Fotograf: Oliver Sperling
Udgivet: d. 30 august 2025. Kl. 11.51.
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Når mørket falder, falder også kæberne!
Fredags Rock med D-A-D. Den 29. august 2025 blev ikke bare endnu en lun sensommeraften med fadøl, candyfloss og kærlighed i luften – det blev en dansk rockkanonade, hvor Tivolis gamle træer vippede i takt, og selv pantomimefigurerne måtte overgive sig til distortion.
Folk strømmede til i hobetal. Unge med sort eyeliner stod side om side med fædre i lædervest og mødre, der havde set D-A-D første gang dengang de stadig hed Disneyland After Dark. Og ja, der var også børn – nogle af dem stod på skuldrene og skreg med på omkvæd, de formentlig havde lært i bagagerummet på vej til Lalandia.
Når mørket falder – åbner helvede sig
Scenen gik i sort, og ud af mørket lød de første toner af "Jihad". Publikum gik fra småsnak til total ekstase på under ti sekunder. Det var som at tænde en raket i Tivolis midtpunkt. “Godt så, så er vi i gang”, sagde Jesper Binzer med sit velkendte smil, og derefter kom riffet til "1st, 2nd & 3rd" som en reminder om, at de gamle drenge stadig kan spille alle unge bands ud af parken.
Og ja – det blev hurtigt en rockfest af dimensioner. "Girl Nation" sendte publikum på nostalgitrip, og så kom et af de nye skud fra jubilæumsalbummet: "Speed of Darkness". Der blev headbanget, råbt, danset – og hvis Tivoli havde haft et tag, var det fløjet af.
Tivoli som rock-katedral
Når man ser Stig Pedersen med sine tostrengede bas og hjelm med pyro-effekter, er det som om Tivoli pludselig bliver forvandlet til en blanding af Roskilde Festival og en kirkekoncert, hvor prædikenen handler om, at “det er okay at larme – bare du gør det smukt”. Sange som "Grow or Pay", "Ridin’" og "Ghost" viste bandets bredde: fra knoglehårde riffs til mørke melodier, der satte stemningen. Og da de smed "Something Good" og "Rim of Hell" i samme stræk, var der ikke længere tvivl: D-A-D havde publikum i deres hule hånd.
Publikum i kollektiv trance
Man kunne kigge rundt og se tusindvis af mennesker i total synkroni. Der blev kastet øl i vejret, kysset, skreget – ja, nogle fans lignede nærmest, at de var i transe. Og da "Monster" og "Evil Twin (EG)" blev fyret af, var det ikke længere Tivoli, men en rockarena på ca. 15.000 mennesker.
Så kom den klassiske kombi: "Bad Craziness" efterfulgt af Jesper Binzers velkendte oprørsskrig i "I Won’t Cut My Hair". Publikum brølede med – og man kunne næsten se et par Tivoli-gæster i jakkesæt, der egentlig bare var kommet for at spise sushi, stå og nikke i takt med rocken.
Kronjuvelerne – og hjelmen!
Men intet, absolut intet, kunne slå afslutningen. "Laugh ’n’ a ½" bragte den melankolske skønhed frem, inden festen eksploderede med "Sleeping My Day Away". Og så skete det: Stigs legendariske hjelm spyttede pyro som et fyrværkeri, og publikum eksploderede sammen med den. Tivolis egne fyrværkerimestre kunne godt pakke sammen – for D-A-D havde netop leveret det ultimative show.
Som ekstranumre fik vi "After Dark" – og ironisk nok var det præcis der, vi var: efter mørket. Et perfekt punktum på en koncert, hvor 40 års rockhistorie mødte fremtiden med fuld styrke.
Det var en national rockbegivenhed. Et musikalsk folkemøde med distortion, sved og kærlighed. Der er noget smukt ved, at et band, der begyndte med cowpunk og provokation i 80’erne, stadig kan samle folk på tværs af generationer – og stadig lyder friske, fandenivoldske og uendeligt meget D-A-D... Af: Henrik Yde
Foto: Oliver Sperling
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes