifald leverer soundtracket.

Et publikum på benene

Med “Jeg Kan Det Ikke Længere” nåede koncerten sin store forløsning. Publikum rejste sig. Der blev klappet og danset, og det stående bifald føltes ikke som en høflig gestus afleveret på vej mod udgangen. Det var kulminationen på en koncert, der havde bygget sin forbindelse til publikum op nummer for nummer. Afslutningen med “Sætter Alt På Spil” samlede aftenen. Orangeriet blev forvandlet til et fælles kor, mens omkvædet bevægede sig fra scenen til publikum og tilbage igen med større kraft. Bifald behøvede ikke presse fællessangen frem med lange instruktioner. Sangen kunne bære øjeblikket selv.

Kendte byggesten, personlig arkitektur

Bifald opfinder ikke nye musikalske materialer. De bygger med synthesizere, melodisk radiopop, 80’er-nuancer og dansksprogede fortællinger om kærlighed, afstand og usikkerhed. Det særlige ligger i måden, de samler materialerne på. Venskabet mellem Malte og Max virker ikke som en smart detalje i en pressemeddelelse, men som fundamentet under projektet. De supplerer hinanden, og livebandet giver produktionerne den kraft, der løfter dem ud af høretelefonerne. Samtidig fremstod de ydmyge, høflige og oprigtigt taknemmelige over publikums reaktioner. Der var ambition i optrædenen, men ingen arrogance. Det er en tiltalende kombination. Duoens næste kunstneriske opgave bliver at give de enkelte sange endnu mere særpræg, så de store produktioner ikke udvisker de små kanter. Men på scenen har Bifald allerede fundet noget værdifuldt: balancen mellem det polerede og det personlige, festen og sårbarheden. De er ganske enkelt værd at opleve live.

Den sidste koncert, men ikke et farvel

Årets sidste MINT koncert kunne være blevet et pænt punktum for Tivolis koncertserie. I stedet blev det en varm og medrivende sensommeraften, hvor omkring 150 gæster endte stående, dansende og syngende. Bifald kom ikke for at pakke sæsonen sammen. De kom med store følelser, stærke melodier og en spilleglæde, der fik afslutningen til at pege fremad. Tivoli satte punktum for årets MINT koncerter. Bifald satte udråbstegnet...