5 Seconds of Summer leverede en energifyldt og visuelt stærk koncert i Royal Arena den 19. april 2026. Foto: Keren Ben Shoshan
d. 20 april 2026 Kl. 13.01
★★★★★☆
5SOS forvandlede Royal Arena til et skrigende, glitrende og rørende poprock cirkus
5 Seconds of Summer ramte København med konfetti, kæmpe fællessang, selvironi, boyband jokes og en koncert, der beviste, at de ikke bare overlever deres egen historie, de ejer den... Der var skrig i luften, konfetti i rummet, lommelygter mod loftet og et publikum, der sang så højt, at Royal Arena flere gange føltes mindre, end den er. 5 Seconds of Summer kom til København med et show, der både var stort, teatralsk, fjollet, rørende og ekstremt effektivt. Det var ikke en perfekt koncert. Men det var en koncert med så meget energi, charme og publikumskraft, at man gik derfra med følelsen af at have været med til noget større end bare endnu en arenaaften.
Luke Hemmings, Michael Clifford, Calum Hood og Ashton Irwin havde publikum med sig fra første til sidste sang i Royal Arena.
Et band, der stadig nægter at blive sat i den samme kasse
5 Seconds of Summer har i mange år levet med den mærkat, der både har hjulpet og forfulgt dem: boyband. Men søndag aften i Royal Arena viste Luke Hemmings, Michael Clifford, Calum Hood og Ashton Irwin endnu en gang, hvorfor den betegnelse altid har været for lille til dem. Ja, de har fandomen. Ja, de har skrigene. Ja, de har de gigantiske omkvæd, som tusindvis af mennesker kan synge med på uden at tøve et sekund. Men de har også noget andet, og det var netop dét, der gjorde koncerten i København så stærk: de har udviklet sig. De er ikke længere bare ungdomsidoler med et par gigantiske hits i bagagen. De er blevet et band, der forstår at bruge sin egen historie som materiale. Et band, der kan spille på både nostalgi, selvironi, modenhed og ren poprock eufori i det samme show.
Der var konfetti, kæmpe fællessang og massiv publikumsenergi, da 5SOS indtog København.
To supportnavne, der ramte den helt rigtige nerve
Aftenens opvarmning kom fra Master Peace og South Arcade, og det var faktisk usædvanligt velvalgt. Begge navne passede overraskende godt til 5SOS-universet, fordi de hver især ramte den samme ungdommelige uro, rebelske energi og kantede popfornemmelse, som også ligger i hovednavnets bedste øjeblikke. Master Peace leverede en mere rå og cool åbning med sin blanding af punk, indie og moderne alternativ attitude. South Arcade trak koncerten længere ind i et mere højenergisk, poppunket og Y2K glimtende rum, og de fik virkelig varmet publikum op. Det føltes ikke som support, man bare skulle “igennem”. Det føltes som en reel opbygning af aftenens puls. Det var teenageoprør, hooks og masser af fremdrift.
5 Seconds of Summer blandede nye sange, gamle fanfavoritter og selvironisk showmanship i Royal Arena.
Allerede før første sang var publikum en del af showet
Inden 5SOS overhovedet gik på scenen, stod det klart, at de ville mere end bare levere et bundt hits. På skærmene kunne publikum scanne en QR-kode og stemme på aftenens hemmelige sang. Det var simpelt, men smart. Det gav koncerten en følelse af medejerskab. Fansene var ikke bare tilskuere. De blev tidligt gjort til en del af dramaturgien. Da showet så begyndte, blev der ikke sparet på noget. På skærmene ankom bandet i en lyserød limousine, næsten som om de med vilje skruede op for alt det overdrevne, fjollede og popstjernestore. De steg ud af bilen, trommesættet var tænkt ind som en del af den teatralske entrée, og allerede dér satte de tonen: den her aften skulle være mere end en koncert. Den skulle være et 5SOS-univers.
Act I – The Peak: En åbning, der satte ild til hele arenaen
Koncertens første akt, The Peak, åbnede med “Not Okay”, fortsatte med “No. 1 Obsession” og eksploderede for alvor med “Teeth”.
Fra første sekund havde de publikum med sig. Folk hoppede vildt, skreg med, og konfettien var hurtigt i spil. Det var en åbning med fart, selvtillid og en klar besked: 5SOS var ikke kommet for at varme op. De var kommet for at sætte tempoet fra starten. Særligt “Teeth” blev et af de første store øjeblikke, hvor hele Royal Arena for alvor koblede sig på samme bølgelængde. Publikum sang med på hvert eneste ord, og energien i rummet blev pludselig så tæt, at man næsten kunne mærke den fysisk. Den slags øjeblikke er vigtige i en stor arenakoncert. De afgør, om publikum bare er glade for at være der, eller om de faktisk bliver opslugt. Og her blev de opslugt.
Da 5SOS gjorde deres egen myte til en del af koncerten
Undervejs blev koncerten bundet sammen af små filmiske sekvenser, hvor bandet fortalte historien om sig selv: hvordan de som unge drømte om at blive det største boyband i verden, og hvordan de på en eller anden måde faktisk manifesterede det. Det kunne være faldet til jorden. Den slags greb kan hurtigt blive enten for selvfedt eller for konstrueret. Men 5SOS havde heldigvis nok selvironi og nok publikumstække til, at det for det meste fungerede. De ved godt, hvordan de bliver set. De ved godt, at deres karriere altid har stået i et mærkeligt spænd mellem “seriøst band” og “globalt popfænomen”. Og i stedet for at flygte fra det, gjorde de det til en del af showet.
Act II – The Fall: Mørkere, skarpere og mere voksen 5SOS
Anden akt, The Fall, bestod af “Easier”, “More”, “Istillfeelthesame” og “No Shame”, og her skiftede koncerten karakter. Det blev mørkere, mere sleek og mere tydeligt, hvor meget bandets lyd faktisk har udviklet sig. Det er i de her sange, at 5SOS står stærkest som et band, der har bevæget sig væk fra ren pop-punk og ind i et mere nuanceret og tekstureret poprock landskab. De lød større, tungere og mere modne, og det var en vigtig påmindelse om, at deres katalog i dag er langt bredere, end mange måske stadig tror. Det fungerede især godt live, fordi de ikke prøvede at skille deres forskellige epoker kunstigt ad. De lod i stedet koncerten bevæge sig naturligt mellem det store, det mørke, det sjove og det sårbare.
PowerPoint-breaket var sjovt, men også lige en tand for langt
Mellem anden og tredje del kom koncertens mest fjollede indslag. Med en joke lånt fra Minions lød det: “Tonight we steal the moon”, og så begyndte et længere PowerPoint-segment om, hvor vigtigt det var, at publikum skreg højt, fordi deres “starpower” så ville vokse og chancen for, at bandet kom tilbage til Danmark, ville stige. Det var faktisk ret morsomt i starten. Det havde den der blanding af selvironi og dumsmart pophumor, som 5SOS slipper godt fra. Men det blev også en smule langtrukkent. Da slidesene fortsatte og fortsatte, begyndte man at savne, at de bare gik i gang med musikken igen. Det var ikke et stort problem, men det var et af aftenens få tydelige eksempler på, at showet nogle steder godt kunne have været skåret en anelse skarpere.
Så kom de gamle sange og så eksploderede nostalgiafaktoren
Hvis nogen stadig var i tvivl om, hvor stærk forbindelsen mellem band og publikum er, blev den tvivl knust, da “She’s Kinda Hot” satte ind. Publikum sang hele første vers selv, og det var et af de øjeblikke, hvor man kunne høre årtiers fanforhold i én samlet lyd. Kort efter fulgte “Boyband”, og her blev ironien foldet helt ud, da en fan kom op på scenen og overrakte bandet en “Boyband of the Year Award”. Det var kitschet, tåbeligt og helt genialt. 5SOS har brugt så mange år på at blive målt på den titel, at det faktisk klædte dem at tage den på sig som en joke og vende den til deres egen fordel. “Telephone Busy” og “Evolve” holdt energien oppe, og under “Evolve” blev der kastet små dukker af bandmedlemmerne ud i VIP-området, mens Ashton Irwin også sendte trommestikker ud. Det var fanservice af den slags, der i andre hænder kunne være blevet for kalkuleret, men her føltes det som en naturlig forlængelse af showets vilde, fjollede og festlige energi.
Act III – The Yearning: Da koncerten pludselig blev smuk
Efter endnu en video skiftede stemningen igen, og med “Bad Omens”, “Ghost of You” og “I’m Scared I’ll Never Sleep Again” gik koncerten ind i sin mere følelsesladede fase. “Bad Omens” blev leveret med stor kraft og endnu mere publikumsrespons, men det var især “Ghost of You”, der ændrede aftenens atmosfære. Her kom lommelygterne i vejret, og for første gang den aften begyndte publikum for alvor at bevæge sig fra side til side i en fælles, rolig rytme. Det var et smukt øjeblik. Ikke bare visuelt, men følelsesmæssigt. For midt i al larmen, joken og stjernestøvet opstod der pludselig et stille rum af nærhed.
Act IV – The Breakup: Fire solostemmer, én samlet fortælling
I fjerde akt kom endnu en filmsekvens, hvor bandet så i nyhederne, at de var gået fra hinanden. Derfra gik koncerten over i de sange, medlemmerne har lavet uden for bandet. Det gav os Luke Hemmings’ “Starting Line”, Ashton Irwins “Have U Found What Ur Looking For?”, Calum Hoods “Don’t Forget You Love Me” og Michael Cliffords “Enough”. Det var et modigt valg at lægge så meget vægt på soloarbejdet midt i en stor 5SOS-koncert, men det gav mening i denne opsætning. Fordi koncerten netop var bygget som en fortælling om identitet, udvikling og opløsning, virkede de fire solosange ikke som afstikkere. De virkede som kapitler i den samme historie. Det gjorde showet mere ambitiøst, end man normalt ser i denne type arenaformat.
Act V og VI: Fællessangen, overraskelsen og den store popforløsning
Med “Amnesia” kom et af aftenens absolut største fællessangsøjeblikke. Det var en af de sange, publikum næsten ikke behøvede bandet for at synge. Lygterne kom op igen, stemmeniveauet steg, og Royal Arena blev forvandlet til ét stort kor. Herefter fulgte koncertens hemmelige sang, som publikum tidligere havde stemt på: “Valentine”. Det gav koncerten et fint strejf af spontanitet midt i en ellers meget styret produktion. Derefter gik 5SOS direkte ind i en stribe ældre publikumsfavoritter: “English Love Affair”, “Waste the Night”, “Jet Black Heart” og ikke mindst “She Looks So Perfect”, hvor kæmpe balloner blev kastet ud til publikum. Det var larmende, nostalgisk, fjollet og totalt effektivt. Hele arenaen kogte.
Et af aftenens bedste øjeblikke kom ikke fra scenen, men gennem publikum
Inden koncerten sluttede, kom et af de mest uventede øjeblikke, da bandet bevægede sig fra bagerst i salen og gennem publikum mod scenen. Ingen havde set det komme, og netop derfor virkede det så godt. På et øjeblik blev den klassiske afstand mellem arenaens stjerner og gulvets fans brudt. Det var en enkel, men stærk gestus. Og den understregede meget præcist, hvad denne koncert egentlig handlede om: 5SOS ville ikke bare stå foran deres publikum. De ville stå midt i det.
“Everyone’s a Star” og “Youngblood” lukkede festen med maksimal effekt
Ekstranumrene bestod af “Everyone’s a Star” og “Youngblood”, og det var svært at ønske sig en bedre afslutning. Først titelnummeret fra det nye album, der samlede meget af koncertens store tema om stjernestatus, drømme og selviscenesættelse. Derefter “Youngblood”, som stadig er en af de sange, der får 5SOS til at ligne et band, der kan overtage hvad som helst. Og det var præcis sådan, det føltes i de sidste minutter. Koncerten poppede helt. Publikum gav alt, bandet gav alt, og Royal Arena blev fyldt med den slags forløsning, som kun opstår, når et band ved præcis, hvilke sange der skal lukke festen.
5SOS leverede ikke en perfekt koncert, de leverede noget bedre
5 Seconds of Summer leverede søndag aften i Royal Arena en koncert, der var større end summen af sine enkelte dele. Ikke alt sad lige stramt. Der var lidt for mange videoer, lidt for mange mellemsekvenser og et PowerPoint-indslag, der med fordel kunne have været kortere. Men det ændrer ikke ved hovedindtrykket. For hovedindtrykket var stærkt. Det her var en koncert med enorm publikumsforståelse, stor scenisk selvtillid, en vellykket blanding af gammelt og nyt materiale og en sjælden evne til at gøre arenaformatet både spektakulært og nærværende. 5SOS havde publikum med sig fra første til sidste sekund. De sang med, hoppede med, skreg med og levede sig ind i hver eneste fase af showet. Det var en aften, hvor 5 Seconds of Summer mindede København om, hvorfor de stadig er relevante. Ikke fordi de engang var store. Men fordi de stadig ved, hvordan man gør en koncert til en begivenhed. Af: Emilie Jakobsen
Foto: Keren Ben Shoshan
Foto: Keren Ben Shoshan
Foto: Keren Ben Shoshan
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!