Benjamin Hav

Foto: Oliver Sperling

d. 1 november 2025 Kl. 08.20

★ ★ ★ ★ ★ ★

Græs under skoene, lys i lommen: Benjamin Havs kongeaften

Det begynder med en mand, der slår græs. En helt jordnær, næsten banal handling, som alligevel sætter tonen for et show, der nægter at lade sig klemme ind i arenaens sædvanlige format. Benjamin Hav forvandler Royal Arena til en baghave en tryg, grønskinnende legeplads, hvor vi danser os mod hinanden og tør være modige. Kulissen ligner et kærligt vink til Teletubbies, men under den skinnende overflade banker et show, der er planlagt med kirurgisk præcision og leveret med en løssluppen charme, der får hele salen til at føle sig som familie.

Allerede med en skælmsk åbning på “Spice Up Your Life” stiller Hav spørgsmålet, han selv besvarer i to timer: Hvorfor ikke? Hvorfor ikke mixe højglans med hjemmevideo, pop med performancekunst, rave med fællessang? “Dream Team” styrter ind som det egentlige kick-off, og på “Musse” er “alle helt vilde”—et publikumsmantra, Hav rider på og løfter, så bølgerne af klap og hop helt fysisk ryster gulvet. Lydbilledet er brutalt skarpt, bund og beats sidder som skruer i egetræ; bandet er et hold af præcisionsdansere i lyd, og koret synger med den slags overskud, der gør, at man tager tonen med sig ud af metroen senere.

Midt i festen leger han med popmytologien: “Air Tonight” glider som neonlys hen over et mørklagt gulv, “Nik & Jay” er serveret med glimt i øjet et kærligt, kultiveret nik til dansk hitkultur uden at forfalde til pastiche. Og så kommer hjertet på bordet: “Husk at vær’ happy” er både budskab og instruktion, og Havs hjemmekoreografier er geniale i al deres uforskammede enkelhed. Han danser dem hele aftenen, og publikum elsker det ikke fordi det er fejlfrit, men fordi det er fælles. Hver eneste armbevægelse er en invitation.

Den invitation bliver konkret på “Cannelloni og kød”, hvor han henter “Helen” fra publikum op til slowdance. Tiden sænker farten, og i et øjeblik er landets største indendørs scene forvandlet til et køkken-alrum sent lørdag aften. Lidt senere får vi fællesskabets rå kraft: På “Handsome” kommer et medlem af familien ind og tager omkvædet et lækkert, familiært brud på rutinen og under “Den dejligste boy” klapper 16.000 i takt, mens Hav rækker mikrofonen ud, og hele arenaen brøler: “HOLD DIN KÆFT, BO!” Den slags call-and-response er bevidst konstrueret, ja, men her føles det ægte, næsten rensende.

Familietemaet folder sig ud i aftenens mest stille stund: Hav fortæller om sin datter, der spurgte, om han ville lege men far skulle spille koncert. “Man ved ikke, hvor lang tid man er på jorden,” siger han, og dedikerer “Esbjerg, torden og regn” til sin kone og deres tre børn. 16.000 lommelygter bliver et nordlys, et blidt skær, som får Royal Arena til at trække vejret synkront. Det er kitsch, ja og det er smukt, fordi det er så kompromisløst inderligt.

Hav er ikke i ro én eneste sang. Han skyder ud til et podie scene B og har et håndholdt kamera spændt fast til mikrofonen. På “Fri” bliver arenaen set igennem hans eget blik: hjemmestrøget, kornet realisme på de store lærreder, som smelter stjernestatus og stueplante sammen. Hjemmevideoæstetikken dukker op igen i glimt, og den gør noget ved showet: Vi ser performeren og mennesket ikke som modsætninger, men som to indstillinger på samme linse.

På “Du ligner din mor” går han gennem publikum op mod scenen, standser midt i menneskehavet og siger: “Vi klapper for min mor.” Og det gør alle. Få kunstnere kan dirigere et rum af den størrelse med så lidt et par sætninger, et smil, en arm, der løfter sig. “Nu her” bliver broen, der holder dramaturgien stram, inden finalens gæstefyrværkeri.

Gæsterne er ikke pynt; de er medforfattere. “Første dag” med Ella Augusta er klar, tindrende pop, sangligt matchet med en fin generøsitet, der lader gæsten skinne. Og på “København” med Suspekt kammer gulvet over i en stor techno-fest, hvor beatet går fra brystkasse til fodsål, og Royal Arena føles som én lang, rullende bølge. Her er Hav i sit mest anarkiske hjørne: kapital-P Pop, der tør lyde som natklub kl. 04.12.

Da “Samba de Janeiro” eksploderer, beder han os lægge en hånd på skulderen af den ved siden af—Boogie Woogie-stil og pludselig står vi i rækker, der snor sig som barndommens fødselsdagslege. Det er barnligt og befriende. “Vi kom for at lege med jer!” råber han, og man tror ham. “Vi kommer fra fæderlandet Danmark, og det er det bedste sted i verden!!” lyder det senere—en kærlig, højenergisk patriotisme uden skarpe kanter, mere fællessang end verdenssyn.

Som en glimtende, næsten surrealistisk coda tonser “We Are Family” (playback) ud over PA’et, mens en gul Teletubby vralter ind med en buket blomster. Det er absurd og rørende en miniatyrkroning af aftenens tese: familien som scene, scenen som familie.

Og mellem linjerne sniger koncertens lille omkvæd sig ind igen: “Hey, jeg har tænkt på hvem du er – hey ho!” Det er showets etik: nysgerrigheden på den anden. Ikke kun på kunstnerens persona, men på de tusinder af mennesker, han har inviteret i sin baghave.

Setlisten er vævet ind som én lang, sammenhængende fortælling—fra den opildnende cocktail af “Spice Up Your Life”, “Dream Team” og “Musse”, over den bevidst popkommenterende midte med “Air Tonight”, “Nik & Jay”, “Husk at vær’ happy” og “Uh babe”, til den intime “Cannelloni og kød”, publikumsbrølet på “Handsome” og klapstormen i “Den dejligste boy”; den stille skønhed i “Esbjerg, torden og regn”, kamera-rejsen på “Fri”, processionen gennem publikum på “Du ligner din mor”, den lysende brevkort-pop i “Nu her”, gæsternes dobbelspark på “Første dag” og “København”, og til sidst det fælles pulsslag i “Samba de Janeiro.” Alt er tænkt, alt er forløst, alt er givet videre.

Det hele er leveret suverænt. Musikere og kor spiller og synger med en gnist, der kunne tænde Parken. Lyd og lys er kirurgisk skarpt. Stemningen er varm, rummelig, vovet. Udsolgt arena, ja men følelsen er et rækkehus med dørene på vid gab. To citater, hørt på vej ud i kulden, fungerer som punktum: “Det er kun Benjamin Hav som kan lave sådan et show” “Det kunne simpelthen ikke været lavet bedre”

Man forstår dem. For det er lige præcis den balance, Hav mestrer i Royal Arena: det hjemlige og det heroiske, det legende og det disciplineret koreograferede. Han bygger en baghave i en betonkatedral og beder os danse, synge, leve. Vi gør det og vi går derfra med græs på knæene og lys i lommen.   Af: Emilie Jakobsen

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes