Pressefoto
20. oktober 2025 Kl.00.45
★ ★ ★ ★ ★ ☆
En åbningsakt, der føltes som et hovednavn
Royal Arena, 19. oktober 2025 – support for Katy Perry
Der er koncerter, hvor supportnavnet føles som en høflig forret. Og så er der aftener, hvor forretten i al stilfærdighed bliver til et hovedmåltid i sig selv. Becky Hill leverede den sidste kategori i et udsolgt Royal Arena, hvor All Things Live havde sat en lille dobbeltkoncert sammen, som i praksis blev en pop-hus-ekspedition fra klubgulv til stadionformat. At koncertfotograferne ikke fik billeder til at forevige Hills sæt – var en skam for dokumentationen, men det ændrede ikke på oplevelsen i rummet: Hun kan virkelig synge, den kvinde, og hun gjorde ventetiden på Katy Perry til et klimaks i egen ret.
Et ottetal, en halv scene – fuld gennemslagskraft
Royal Arenas infinity-scene tegnede et tydeligt ottetal gennem gulvet, men Becky Hill havde kun adgang til den forreste løkke. En begrænsning, kunne man tænke – i praksis en disciplinering, der skærpede udtrykket. Hun arbejdede den halvcirkel som en atlet: korte spurter, planted stance i de store omkvæd, og præcise pejlinger ud mod hver sektion af publikum. Hvor andre ville have savnet kilometertælleren, brugte Hill i stedet stemmen som bevægeligt centrum. Og det fungerede.
Åbning med jetstart og elegant præsentation
Hun åbnede, som om nogen havde trykket på en festival-knap: “Crazy What Love Can Do” kom ud af systemet med det samme sug, der kendetegner hendes radiohits, men live sad nuancerne friere – lidt mere rasp, lidt mere luft, og et intenst overblik over de høje belting-linjer. Uden at tale nummeret ihjel gled hun ind i “Gecko (Overdrive)” – et Oliver Heldens-cover, som i Hills hænder blev et mini-essay i, hvordan man tager en klubklassiker og giver den menneskeligt ansigt. Hun doserede fraseringerne, så de laaaaange house-vokaler fik konturer, og lod pauserne gøre arbejdet, før drop’et faldt.
“Last Time” fungerede som sætternes første strategiske bremsning: stadig energisk, men med fokus på tekstens kontur og den romancerede melodi. Lidt efter fik vi “Afterglow” (Wilkinson-cover), leveret med den slags tonestabilitet, der adskiller en dygtig sanger fra en virkelig sanger. Hill holder sine topnoter uden sikkerhedsnet, men hun ved også, hvornår der skal slippe lidt grus ind, så det ikke bliver klinisk.
Publikum som medspiller
Der var mange fans, og der var mange, der sang med – det slags kor, som kun et udsolgt Royal Arena kan give. “Disconnect” blev aftenens første rigtige call-and-response; du kunne høre bølgen gå fra pitten over de nederste tribuner og op i toppen, hvor hele sektioner stod op og slog takt. “Lose Control” (som titel, ikke som tilstand) var ironisk nok selve disciplinen: et nummer, der bygger på repetition, men hvor Hill skruede dynamisk op og ned for at undgå flad trykpres.
Og så kom det uundgåelige ørehænger-øjeblik: “My Heart Goes (La Di La)”. Hun synger den uden at blinke – ingen oversyngning, ingen showy run, bare en ren, melodisk linje, der inviterer til fællessang. Her gav scenens forreste løkke også mening: Ved at blive i fanernes tyngdepunkt frem for at forsvinde bagom bag-udløkken, blev nummeret et intimt stadionøjeblik.
Kurver i stedet for kulisser
Becky Hills sæt var ikke det vilde lasershow, der skulle imponere sig selv. Det var en kurateret kurve, hvor tempo og intensitet bølgede sig klogt gennem Royal Arena. “Outside of Love” fik lov at trække vejret – en slags moderne torch song, hvor man mindes, at Hill er en sangfortolker, før hun er en featuremaskine. “Wish You Well” løftede det hele tilbage i højtflyvende pop-house, og her slyngede hun omkvædets gentagelser ud, så de blev til små fælles mantras.
Som afrunding var “Remember” mere end et hit; det var en æstetisk problemformulering: Hvordan bevarer man klubbens intimitet på en arena? Becky Hills svar var at lade stemmen være det centrale lys og bruge resten – beat, arrangement, scenegang – som rammesætning. Ikke omvendt.
Stemmens arkitektur
Det, der skiller Hill ud live, er ikke kun kraften (selv om den er betydelig), men hendes evne til at bygge akkordernes arkitektur i luften. Hun lægger ikke bare en toplinje; hun modellerer rummet omkring den. På de store hooks går hun lodret op uden at kamme over, og på de mere samtalende vers insisterer hun på forståelighed. Det er pop med klubmotor og teaterdisciplin – og det er derfor, hun kan få 16.000 mennesker til at lyde som ét kor uden at miste autoriteten over materialet.
Support – på papiret
Det var annonceret som en support for Katy Perry, og dobbeltkoncerten var en begavet idé: to forskellige traditioner for pop-spektakel, to forskellige veje til den kunstneriske stil . Men hvor support ofte er en appetitvækker, var Becky Hills sæt nærmere en bestemmelse af aftenens grundniveau. Hun leverede med professionalisme og generøsitet – uden at bruge tid på at fortælle os, hvor god hun var, men ved at vise det.
Når man går fra en koncert og kan mærke en sætstruktur i kroppen – den rytmiske vejrtrækning fra “Crazy What Love Can Do” til “Remember” – så har nogen gjort mere end at udfylde tid. De har skabt form. At vi ikke får billederne i pressearkivet, er ærgerligt; men dem, der var der, ved, at det musikalske bevis allerede ligger i ørerne.
Becky Hill stod på den forreste halvdel af en ottetals-scene og lavede fuld cirkel af sit eget. Hun balancerede klubens repetition med poppens omkvædsøkonomi, hun brugte begrænsninger som forstærker, og hun sang – uden omsvøb – bedre, end mange stadionnavne gør i deres prime. En support, der føltes som et statement: Hvis du kom for Katy Perry, gik du ind til pausen med en ny respekt for Becky Hill. Og det er præcis, hvad en dobbeltkoncert kan, når den er kurateret rigtigt. Af: Emilie Jakobsen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes