Andreas Odbjerg

Udgivet: d. 20 september 2025. Kl. 08.46.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

En stor mand under stjernerne – Odbjerg satte punktum for Tivolis sommer

Andreas Odbjerg fik lov til at lukke og slukke for årets sidste Fredagsrock. Og lad os bare sige det ligeud: Tivoli kunne ikke have valgt en bedre mand til opgaven. For Odbjerg er ikke bare endnu en popsanger med et par radiohits i baghånden. Nej, han er blevet symbolet på, at vi i Danmark stadig tager sangskrivning alvorligt – og samtidig kan tage pis på os selv, mens vi gør det. Han kan stå midt på Plænen med rigtig mange mennesker foran sig og synge “Blev du fanget af noget”, og alle står og nikker, som om det er et spørgsmål, vi pludselig må stille os selv.

Med smil, charme og en selvironi, der næsten burde kunne pålægges moms, tryllede han sig igennem en setliste, der på papiret ligner en greatest hits-samling, men som i praksis føltes som et kæmpe fælles surprise party. Og netop “Surprise Party”blev leveret med så meget overskud, at man kortvarigt glemte, at Tivoli havde tekniske udfordringer undervejs. Lyden drillede, men Odbjerg håndterede det med samme lune som en ven, der smiler skævt og siger: “Vi finder ud af det sammen”.

Og sammen, dét gjorde vi. For publikum sang – hele tiden. Når han satte i med “Penge ind, penge ud”, blev der danset i øl-køen. Da han gav os “Omvendt”, føltes det, som om hele Plænen stod på hovedet. Og da han midt i mørket kastede sig over “Smugryger” og “UFO Uber”, var det, som om de kulørte lamper blinkede i takt med hjertet hos enhver i publikum, der nogensinde har haft en hemmelig last eller et skævt eventyr en sen nat.

Der var naturligvis også de øjeblikke, hvor følelserne tog over. I “Jeg kan rigtig godt lide dig” var det umuligt ikke at grine og smile på samme tid – en popsang forklædt som en forelskelseserklæring til os alle. Og i “Hjem fra fabrikken” formåede Odbjerg på sin helt særlige måde at løfte en fortælling om noget så dagligdags til et fælles hymne om at være menneske i en verden, hvor arbejdet aldrig helt slutter.

Et af aftenens absolutte højdepunkter kom, da han satte i med “Stor mand”. Det blev et øjeblik, hvor Plænen smeltede sammen i en fælles krop, en kollektiv stemme – og hvor ironien og ægtheden gik hånd i hånd. At afslutte med “I morgen er der også en dag” var genialt. Det føltes som en kærlig påmindelse om, at selvom Fredagsrock sæsonen er slut, så er livet ikke. Musikken lever videre – og det samme gør Odbjergs evne til at få os til at føle, at vi allesammen er lidt af en “stor mand”, bare fordi vi synger med. Det kan godt være, at han undervejs måtte bokse med teknikken. Men det var egentlig bare en ekstra påmindelse om, at perfektion ikke er det, vi kommer for. Vi kommer for øjeblikkene. For sangene. For at stå tæt sammen og råbe “U.S.A.”, som om vi lige har genopfundet nationalfølelsen – og for at mærke, at det “Svært at være fantastisk” faktisk er en løgn, når man hedder Andreas Odbjerg og står i Tivoli på årets sidste Fredagsrock. And he made it...  Af: Ulla J.

Foto: Oliver Sperling