Annika Aakjær

Foto: Oliver Sperling

Udgivet: d. 26 juli 2025. Kl. 08.45.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

En krøllet kærlighedserklæring til livet – og Palads-biografen

“Vi starter med "Gode nyheder", og det smitter!” – sådan sparkede Annika Aakjær sin Fredagsrock-koncert i gang foran tusindvis af forventningsfulde mennesker, der havde stimlet sammen på Plænen i Tivoli kl. 19.00, med fadøl, solbriller og åbne hjerter. Og ja – nyhederne var gode. Vejret var tilpas københavnsk (en lille vind, der gjorde det muligt at bruge jakke som rekvisit), publikum var klar, og Annika? Hun var i sprudlende topform. Sjov, sød, stærk – og et stænk af genialitet.

Gennemført og menneskeligt

Annika Aakjær er sådan en kunstner, der kan få dig til at føle, at du står til privatkoncert i hendes køkken – samtidig med at du står i en menneskemængde på flere tusind. Hendes nærvær er uovertruffent. Og når hun synger en sang som "Idiot" – med en blanding af resignation og glimt i øjet – bliver det pludselig klart, at det at være menneske er både pinligt, poetisk og pissesjovt.

Setlisten var nøje udvalgt, og føltes som en samtale mellem hende og os. Efter "John Travolta", som kom med både dans, 70’er-glimt og svedige disko-vibes.

T-shirts, Palads og poetisk storby

Da hun nåede til sangen "T-shirt", hvor mange minder og misforståelser der kan ligge i et stykke bomuld. En T-shirt som et kæreste-trofæ, som skjold, som skriftligt bevis på ungdommens tåbeligheder. Det blev både rørende og morsomt – og fik sågar et bifald fra en gruppe unge mænd iført Metallica-T-shirts (der nok blev en lille smule selvbevidste lige dér). "Pop" fulgte efter. Men det var "København", der virkelig fik os alle til at læne os frem. “Det bedste sted i København er farverne på Palads-biografen!” udbrød hun med begejstring. “Og det var malermesteren Tommy Hansen, der bestemte farverne – bare så I ved det!”
Et øjeblik gik hele Plænen i stå. Ikke på grund af stilhed – men fordi vi pludselig så byen med hendes øjne: som noget legesygt, kulørt og lidt skævt.

Fugle og undskyldninger med kant

Sangen "Vildeste fugle" fløj direkte ind i hjertet. Der var noget næsten Kate Bush’sk over den måde, hun fremførte den – dramatisk, men aldrig for meget. Og da hun i "Skulder" sang om at være den, nogen læner sig op ad – og selv glemme at læne sig – så blev det pludselig tydeligt, hvor meget af hendes kunst handler om sårbarhed og styrke i samme sætning.

"Det har et navn" og" Undskyld" var de mere stille øjeblikke i koncerten – og det klædte hende. For selvom hun er morsom som en late night-vært og kæphøj som en kvinde med eyeliner, så kan hun også give plads til alvoren uden at gøre det tungt. Det er ikke alle kunstnere, der kan det. Men Annika kan. For hun ved, at vi som publikum godt kan klare kompleksitet – og at vi endda savner det.

Slutningen – og begyndelsen

Koncerten sluttede med en kollektiv følelse af, at vi havde været med til noget vigtigt. Noget sjældent. En slags moderne fællessang i Tivolis grønne hjerte. Annika Aakjær leverede en fed koncert – hun leverede et skævt, farverigt spejl, hvor vi som publikum kunne genkende os selv, grine ad os selv og føle lidt mere af det hele. Hun fik os til at huske, at vi både er idioter og gode nyheder. At vi er fugle og skuldre. Og at vi – midt i al vores københavnske travlhed og kaos – har brug for kunstnere som hende.   Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes