All Them Witches
d. 26 juni 2026 Kl. 17. 25
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Støvet heksebryg, bluesblod og riff hypnose på Pandæmonium
Man kunne næsten høre støvet, før bandet overhovedet fik rigtig fat. Ikke støv som i tør festivalplads og ølkrus under støvlerne, men det dér mytiske støv, der hænger over forladte landeveje, gamle forstærkere, sydstatsblues og psykedeliske nætter, hvor ingen helt ved, om man er til rockkoncert eller på vej ind i en hallucination med basgang. All Them Witches kom ikke væltende ind som et traditionelt metalband med hornene først og ild i maskinrummet. De kom snigende. Ulmende. Som en mørk prædiken fra Nashville, serveret med fuzz, groove og en djævelsk ro i kroppen. På Pandæmonium blev koncerten en varm, tung og særpræget oplevelse. Ikke fordi bandet forsøgte at sprænge scenen i luften fra første sekund, men fordi de langsomt fik hele pladsen til at synke ned i deres egen sorte sump af americana, blues, psykedelisk rock og stoner tyngde. Det var ikke bare en koncert. Det var en støvet seance med guitarforstærkere.
Nashville uden glimmer, med sort olie på hænderne
All Them Witches kommer fra Nashville, Tennessee, men glem alt om pæn countryromantik og polerede refræner med cowboyhatten vinklet perfekt mod solnedgangen. Det her band lyder mere som bagsiden af Nashville. Den mørke gyde bag honky tonk barerne. Det rum, hvor bluesen har drukket for meget kaffe, doom rocken har lånt en gammel pickup, og psychedeliaen sidder på bagsædet og mumler noget om kosmiske energier. Deres lyd er svær at låse fast, og det er netop en stor del af magien. De bevæger sig mellem tung psykedelisk rock, blues, americana, stoner, hard rock, doom fornemmelser og lange jam passager, uden at det føles som en stiløvelse. Hos All Them Witches er genrer ikke kasser. De er brænde til bålet. Og på Copenhell brændte det bål tungt.
Pandæmonium som trykkoger
Det var varmt foran Pandæmonium. Ikke bare “lidt lunt i festivalvesten” varmt, men den slags varme, hvor menneskemængden begynder at ligne en langsomt kogende heksegryde. Solen pressede ned, pladsen dampede, og alligevel passede klimaet næsten absurd godt til All Them Witches. For det her er musik, der ikke skal serveres sterilt. Den må gerne have sved på panden, støv i kanten og en vis risiko for, at ens sjæl bliver grillet over lav varme. Bandets tunge, seje grooves føltes som skabt til netop den atmosfære. Musikken kravlede ud over pladsen, ikke som en eksplosion, men som varmebølger over asfalt. Der var mange mennesker foran scenen, og stemningen var stærk. Publikum virkede ikke bare nysgerrige, men opslugte. Der blev lyttet. Nikket. Svajet. Den slags koncert, hvor publikum ikke nødvendigvis råber sig hæse hele tiden, men hvor man kan mærke, at musikken har fat et sted længere inde end i festmusklen.
I en doom kælder
Noget af det mest interessante ved koncerten var, hvor bredt All Them Witches faktisk ramte uden at blive ufokuserede. Der var øjeblikke, hvor man kunne mærke en jordbunden, klassisk rocknerve, der sendte tankerne mod John Fogerty og Creedence Clearwater Revival, den der støvede, direkte, amerikanske motorvejsenergi, hvor riffet ikke skal være smart, bare sandt. Andre steder dukkede der en mere flydende og elegant guitarfornemmelse op, som kunne minde om Dire Straits, hvis Dire Straits var blevet kidnappet af et stonerband, kørt ud i ørkenen og fodret med Black Sabbath plader i fire døgn. Men All Them Witches blev aldrig en nostalgisk parade af referencer. De tog noget genkendeligt og trak det ind i deres eget mørke univers. Bluesen blev tungere. Americanaen blev mere syret. Rocken fik bly i støvlerne. Og de psykedeliske passager åbnede sig som små sprækker i virkeligheden. Det lød både gammelt og nyt. Rodfæstet og rastløst. Som et band, der kender traditionen, men ikke gider stå pænt i den.
Et band der spiller med nerve, ikke med facitliste
All Them Witches er ikke et band, der virker interesseret i at levere en koncert efter Excel arkets hellige lov: hit, klap, hit, fællessang, solo, farvel. De arbejder anderledes. De bygger stemninger. De lader numre vokse. De tør give musikken plads til at ånde, slingre og snurre rundt om sig selv. Det kan være farligt på en festival, hvor tempo og øjeblikkelig reaktion ofte er kongen. Men når det lykkes, som det gjorde her, bliver det langt mere spændende end den sikre løsning. Koncerten havde netop den der organiske kvalitet, hvor man kan mærke et band lytte til hinanden. Guitar, bas, trommer og keys lå ikke som fire separate elementer oven på hinanden. De flettede sig sammen. Nogle gange som en tung maskine, andre gange som røg i et mørkt rum. Det var tight uden at være stift. Frit uden at falde fra hinanden. Og det er en kunst.
Fuzz guitar og sumpet sjæl
Ben McLeods guitararbejde var et centralt omdrejningspunkt. Han spillede ikke bare riffs; han tegnede landskaber. Nogle gange med tør, blueset kant. Andre gange med en fuzzmættet tyngde, der føltes som at få hældt varm tjære direkte ned i øregangene, på den gode måde, naturligvis. Charles Michael Parks Jr. havde en rolig, mørk og næsten messende vokal, der fungerede perfekt i bandets univers. Han er ikke typen, der forsøger at vinde publikum ved at skrige dem i ansigtet. Han trækker dem ind. Hans stemme har noget jordnært og lettere mystisk over sig, som om han synger fra et sted mellem en støvet bar, en sump og en meget tvivlsom åndelig opvågning. Rytmesektionen gav koncerten krop. Ikke bare bund, men bevægelse. Trommerne havde et levende, jam orienteret drive, og bassen lå tungt og groovende under det hele som en sort flod. Sammen skabte de den slags puls, der ikke bare holder takten, men styrer temperaturen. Og så var der de psykedeliske lag fra keys/Rhodes, som gav musikken et drømmende, næsten spøgelsesagtigt skær. Det løftede koncerten væk fra almindelig tung rock og ind i noget mere tåget, mærkeligt og dragende.
Ikke metal, men tungere end mange metalbands
Lad os være ærlige: All Them Witches er ikke metal i klassisk forstand. Der var ingen konstant dobbeltpedal, ingen kampklar stadionbrøl retorik og ingen trang til at lyde som en krigserklæring hvert femte sekund. Men de havde tyngde. Masser af tyngde. Og på en festival som Copenhell giver det fuldstændig mening. For tung musik handler ikke kun om tempo, aggression og Distortion niveau. Det handler også om stemning, mørke, fysisk kraft og evnen til at få publikum til at føle, at noget massivt er på vej hen over dem. All Them Witches gjorde netop det. De spillede ikke hårdest på dagen, men de havde en særlig form for vægt. En langsom, sej, hypnotisk tyngde, der ikke sparkede døren ind, men i stedet fik væggene til at bøje sig indefra. Det er næsten mere effektivt.
Når koncerten bliver en drømmende
Det bedste ved All Them Witches live er, at musikken får lov til at udvikle sig. De mest dragende øjeblikke kom, når bandet lænede sig ind i de længere, mere hypnotiske passager, hvor riffene ikke bare blev gentaget, men forvandlet. Små forskydninger, nye lag, en guitar der pludselig bed fra sig, en rytme der strammede grebet, en stemning der blev mørkere. Det var her koncerten fandt sin særlige kraft. Man kunne stå og tro, at man havde regnet nummeret ud og så åbnede det sig i en ny retning. Ikke med store armbevægelser, men med den slags musikalsk tålmodighed, som kun virker, når bandet har fuld kontrol over sit materiale. Det var ikke showbiz. Det var håndværk. Besværgelse. Beskidt elegance.
Publikum i støvet
Mange foran scenen så ud til at forstå præmissen. Det her var ikke nødvendigvis koncerten, hvor alle skulle hoppe i takt og råbe med på hvert omkvæd. Det var en koncert, man gik ind i. Langsomt. Som et mørkt rum, hvor øjnene først skal vænne sig til lyset, eller mangel på samme. Publikum lod bandet trække sig med. Der var en fælles koncentration i luften, en tung nysgerrighed, som passede perfekt til bandets udtryk. Og midt i varmen, midt i menneskemængden og midt i den tunge lyd stod All Them Witches som et band, der hverken behøvede at charmere eller overtale. De spillede bare. Med autoritet, sjæl og en klar fornemmelse af, at de ikke ligner ret mange andre på plakaten.
En koncert med personlighed
Det, der løftede koncerten, var ikke kun de gode numre eller den fede lyd. Det var bandets personlighed. All Them Witches har en sjælden evne til at lyde både rå og raffinerede. De kan spille tungt uden at blive firkantede. De kan være psykedeliske uden at forsvinde op i egen røgsky. De kan dyrke blues og americana uden at ende som retro teater. Det hele føltes levende. Man kunne mærke, at bandet ikke bare reproducerer en genre. De bebor den. De tager elementer fra rockhistorien og gør dem til noget fysisk, varmt og nutidigt. Det er musik med støv på. Mere som støvet fra en bil, der stadig kører i vinden.
En varm, sær og fremragende rockseance
All Them Witches leverede en fremragende koncert på Pandæmonium. Den var ikke poleret, ikke forudsigelig og ikke designet til hurtige festivaløjeblikke. Til gengæld havde den alt det, der gør en koncert værd at huske: stemning, nerve, tyngde, musikalitet og en stærk fornemmelse af identitet. Der var blues i blodbanen, americana i knoglerne, psykedelisk tåge i hovedet og tunge riffs nok til at minde Copenhell om, at ondskab også kan komme snigende i lavt tempo. All Them Witches viste, at man ikke behøver være et rendyrket metalband for at høre hjemme på en metalfestival. Man skal bare kunne få jorden til at dirre, publikum til at lytte og luften til at lugte lidt af svovl, støv og gammel forstærker. Det kunne de. Og de gjorde det med stil.
En tung, hypnotisk og forbandet velspillet koncert, hvor Nashville blues, stoner rock og psykedelisk mørke smeltede sammen i festivalvarmen på Pandæmonium. Af: Yde