ANOTHER BRICK IN THE WALL, PART 5
d. 1 maj 2026 Kl. 07.46
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Muren blev større end arenaen og Jesper Binzer fandt sprækkerne i den
Da mørket fik lyd
Først kom lyden. Ikke som en pæn åbning. Ikke som et høfligt “velkommen i Royal Arena, husk at slukke mobilen”. Nej, lyden kom som en sort sky ind over salen. Som om nogen havde hældt Pink Floyd, barndomstraumer, rockhistorie, psykisk sammenbrud og en halv lagerhal af sceneteknik ned i en kæmpe blender og trykket på “arena”. Og dér sad vi så. Cirka 5.500 mennesker i Royal Arena. Mange med forventningen stående skrevet i ansigtet. Nogle var tydeligvis kommet for Pink Floyd. Andre for Jesper Binzer. Nogle for Østre Gasværk Teaters ry. Og enkelte måske bare fordi de havde fået en billet og tænkte: “Hvor galt kan det gå med en mur?” Svaret viste sig hurtigt at være: Det kunne faktisk gå ret fantastisk. For ANOTHER BRICK IN THE WALL, PART 5 er ikke bare en forestilling. Det er en stor, mørk, flot, musikalsk maskine, der brager derudad med både respekt for Pink Floyds The Wall og en overraskende levende teaternerve. Den er voldsom, smuk, højlydt, teatralsk, næsten for meget, og derfor passer den forbløffende godt til Royal Arena. Man kunne frygte, at arenaformatet ville æde forestillingen. At det intime fra Østre Gasværk ville forsvinde i betongulv, storskærme, fadølslogistik og den særlige arena-akustik, der nogle gange kan få selv store øjeblikke til at lyde, som om de kommer fra en meget dyr vaskemaskine. Men nej. Royal Arena blev denne aften ikke bare en arena. Den blev en mur. En kæmpe, mørk, levende mur, hvor lyd, lys, billeder, kroppe, kostumer og stemmer byggede lag på lag, indtil man sad midt i Pinks sammenbrud og næsten kunne mærke støvet fra murstenene i lungerne.
Fra Gasværk til arena, en farlig øvelse
Det er altid risikabelt, når noget, der har fungeret i et særligt teaterrum, flyttes op i arenaformat. Det svarer lidt til at tage en intens samtale ved køkkenbordet og forsøge at genskabe den gennem et stadionanlæg. Man kan sagtens få mere lyd på, men får man mere menneske? Det er netop den store prøve for ANOTHER BRICK IN THE WALL, PART 5. Østre Gasværk Teaters oprindelige teaterkoncertfortolkning af Pink Floyds The Wall havde allerede fået et stærkt ry. Forestillingen solgte imponerende mange billetter i 2023 og 2024, og nu er den rykket ud i de store rum med Live Nation som præsentator. Det lyder på papiret som en naturlig succesudvidelse. Men kunstnerisk er det en anden sag. For The Wall handler ikke bare om store sange. Det handler om isolation. Tab. Krig. Barndom. Skoletraumer. Kontrol. Fremmedgørelse. Berømmelsens tomhed. Menneskets tendens til at bygge en mur mellem sig selv og verden, sten for sten, sår for sår, sang for sang. Det er ikke nødvendigvis arenaegnet stof. Og dog. For musikken kalder faktisk på storhed. Den vil gerne være enorm. Den vil gerne vælte ud over publikum. Den vil gerne fylde rummet. Det store spørgsmål er bare, om historien kan følge med. I Royal Arena lykkes det langt hen ad vejen. Ikke fordi alt bliver større. Men fordi forestillingen forstår, at storhed ikke kun handler om volumen. Den handler også om kontrast. Om at det lille menneske kan blive endnu mindre, når rummet omkring det bliver kolossalt. Det er netop dér, arenaformatet bliver en styrke. Pink står ikke længere bare fanget i sit eget hoved. Han står fanget i et system, en myte, en maskine, en koncert, en arena. Han er både centrum og fange. Både stjerne og offer. Både manden alle ser på og manden ingen rigtigt når ind til.
Jesper Binzer som Pink, rockstjerne, ruin og menneske
Den store nyhed i arenaudgaven er naturligvis Jesper Binzer i rollen som Pink. Og lad os tage den med det samme: Det er et stærkt valg. Et meget stærkt valg. Binzer kommer ikke ind på scenen som en pæn musicalmand, der har fået udleveret en rockfrakke og en attitude i garderoben. Han kommer med noget levet. Noget ru. Noget, der lugter af landevej, forstærkere, scener, nætter, publikum, succes og slitage. Hans mange år som frontfigur i D-A-D giver ham en naturlig autoritet i arenaformatet, men det interessante er, at han ikke bare bruger den til at spille “rockstjerne”. Han bruger den til at vise bagsiden af rockstjernen. Hans Pink er ikke glat. Han er ikke perfekt. Han er heller ikke en kopi af Roger Waters eller en museumsversion af Pink Floyds univers. Han er en mand med revner. En mand, der både kan eje scenen og forsvinde i sig selv. En mand, der virker, som om han har stået foran tusindvis af mennesker så mange gange, at han efterhånden ikke længere ved, om applausen redder ham eller ødelægger ham. Det klæder rollen. Binzers stemme har den rigtige kant. Den er rå, karakterfuld og troværdig. Den skærer sig ikke fri af materialet for at vise sig frem, men lægger sig ind i det. Når han synger, er der ikke tale om steril perfektion. Der er tale om nerve. Og i en forestilling som denne er nerve vigtigere end pænhed. Det betyder ikke, at han kun lever på karisma. Han spiller faktisk rollen. Han giver Pink en fysisk og psykisk uro, som fungerer stærkt i rummet. Man mærker både rockikonet og sammenbruddet. Det er i de øjeblikke, hvor han ikke bare står som frontmand, men som et menneske under pres, at forestillingen for alvor får kød og blod. Der er noget fascinerende ved at se Binzer stå midt i dette enorme apparat og alligevel få figuren til at føles menneskelig. Han kunne nemt have overdøvet rollen med sin egen persona. I stedet låner han personaen til Pink og lader Pink falde igennem den. Det er flot gjort.
Når hele holdet løfter muren
Selv om Jesper Binzer naturligt tiltrækker sig meget opmærksomhed, er ANOTHER BRICK IN THE WALL, PART 5 ikke en solopræstation. Det er en kollektiv maskine, og den maskine fungerer. Hele ensemblet leverer med imponerende energi og præcision. Der bliver sunget virkelig godt. Ikke bare “godt nok til en stor produktion”, men med en klarhed og et engagement, der gør, at numrene får dramatisk betydning. Stemmerne står skarpt, og der er en tydelig respekt for materialet.
Det er vigtigt, for Pink Floyd er ikke musik, man bare kan synge sig igennem med flotte fraseringer og håbe, at publikum bliver nostalgiske nok til at tilgive resten. Publikum lytter. Publikum kender sangene. Publikum mærker straks, hvis der mangler nerve, tyngde eller musikalitet. Her mangler der ikke meget. De ikoniske numre bliver leveret med både pondus og følsomhed. Forestillingen forstår, at sangene ikke blot er hits. De er kapitler. De er psykologiske stationer. Hver sang er en ny mursten i Pinks indre fængsel. Det er især stærkt, når ensemblet fungerer som mere end baggrund. Når de bliver systemet, minderne, presset, skolen, massen, publikum, dommen. Der opstår flere gange en fornemmelse af, at Pink ikke bare er alene, fordi han har lukket verden ude, men fordi verden også har været med til at mure ham inde. Det er en vigtig pointe, og forestillingen rammer den godt.
Lyden: stor uden at blive mudret
Arenaer kan være brutale. De kan gøre musik til masse. De kan sluge ord, flade detaljer ud og forvandle vokaler til ekko med dyr billetpris. Derfor er det værd at fremhæve, at lyden denne aften fungerede rigtig godt. Lydbilledet var stort, kraftfuldt og fysisk. Man kunne mærke musikken i kroppen, men uden at den druknede forestillingen. Det var ikke bare højt for at være højt. Det var massivt, men kontrolleret. Der var tryk på, ja, men også form. Især i en produktion, der balancerer mellem teater og koncert, er lydsiden afgørende. Hvis musikken overtager alt, dør fortællingen. Hvis teaterdelen får for meget plads, mister materialet sin rockmæssige nødvendighed. Her rammer produktionen en god balance. Livebandet spiller med overbevisning og respekt. Der er ingen fornemmelse af, at musikken blot er akkompagnement til flotte billeder. Musikken er motoren. Den driver forestillingen fremad, og den gør det med en styrke, der passer til arenaformatet. Det er en fornøjelse at høre Pink Floyds univers få så meget plads uden at blive reduceret til en nostalgisk jukeboks.
Østre Gasværk i kæmpeformat
En af aftenens store overraskelser var, hvor meget scenografien faktisk bevarede følelsen af teater.
Kulisserne var betagende. Store, ja. Spektakulære, ja. Men ikke tomme. Der var en tydelig idé bag det visuelle univers, og flere gange fik man faktisk fornemmelsen af at sidde i Østre Gasværk, bare i en udgave, hvor nogen havde skruet op for dimensionerne og givet murene lov til at vokse helt ud i Royal Arena. Det er ikke nogen lille bedrift. For når scenografi bliver for stor, kan den miste sjæl. Den kan blive dekoration. En flot baggrund. Et dyrt postkort. Men her blev kulisserne en aktiv del af fortællingen. De skabte rum, pres, afstand og klaustrofobi. De gjorde muren konkret, men også mental. Man sad ikke bare og så på en mur. Man sad i dens skygge. Kostumerne fungerede også stærkt. De var markante uden at blive fjollede, teatralske uden at blive karikerede. De understøttede forestillingens mørke univers og gav de forskellige figurer og kollektive billeder en tydelig form. Sammen med lysdesignet og videoprojektionerne blev scenen til en levende psykologisk installation. Det lyder måske højtideligt, men det føltes faktisk sådan. Som om Pinks sind var blevet bygget op i stål, stof, lys og lyd og derefter langsomt begyndte at slå revner foran os.
Storskærme, nærhed og arenaens paradoks
En af de største udfordringer i arenaformatet er nærhed. Hvordan får man et ansigt, en smerte, et blik, et sammenbrud til at nå ud til dem, der sidder langt væk? Her spiller storskærmene og kamerabrugen en central rolle. De er ikke bare praktiske hjælpemidler, men en del af den æstetiske oplevelse. Når de fungerer bedst, giver de publikum adgang til de intime detaljer uden at ødelægge helheden. Man kan både se den store sceniske komposition og de små menneskelige udtryk. Det er dog også her, forestillingen indimellem nærmer sig sin egen grænse. For jo mere kameraet hjælper, jo mere mærker man også, at man sidder i en arena. Teaterets direkte nærvær kan ikke fuldstændig erstattes af skærme. Der er øjeblikke, hvor man savner den helt fysiske, umiddelbare kontakt mellem scene og sal. Men det er mere en strukturel udfordring end en egentlig fejl. Arenaformatet har sine vilkår, og forestillingen håndterer dem klogt. Den forsøger ikke at lade som om, Royal Arena er et lille teater. Den bruger arenaen som arena og kompenserer for afstanden med visuelle greb, lydlig omslutning og en scenisk energi, der rækker langt ud i rummet.
Det lykkes i langt de fleste øjeblikke.
Koncert eller teater? Ja, tak
Det mest interessante ved ANOTHER BRICK IN THE WALL, PART 5 er, at den nægter at opføre sig pænt genremæssigt.
Er det en koncert? Ja. Er det teater? Ja. Er det musical? Ikke helt. Er det rockopera? Delvist. Er det en visuel installation med klassisk rock i blodet og traumeanalyse i baglommen? Absolut. Forestillingen lever netop i denne blanding. Og det er både dens styrke og dens svaghed. Når det fungerer, opstår der en særlig kraft, hvor musikken, scenografien og karaktererne smelter sammen. Så bliver man ikke optaget af, hvilken genre man ser. Man er bare inde i universet. Men der er også øjeblikke, hvor koncertdelen vinder lidt for klart over teaterdelen. Hvor man mærker publikums begejstring for sangene så stærkt, at den dramatiske fortælling kortvarigt træder i baggrunden. Det er svært at undgå med så ikonisk musik. Når et publikum hører bestemte Pink Floyd-numre, kommer de med deres egne minder, deres egne ungdomsværelser, deres egne pladesamlinger, deres egne fædre, mødre, kærester, kriser og koncertoplevelser. Nostalgien er en medspiller. Men den er også en konkurrent.
Forestillingen klarer dog balancen bedre, end man kunne have frygtet. Den bliver aldrig bare en Pink Floyd hyldest pakket ind i flot scenografi. Den vil faktisk fortælle noget. Den vil undersøge, hvorfor muren bygges. Hvad den beskytter. Hvad den ødelægger. Og hvad der sker med et menneske, når muren til sidst bliver højere end livet selv.
Pink Floyd i 2026 – hvorfor virker det stadig?
Det mest tankevækkende ved aftenen er måske, hvor aktuel The Wall stadig føles. Det kunne have været et nostalgisk museumsbesøg. En tur tilbage til dengang rockalbums var store, alvorlige værker, og folk kunne ligge på gulvet og lytte til en hel pladeside uden at tjekke deres telefon hvert 14. sekund. Men The Wall er ikke kun fortid. Den handler stadig om noget, vi genkender. Isolation. Kontrol. Angst. Massepsykologi. Autoriteter. Sår fra barndommen. Følelsen af at være omgivet af mennesker og alligevel være alene. Behovet for at beskytte sig selv så voldsomt, at man til sidst ikke kan komme ud igen. I 2026 er muren måske ikke kun bygget af traumer og autoriteter. Den er også bygget af skærme, algoritmer, præstationskultur, ensomhed, vrede, polarisering og konstant selvfremstilling. Vi er mere forbundne end nogensinde, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi er tættere på hinanden. Derfor rammer forestillingen. Og der er noget næsten ironisk smukt i, at 5.500 mennesker samles i Royal Arena for at se en fortælling om isolation. Fællesskabet omkring ensomheden bliver en del af oplevelsen. Vi sidder sammen i mørket og ser et menneske forsvinde bag sin mur. Måske fordi vi alle sammen kender en lille del af den mur. Måske fordi vi selv har lagt en sten eller to.
Humoren i mørket
Selv om forestillingen er mørk, tung og alvorlig, er den ikke uden energi og overskud. Der er en næsten grotesk teatralitet i universet, som gør, at det aldrig bliver fladt selvhøjtideligt. Pink Floyds verden kan være dyster, men den har også satire, absurditet og bid. Det mærkes i opsætningen. Der er billeder og øjeblikke, hvor det hele tipper over i noget næsten mareridtsagtigt komisk. Autoriteterne, massen, showbusiness-maskinen, rockstjernemyten, alt sammen bliver skruet op, så man både kan gyse og smile. Det er vigtigt, for en forestilling om sammenbrud må gerne have ilt. Ellers bliver den bare tung på den der måde, hvor publikum til sidst sidder og længes efter en pausebolle. Her er der heldigvis dynamik. Forestillingen har tempo, variation og visuel opfindsomhed. Den tør være voldsom, men den bliver sjældent træg. Den har sin egen mørke humor, og det klæder den.
Aftenens stærkeste kvalitet: helheden
Det, man især tager med sig fra Royal Arena, er helheden. Ikke én enkelt sang. Ikke ét enkelt scenebillede. Ikke én enkelt præstation. Men fornemmelsen af en produktion, hvor mange store elementer faktisk spiller sammen. Jesper Binzer er stærk i hovedrollen. Ensemblet synger fremragende. Bandet leverer. Kulisserne imponerer. Kostumerne understøtter universet. Lyset og videodesignet skaber en mørk, dragende verden. Lyden er kraftfuld og klar. Publikum er med. Royal Arena bliver brugt, ikke bare fyldt. Det er en stor produktion, men den føles ikke hul. Og det er afgørende. For store produktioner kan nemt blive som luksusbiler uden motor. Flotte at se på, men uden indre nødvendighed. ANOTHER BRICK IN THE WALL, PART 5 har motor. Den vil noget. Den har et dramatisk centrum, og den har respekt for materialet uden at være bange for at give det ny form.
De små forbehold
En femstjernet anmeldelse skal ikke være blind jubel, og der er steder, hvor forestillingen ikke rammer helt rent.
Arenaformatet koster indimellem noget nærhed. Selv med storskærme og stærk scenografi er der øjeblikke, hvor man mærker afstanden. Nogle af de mere psykologiske nuancer kunne have stået endnu skarpere, hvis rummet havde været mindre. Og enkelte passager bliver så visuelt og musikalsk massive, at teaterfortællingen kortvarigt må kæmpe for sin plads. Men det er ikke fejl, der vælter oplevelsen. Det er mere prisen for at bygge så stort. Når man rejser en mur i arenaformat, kaster den naturligvis også en større skygge. Og heldigvis er skyggen her ofte en del af pointen.
En mur af lyd, lys og menneskelig smerte
ANOTHER BRICK IN THE WALL, PART 5 i Royal Arena er en imponerende oplevelse. Den er flot, professionel, velspillet, velsunget og visuelt stærk. Den formår at tage Østre Gasværks teaterkoncertunivers og løfte det ind i arenaformatet uden at miste hele sin sjæl undervejs. Jesper Binzer er unik i rollen som Pink. Han synger og spiller med rå energi, karisma og troværdighed. Han giver figuren kant og tyngde uden at reducere den til rockattitude. Samtidig leverer resten af holdet en engageret og stærk indsats, hvor især vokalerne og den samlede musikalitet står flot. Kulisserne er betagende, kostumerne gennemførte, lyden god, og hele opsætningen har en visuel styrke, der gør, at man flere gange glemmer, at man sidder i Royal Arena og ikke i et mørkt teater bygget direkte inde i Pinks hoved. Det er en forestilling, der både taler til Pink Floyd-fans, teaterpublikum og dem, der bare gerne vil mærke noget stort. Og man mærker noget. Ikke kun i ørerne, men i kroppen. Muren står der. Høj, tung og imponerende.
Men denne aften får vi også lov til at se sprækkerne. Og det er i sprækkerne, forestillingen for alvor bliver levende.
ANOTHER BRICK IN THE WALL, PART 5 er en stærk, ambitiøs og visuelt overbevisende arenaudgave af Østre Gasværk Teaters Pink Floyd fortolkning. Den balancerer flot mellem koncert og teater, mellem nostalgi og nutid, mellem rockbrag og menneskelig sårbarhed. Den er ikke helt uden svagheder, og arenaformatet sluger enkelte nuancer. Men når musikken, scenografien, lyset, stemmerne og Jesper Binzers rå Pink går op i en højere enhed, er det svært ikke at blive revet med. Royal Arena blev for en aften forvandlet til Pinks indre verden. Og det var en mur, man gerne lod sig ramme af. Af: Yde