Vulvatorious

Foto: Peter Bay Isak

Udgivet: d. 19 juni 2025. Kl. 17.14.


★ ★ ★ ★ ★ ★

Vulvatorious på Hades – Fra reserveslot til festivalhøjdepunkt

Det skulle have været Myles Kennedy. En solid, rutineret og international stjerne til at runde Hades-scenen af med det sædvanlige blend af guitarrock og kontrol. Men han aflyste. Transportproblemer, sagde de – og måske var det meningen. For hvad vi i første omgang fik serveret som en bitter aflysning, viste sig at være en gave pakket ind i bar overkrop, sort eyeliner og højoktan blackpunk. Ind trådte Vulvatorious. Og intet var som før.


Apokalypsens glam-gøgler

Hvis man stadig troede, punk var dødt, og blackmetal var forbeholdt misantropiske mænd i læderbukser, så fik man knust sin verdensopfattelse med en blodindsmurt guitar og en pegefinger lige i panden. Vulvatorious er en bandit i det danske musiklandskab – en skamløs sammenblanding af genrer, køn, udtryk og attitude. Og på Hades forvandlede de en tidlig aften til en kollektiv renselse af vrede, grin, sved og ild.


Ditte Krøyer – en modstandshandling i menneskeskikkelse

Frontkvinden Ditte Krøyer kom ind som en molotovcocktail med makeup og mikrofon. Hun råbte ikke bare publikum op – hun overfaldt dem med sprog, attitude og karisma. “Mormors Sang” startede som en ironisk børneremse og endte i et blackpunk-brøl om generationskløfter og moralsk hykleri. “Cunt War” fik hele pladsen til at vippe mellem eufori og kaos, og da “Fuck You Incel” blev sparket i gang, var der ingen vej tilbage. Hendes vokal var ikke ren – den var rigtig. Rå, desperat, modig og uden filter. Og dét var netop pointen.

Krøyer er ikke en sangerinde – hun er en hændelse. En energi, som både skubber og samler. Hendes blotte tilstedeværelse udfordrede det maskuline metalrum uden at undskylde. Og publikum elskede det. Ingen tvivl: Det her var hendes scene.


Et anarkistisk artilleri

Visuelt var det en fryd og en feberdrøm. Pyrokanonerne arbejdede som var det finalen på Roskilde, røgmaskinerne kunne have kvalt en mindre landsby, og koreografien... Ja, den var både koreografi og kaos i skøn forening. Som et punkcirkus med fandenivoldsk præcision. Hver bevægelse var en provokation, hver pause en ladt pistol. Det hele var for meget, og det var netop dét, der gjorde det perfekt. Man kunne mærke varmen fra flammerne og pulsen fra scenen. Det var ikke bare musik – det var et angreb på sanserne.


Fra punkens baglokale til den store scene

Vulvatorious er ikke uvante med Copenhell. Men normalt finder man dem i udkanten – på den mobile scene, som et eksperiment, en gimmick, en outsider. Men det blev gjort klart denne aften: De er ikke længere et kuriosum. De er centrum. Deres optræden på Hades løftede dem fra kultstatus til bred anerkendelse. Publikum kom løbende til. Det begyndte som et nysgerrigt kig – og endte som en massesamling af svedige, skrigende kroppe i ekstase. Da det sidste nummer døde ud, blev stilheden brudt af noget sjældent: Et samstemmende hyl, som ikke bad om mere – men som krævede det.


Blackpunkens bastardbarn

Vulvatorious’ lyd er ikke nem at kategorisere – og det skal man heller ikke forsøge. Det er blackmetalens mørke og punkens fandenivoldskhed. Det er Slayer, Bikini Kill og D-A-D i et slagsmål om forstærkeren. Det er blastbeats med flabet dans. Det er alvor og satire, vrede og glæde, skønhed og grimhed – i ét og samme skrig. Og det virker. Publikum spænder fra teenagere med neglelak til gamle metalhoveder med vester. Alle smiler. Alle bevæger sig. Alle råber.


En festivalåbenbaring

Vulvatorious trådte ind som en løsning – og gik ud som en revolution. De tog den plads, der var tiltænkt en stjerne – og gjorde den til noget mere. Noget større. Deres optræden på Hades var ikke bare god – den var skelsættende. Og hvis Copenhell har modet, så er det ikke sidste gang, vi ser dem på en hovedscene. De har bevist, at de kan– og publikum har svaret, at de vil.

Så Myles, du må godt blive væk en anden gang. For vi har Vulvatorious nu.  (6 ud af 6 – for fanden, de fortjener en ny karakterskala!)   Af: Peter Bay Isak

Foto: Peter Bay Isak