ANYA
d. 7 juli juni 2026 Kl. 21.55
★ ★ ★ ☆ ☆ ☆
En blød landing i jazzpoppen, med charme, varme og lidt startbesvær
Der var ikke lagt op til armene i vejret eufori, fællesskrål eller store popdiva positurer, da ANYA indtog MINT i Tivoli. Heldigvis. For det her var en anden slags koncert. En koncert med bløde kanter, varme akkorder og den særlige Tivoli ro, der opstår, når sommerluften, jazzfestivalen og en håndspillet popkoncert finder hinanden på den rigtige måde. ANYA kom ikke for at sprænge rammerne. Hun kom for at skabe et rum. Et intimt, jazzet og let selvironisk rum, hvor sangene fik lov til at stå med begge ben plantet i det voksne, uperfekte og menneskelige. Det var ikke hele tiden sikkert, og det var heller ikke hele tiden vokalt helt oppe at ringe. Men det var sympatisk, nærværende og på sine bedste tidspunkter virkelig fint.
Tivoli som perfekt kulisse
Tivoli kan hurtigt blive for meget: lys, lyde, turister, forlystelser og mennesker, der går i alle retninger. Men denne aften fungerede haven som en overraskende smuk ramme om ANYAs mere afdæmpede univers. Der var en god og rolig stemning blandt publikum. Ikke den slags stemning, hvor folk står og tripper efter det næste store hit, men en mere lyttende atmosfære. Publikum virkede åbne, nysgerrige og klar til at gå med ind i ANYAs nyere musikalske kapitel. Og derfor gav koncerten mening som en del af Copenhagen Jazz Festival. ANYA er ikke jazzsangerinde i klassisk forstand, men hendes nye lyd trækker tydeligt på jazzens varme, bossa novaens lette svæv og den organiske pops mere menneskelige puls.
Fra R&B coolness til dansk eftertanke
ANYA har tidligere markeret sig med en mere engelsksproget R&B og soullyd, hvor numre som “Greet Me”, “Need to Know” og “Snap Back” placerede hende som en af de mere stilfulde stemmer på den danske popscene. Men med tiden har hun bevæget sig væk fra det glatte og polerede. I dag står hun et andet sted. Mere dansk. Mere håndspillet. Mere fin i kanterne. Mere optaget af historier end af hitmaskiner. På albummet "Før jeg sover" folder hun et univers ud, hvor der er plads til tvivl, alder, kærlighed, dårlige beslutninger og den slags tanker, der ofte melder sig lige før man burde sove, men i stedet begynder at gennemgå hele sit liv som en lettere dramatisk intern PowerPoint præsentation. Det er netop den type stemning, ANYA forsøger at tage med på scenen: det eftertænksomme, det lidt pinlige, det bløde og det ærlige.
En forsigtig begyndelse
Koncerten fik dog ikke den mest selvsikre start. ANYA virkede en smule nervøs i begyndelsen. Der var noget tilbageholdt over hendes sceneudtryk, som gjorde, at de første numre ikke helt landede med den tyngde, de kunne have haft. Stemmen var nær og behagelig, men ikke altid helt fri. Særligt i de højere passager nåede hun ikke konsekvent op i tonerne, og enkelte steder manglede der den sidste kontrol og luft. Det gjorde, at koncerten i starten føltes en anelse forsigtig, næsten som om hun lige skulle overbevise sig selv om, at hun godt måtte fylde rummet. Men det skal også siges: nervøsiteten gjorde hende ikke usympatisk. Tværtimod gav den koncerten noget menneskeligt. ANYA fremstod ikke som en kunstner, der gemte sig bag attitude. Hun stod der med sine sange, sit band og sin sårbarhed. Og langsomt begyndte det hele at falde bedre på plads.
Da koncerten fandt sit åndedræt
Jo længere koncerten kom, jo bedre blev den. ANYA begyndte at finde sig selv i materialet, og musikken fik mere naturligt flow. Der kom mere ro i kroppen, mere varme i leveringen og mere kontakt til publikum. Det var, som om koncerten først for alvor åbnede sig efter de første numre. Da hun slap den indledende forsigtighed, kom sangenes charme tydeligere frem. De små fortællinger mellem numrene gav personlighed, og hendes underspillede humor fungerede godt i rummet. Hun har en fin evne til at få det sårbare til ikke at blive tungt. Der er en modenhed i hendes udtryk, men heldigvis ikke den selvhøjtidelige slags, hvor man føler, man skal sidde helt stille og nikke dybt. Der var plads til smil.
Bandet løftede det hele
Aftenens stærkeste kort var uden tvivl bandet. Rasmus Sørensen på keyboard, Rasmus Juncker på trommer, Johannes Wamberg på guitar og Anders Bomholt på bas gav koncerten en varm og levende bund. De spillede med overskud, smag og fornemmelse for detaljen. Intet blev overgjort, og netop derfor fungerede det. Keyboardet lagde bløde flader, guitaren gav farve, bassen holdt musikken rund og varm, og trommerne skubbede elegant uden at mase. Det var et band, der forstod, at ANYAs musik ikke skal presses. Den skal bæres. Flere gange var det netop samspillet mellem musikerne, der gjorde sangene stærkest. De gav materialet mere dybde og gjorde koncerten mere levende, end den måske ville have været i et mere stramt popsetup. Her var der luft, små musikalske drejninger og en fin balance mellem det kontrollerede og det afslappede.
En koncert med varme frem for wow effekt
ANYA leverede ikke en koncert, der eksploderede. Hun leverede heller ikke en vokalpræstation, der satte sig som aftenens store samtaleemne. Til gengæld skabte hun en stemning, der var behagelig, personlig og musikalsk velvalgt. Det var en koncert med mere varme end wow effekt. Mere nærvær end nervepirrende spænding. Mere sommerlig jazzpop end popstjernetriumf. Og det er egentlig ikke en dårlig ting. For ANYAs styrke ligger ikke i det bombastiske. Hun er bedst, når hun synger tæt på publikum. Når hun lader de små sprækker i sangene stå åbne. Når hun ikke prøver at være større end musikken, men i stedet lader musikken få lov til at være menneskelig.
Det uperfekte blev en del af oplevelsen
Det mest interessante ved koncerten var, at dens svagheder på en måde også pegede ind i ANYAs kunstneriske univers. Hendes nyere sange handler netop om det uperfekte, det fejlbarlige og det lidt rodede ved at være menneske. Derfor føltes det ikke forkert, at aftenen ikke var poleret til ukendelighed. Den måtte gerne være lidt ujævn. Den måtte gerne starte forsigtigt og finde sig selv undervejs. Det passede faktisk til det udtryk, hun arbejder med. Men som anmeldelse må man også skelne mellem charme og kvalitet. Og her var der altså momenter, hvor koncerten kunne have været stærkere. Vokalen skulle have været mere sikker, og starten manglede tydeligere scenisk greb. Havde hun ramt det niveau fra begyndelsen, som hun fandt senere i sættet, kunne koncerten sagtens have løftet sig en stjerne højere.
En fin aften i godt selskab
ANYA gav Tivoli en hyggelig, varm og velspillet koncert, der passede smukt ind i Copenhagen Jazz Festival. Hun blev godt hjulpet af sine børn 2 små tvillinger der kom på scenen til sidst og et stærkt band, en dejlig ramme og et publikum, der var villige til at lytte. Koncerten var ikke perfekt, men den havde sjæl. Den havde en fin ro. Den havde musikalsk overskud. Og den viste en artist, der er i gang med at forme et mere modent, personligt og interessant kapitel i sin karriere. ANYA er måske ikke længere den cool R&B komet, der skal bevise sit internationale format. Hun virker snarere som en kunstner, der er begyndt at finde ro i sit eget sprog, sin egen humor og sine egne små musikalske skævheder. Og selv om koncerten aldrig helt nåede op i de højeste toner, fandt den alligevel et sted at lande. Et varmt sted. Et jazzet sted. Et sted midt i Tivoli, hvor sommeren for en stund fik lov til at sænke skuldrene. Af: Yde
