“APHACA synger ikke bare om samhørighed. De får den til at ske”. Foto: Oliver Sperling
d. 21 marts 2026 Kl. 07.48
★★★★★☆
APHACA forvandlede Forum til et bankende fællesskab
Den danske firkløver spillede ikke bare deres hidtil største koncert på Frederiksberg, de gjorde Forum til et følelsesrum, hvor mange stemmer smeltede sammen i én stor, syngende organisme. Foran omkring 6500 publikummer leverede APHACA en koncert, der på én gang var stor i format og bemærkelsesværdigt nærværende i sit udtryk. Det var en aften, hvor ungdom, fællesskab og følelser ikke bare blev besunget fra scenen, men levede konkret i salen. APHACA spillede ikke for publikum. De spillede med dem. Og dér opstod magien.
Et band, der er vokset, uden at miste sig selv
APHACA befinder sig i en sjælden position i dansk musik lige nu. De er gået fra undergrundens varme ry til at blive et regulært livefænomen, men uden at miste det organiske, det følsomme og det menneskelige, der i første omgang gjorde dem interessante. Det kunne mærkes fra første øjeblik. Bandet kom ind på scenen én efter én, og åbnede koncerten med “Flyver som fugle” i en entré, der føltes enkel, men effektiv. Sekunder senere slog flammerne op, lyset eksploderede, og Forum svarede igen med et brøl, som om publikum havde ventet hele ugen på netop dét øjeblik. Herfra slap APHACA ikke grebet. Med “Til solen er sort” blev koncerten for alvor åbnet op. Mobiltelefonerne steg til vejrs, publikum sang med på hvert et ord, og salen forvandlede sig hurtigt fra koncertlokale til kollektiv bekendelse. Det lignede ikke en koncert så meget som et fælles følelsesudbrud.
Sange, der allerede tilhører publikum
Noget af det mest markante ved APHACA er, at deres sange ikke føles som produkter. De føles som noget, folk har taget med sig ind i deres eget liv. Det blev tydeligt i “Tårer i en kælder”, hvor stemningen mørknede og fik mere tyngde, og endnu tydeligere i “Smelter under månen”, der udløste et af aftenens største øjeblikke. Her sang publikum så højt, at bandet til sidst lod salen tage over og bære omkvædet alene. Det er den slags øjeblikke, der afslører, hvornår et band er blevet større end sig selv. APHACA har skrevet sange, som folk ikke blot kender, men lever i. Derfor føltes det heller ikke overraskende, at “En som dig” kunne lægge Forum næsten ned i et øjeblik af stille intensitet. Midt i den store produktion opstod en sjælden koncentration, hvor man som publikum nærmest blev suget ind i nummeret og glemte, hvor mange mennesker man stod iblandt. Det er en af APHACAs største styrker: De kan få de store sale til at føles små.
Forum lignede et højskole Danmark i festtøj
Publikum var i sig selv en del af fortællingen. Forum var fyldt med unge mennesker, mange iført hjemmehæklede bøllehatte, og hele aftenen havde en næsten højskoleagtig karakter. Ikke i karikeret forstand, men i den bedste betydning af ordet: Der var varme, hengivenhed, åbenhed og en næsten rørende tro på fællesskabet. Folk holdt om hinanden. De sang med åbne ansigter og lukkede øjne. De dansede, hoppede og klappede i takt. Og når bandet talte, eksploderede især de forreste rækker i skrig og jubel. Men det virkede aldrig hul eller hysterisk. Det virkede ægte. Et fint og meget sigende øjeblik opstod, da det blev markeret, at Noah fra bandet havde fødselsdag. Publikum havde forberedt et fanprojekt med flag med hans ansigt på, og i et rum af denne størrelse blev det en lille, hjemmelavet detalje, der mindede om, hvor tæt forholdet mellem APHACA og deres publikum faktisk er.
Når gæster og greb lykkes
Et af koncertens smukkeste indslag kom med “Hvornår kommer du hjem”, hvor Bette trådte frem og sang med. Det gav nummeret en ekstra sårbarhed og blødhed, og det fungerede som et velplaceret åndehul i en koncert, der ellers ofte bevægede sig i store følelsesudslag. Også “Hold om mig” fik en særlig iscenesættelse. Sangens afslutning blev sunget backstage, så publikum kun kunne se forsangerens hoved på storskærmen, mens de øvrige medlemmer trak sig fra scenen. Det kunne have virket som et smart stunt, men blev i stedet et af aftenens mest intime øjeblikke. Et kort brud med koncertens format, som gav sangen ekstra resonans. Da bandet vendte tilbage og satte ind på “Hvor kommer vi fra”, steg energien igen øjeblikkeligt. Publikum dansede med, og man mærkede endnu en gang den idé, som APHACA synes at bygge hele deres koncertunivers op omkring: at et publikum ikke bare skal overvære en koncert, men være med til at skabe den. Det lykkedes.
“For vi har brug for hinanden”
Hvis aftenen havde en egentlig kerne, lå den i “Hjertet på gaden”. Her smeltede tekst, publikum og stemning sammen i et af koncertens mest rørende øjeblikke. Hele Forum sang med, og da linjen om, at “vi har brug for hinanden”, rungede gennem salen, føltes det ikke som en flot formulering, men som aftenens grundtone. Flere løftede hjerter op i luften, og i et kort, næsten teatralsk øjeblik stod APHACA midt i det, de selv har været med til at skabe: et rum, hvor det følsomme ikke er pinligt, og hvor fællesskab ikke er et slogan, men en erfaring. APHACA synger ikke bare om samhørighed. De får den til at ske. Det samme gjaldt “Flue i et spind”, som gav koncerten endnu en følelsesmæssig bund. Her stod det klart, hvorfor bandet rammer så præcist hos en ung generation: De skriver sange, der kredser om usikkerhed, længsel, kærlighed og identitet, men uden at gøre det banalt. Der er noget både skrøbeligt og klart i deres sangskrivning, som klæder dem og deres publikum.
Et gennembrud i storformat
Koncertens sidste del holdt niveauet flot. “Klip klap sandaler” bragte lethed tilbage i rummet og gav hovedsættet en mere svævende afslutning. Da bandet forlod scenen, var det derfor heller ikke et spørgsmål, om de ville komme ind igen, men hvornår. Ekstranumrene blev en værdig og stærk forlængelse af koncerten. “Et sted hvor vi er de første” ramte præcist med sin fremtidslængsel og sit blik på en generation, der lever med både håb og verdensuro. “En drøm om et menneske” holdt fast i koncertens følsomme nerve, inden finalen “Vi pumper hjerter op” sendte Forum ud i en sidste kollektiv forløsning. Det var den helt rigtige afslutning. Hvis APHACA vil være bandet, der pumper hjerter op, så lykkedes missionen til fulde i Forum.
En support, der forsvandt i baggrunden
Aftenens svageste punkt lå før hovednavnet gik på. Supportnavnet ULD kom aldrig rigtigt til sin ret, og det skyldtes især et lydbillede, der var alt for anonymt. Der var ellers antydninger af et interessant, næsten folkemusikalsk udtryk med harmonika og svajende melodik, men i praksis druknede det hele i publikums snak. Man sad med fornemmelsen af, at der kunne have været mere at hente, hvis lyden havde haft mere tyngde, og hvis rummet var blevet taget tydeligere i besiddelse. Som opvarmning var det desværre for anonymt.
APHACA er ikke længere på vej, de er ankommet
APHACA leverede en koncert, der var både professionel, velspillet og følelsesmæssigt overbevisende. De viste, at de kan bære et stort format uden at miste den nærhed, der gør dem særlige. Og de beviste, at deres største styrke måske ikke er hitsene alene, men evnen til at gøre en koncertsal til et sted, hvor mennesker føler sig forbundet. Det er ikke nogen lille bedrift. Forum blev denne aften ikke bare fyldt af lyd og lys, men af en fornemmelse af, at musik stadig kan samle mennesker om noget, der er større end dem selv. APHACA spillede deres største koncert i København til dato. Men det mest imponerende var, at de fik det hele til at føles personligt. De spiller i Parken til efteråret og vi glæder os til at se dem i et endnu større "Forum"... Af: Emilie Jakobsen
Foto: Oliver Sperling
Foto: Oliver Sperling
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!