15 YEARS IN HELL
d. 27 juni 2026 Kl. 10.55
Da Copenhell satte ild til sin egen fødselsdagskage
Der findes fødselsdage med flag på bordet, lunken kage og en tante, der klapper på et forkert tidspunkt. Og så findes der Copenhells slags fødselsdag: pyro i fjæset, røg som fra en mindre vulkan, guitarer der lyder som motorsave på koffein, og et publikum der står lykkelige og ligner nogen, der netop har fået en religiøs oplevelse i livet. 15 Years in Hell var ikke bare en koncert. Det var en fejring af alt det, Copenhell er blevet til: stort, beskidt, kærligt, vanvittigt velproduceret og med en festivalstemning, hvor selv helvede virker som et rart sted at tilbringe aftenen. På Helvíti scenen blev der ikke serveret pæn nostalgi i museumsmonter. De gamle sange blev flået ned fra væggen, smidt i flammerne og spillet, som om de stadig havde noget at bevise. Og det havde de. For da solen begyndte at glide ned, røgen hang tungt over pladsen, og tusindvis af mennesker stod klar foran scenen, blev det hurtigt tydeligt: Det her var ikke bare en hyldest. Det var et angreb.
En festivalmaskine med ild i motoren
Copenhell fortjener kæmpe ros for måden, det hele blev bygget op på. Der var format, overskud og en produktion, der ikke bare sagde “stort show”, men råbte det gennem en brændende megafon. Pyro overalt. Røg overalt. Lys, der skar gennem aftenen som knive. Og en scene, der konstant føltes levende. Det kunne være blevet rodet. Mange kunstnere, mange skift, mange sange og mange udtryk kan hurtigt ende som musikalsk rodebutik med læderjakke. Men her var der styr på kaosset. Copenhell fik det til at føles som én samlet rejse gennem rockens og metallens brutale familiealbum. Og publikum? De var med. Ikke sådan lidt høfligt med armene over kors og et nik hvert minut. De var der helt inde i det. Folk sang, råbte, headbangede og så oprigtigt lykkelige ud. Det var den slags festivaløjeblik, hvor man mærker, hvorfor mennesker bliver ved med at vende tilbage til støv, støj og ømme ben år efter år.
De gamle hymner vågnede med hornene i vejret
Aftenen åbnede med ren fællesskabsbenzin, da “We’re Not Gonna Take It” og “I Wanna Rock” med Twisted Sisters der skulle været på scenen på dette tidpunkt, men havde meldt sig syge, blev sendt ud over HADES. Det er sange, der ikke skal analyseres ihjel. De skal råbes, helst lidt for højt, gerne lidt skævt og med en hånd i vejret, som om man personligt har tænkt sig at vælte systemet inden næste fadøl. Linnéa Vikström Egg stod stærkt i front, mens Søren Andersen og Georgios Alevrofas gav guitarerne den rette mængde bredskuldret stadionrock. Morten Løwe og Michael Gersdorff lagde bunden, så det hele stod solidt uden at miste festen. Det var stort, dumt på den kloge måde og fuldstændig perfekt til en Copenhell aften, hvor publikum bare gerne ville have lov til at brøle med. Det var ikke subtilt. Heldigvis. Subtilitet har aldrig fået en hel festivalplads til at løfte næverne mod himlen.
Mørket kom snigende med Ozzy i baglommen
Efter den første eksplosion blev lyset mørkere, og stemningen tungere. “Paranoid” og “No More Tears” trak aftenen ned i en mere dyster del af metaltemplet. Ronnie Atkins leverede vokal med den slags autoritet, man ikke kan fake. Den stemme har asfalt på sjælen og rockhistorie i lungerne. Sammen med Søren Andersen, Gus G, Morten Løwe, Michael Gersdorff og Bob Fridzema blev numrene løftet ud over ren kopi. “Paranoid” ramte som en klassisk knytnæve i brystet, mens “No More Tears” fik lov at brede sig med mørke, drama og tyngde. Det var et af de øjeblikke, hvor man kunne mærke, at de her sange stadig har tænder. Og så kom “Highway Star” med Joey Belladonna. Her blev der ikke kørt pænt i højre bane. Der blev sparket hul i speederen og sendt Deep Purple ud på en motorvej direkte mod underverdenen. Det var hurtigt, stramt og med den nødvendige rock’n’roll selvtillid, som et nummer af den kaliber kræver.
Kaosset skiftede gear og blev tungere
En af aftenens store styrker var, at showet ikke bare blev hængende i klassisk rocknostalgi. Pludselig blev døren sparket ind til en mere moderne og aggressiv afdeling, hvor Slipknot, Pantera og Beastie Boys fik lov at rode rundt i samme infernalske gryde. “Psychosocial” kom væltende som en vred industrimaskine med løse skruer og onde intentioner. Ditte Krøyer og Emma Acs gik til nummeret med attitude, og bandet bag dem skabte en tæt mur af lyd. Det var tungt, presset og lige tilpas ubehageligt på den gode måde. Med “A New Level” blev der skruet endnu mere op for den brutale tyngde. Simon Lindemann Olsen og Andreas Bjulver leverede vokal med bid, mens Svend Sværd og Tue Madsen gav guitarerne den slags knusende pondus, der får nakkehvirvler til at overveje fagforening. Det var beskidt. Det var hårdt. Det var ikke interesseret i at være pænt.
Sabotage med smil, sved og slagsmål i rytmen
Så kom “Sabotage”, og her viste aftenen sin humoristiske side uden at miste kant. Beastie Boys midt i Copenhell kunne i de forkerte hænder være endt som en dårlig idé med solbriller. Men Victor Kaas, Benjamin Clemens, Lola Hammerich, Anton Hajn, Ole Schwartz og DJ Noize fik det til at fungere. Det var punket, skævt, frækt og fyldt med den slags energi, der får publikum til både at grine og hoppe. Nummeret landede som en velfortjent knytnæve af festivalkaos. Ikke alt behøver være sort kappe og dommedag. Nogle gange skal helvede bare have et beat og et beskidt grin. DJ Noize var i det hele taget vigtig for flowet. Han holdt gryden i kog mellem skiftene, så energien ikke faldt sammen i ventetid og kabelrod. I stedet føltes overgangene som en del af showet. Det er svært at gøre uden at stjæle fokus, men her fungerede det.
Motörhead, Foo Fighters og guitarer uden sikkerhedssele
“Ace of Spades” skal ikke overforklares. Det skal spilles, som om bremserne er klippet over, og motorcyklen allerede er i brand. Med Amira Hernan, Daniel Aabenhus Hermann, Johan Borgaa og Anton Stampe blev Motörhead klassikeren leveret med fart, snavs og den nødvendige mangel på pæn opførsel. Derefter gav “Everlong” aftenen et mere melodisk løft. Midt i al røgen og den metalliske voldsomhed åbnede Foo Fighters nummeret et følelsesrum, uden at det blev blødt på den forkerte måde. Det var et klogt skifte. En påmindelse om, at tung musik ikke kun handler om at slå hårdt. Nogle gange handler det om at ramme rigtigt. Og ja, selvfølgelig skulle der også være en guitarbattle. De var placeret i kæmpe søjler midt på pladsen. For hvad er en Copenhell fejring uden guitarister, der får lov til at stå og larme, blære sig og sende skrigende riffs ud over pladsen som elektriske kampråb? Det var præcis så overgearet, som det skulle være.
Helvíti blev til teater, ritual og ren festivalterapi
Med “HellWalkers” fik showet et mere visuelt og teatralsk udtryk. Marika Hyldmar, Thomas Burø, Asger Mygind, Rasmus G. Sejersen, Ketil Sejersen og Kriigerkvlt skabte et indslag, der føltes som et ritual fra underverdenen. Det var mørkt, dramatisk og perfekt placeret på en scene, der allerede hedder Helvíti. Hvis man ikke må slippe krigere, røg og metalmystik løs dér, hvor må man så? Og så kom “Break Stuff”. En sang, der lyder som en dårlig mandag med adgang til forstærkere. Marika Hyldmar, Kim Sternkopf og Martin Nielskov kastede sig over Limp Bizkit klassikeren med rå energi, mens bunden bankede løs under dem. Publikum fik en ventil, og det var næsten terapeutisk. Ikke elegant. Ikke fint. Men effektivt som en kontorstol gennem et vindue.
Dansk tyngde i solnedgangen
Mod slutningen blev aftenen trukket hjem i et mere dansk, fællesskabsorienteret og tungt univers med “Ulvens Ed” og “Det Bedste Til Mig og Mine Venner”. Casper Popp stod stærkt i front, og sammen med blandt andre Tim Christensen, Nicklas Sonne, Ronnie Atkins, Daniel Aabenhus Hermann, Allan Tschicaja og Lars Evers blev afslutningen både kraftfuld og varm. Her fik koncerten et næsten samlende præg. Efter al kaosset, larmen og de store klassikere stod fællesskabet tilbage som den røde tråd. For det var dét, aftenen i virkeligheden handlede om. Ikke kun gamle sange. Ikke kun store navne. Men følelsen af at stå sammen i støjen, mens solen går ned, røgen hænger over pladsen, og man mærker, at alle omkring én har det lige så fedt.
En lykkelig nedsmeltning
15 Years in Hell blev en koncert, der ramte præcis det, en festival som Copenhell kan, når maskinen kører på fuldt blus. Den var stor, rå, sjov, nostalgisk, tung og fuld af overskud. Alle på scenen fortjener ros. Der blev fyret igennem, og ingen virkede som om de bare var mødt op for at passe deres del af planen. De kom for at levere. Og Copenhell leverede rammerne med imponerende sikker hånd. Pyro, røg, lyd, lys, flow og stemning gik op i en højere enhed. Det var ikke bare “godt lavet”. Det var sindssygt godt lavet. Folk var lykkelige. Pladsen var pakket. Sangene virkede. Showet voksede. Og Helvíti scenen lignede til sidst ikke bare en scene, men en brændende alterplads for rockens mest højlydte fællesskab. 15 Years in Hell kunne let være blevet en ujævn jubilæumsmarkering med for mange skift og for mange idéer. I stedet blev det en triumf. En vanvittig, velspillet og hamrende underholdende fejring af Copenhells første 15 år. Det var de gode gamle sange, men uden støv. Det var nostalgi, men med tænder. Det var heavy metal folkefest med ild i taget og kærlighed i maven. Copenhell satte scenen. Musikerne satte ild til den. Publikum dansede i flammerne. En brutal, festlig og fremragende fødselsdagsfest i helvede. Af: Yde