Foto: Henrik Sørensen
Udgivet: d. 16 juni 2025. Kl. 07.40
★ ★ ★ ★ ★ ★
Sting 3.0 ankommer til Tivoli Friheden
Fredag aften den 15. juni 2025 blev Tivoli Friheden forvandlet til et intimt sceneunivers, hvor Sting – iført mørkt outfit og med høj hals - modtog publikum med karakteristisk overskud. Med trio-opstillingen fra STING 3.0-turen (guitar, trommer og Sting på el-bas) var forventningerne store - og intet blev skuffet.
Klassikerne engagerer publikum
Koncerten blev sparket i gang med Police-klassikeren “Message in a Bottle” og da “Roxanne” kom blev publikum lynhurtigt trukket med af stemningen hvor Sting formår at skabe fællesskab og medrivende nostalgi.
Hos Sting er I altid velkommen!
Midtvejs trak Sting publikum til sig for en særlig fortælling før “Fields of Gold”. Han delte en anekdote,
"Jeg har et lille hus ude på den engelske countryside… det er egentlig mere et slot - ret tæt på Stonehenge. Kender du Stonehenge? Hvis du nogensinde besøger Stonehenge, så gå bare ned ad bakken en halv kilometer, det er mit hus. Bank på døren, så laver jeg en kop te til dig."
Denne intime detalje bragte os tættere på Sting - han inviterede alle ind i hans hjem, mentalt vel at mærke - og knyttede båndet mellem artist og publikum med varme og humor.
Solo-numre i blød belysning
Efter anekdoten gled koncerten over i et lysere gear, hvor Sting med sin varme vokal formidlede “Fields of Gold” og “Englishman in New York”. Der var no-nonsense ægthed i leveringen - fokus på tekst og melodi, pakket ind i sarte arrangementer, der gav publikum ro og eftertanke.
Hits og energi
Efter den rolige midte blev tempoet atter hævet. Med hits som “Every Breath You Take” og “Spirits in the Material World” fyldte aftenluften med genkendelighed og fest. Det balancerede sætliste-design gjorde oplevelsen både varieret og gennemført.
Sceneudsmykingen var minimalistisk og effektiv - kun det nødvendige udstyr, lys og bagskærm. Lyden var klar, afstemt og intelligent, præcis som et venue som Tivoli Friheden kræver det. Denne lo-fi-æstetik klædte aftenen.
Fællesskab og nærvær
Publikum var alsidigt: familier, nostalgiske fans og yngre generationer blandede. Der var ånd og energi, men også eftertænksomhed under balladerne. Den intime ramme i Friheden tilføjede et ekstra lag af nærvær - man følte nærmest, at Sting sang til dig personligt.
Sting 3.0 har i Tivoli Friheden endnu en gang cementeret, at han er én af verdens bedste i sit fag. Aftenens mix af Police-klassikere, nostalgiske solonumre og intime fortællinger skabte en rørende og professionel helhed. En koncert, hvor nærvær og musikalsk kvalitet sad lige i skabet - og hvor man kunne forestille sig at sidde i Stings hjem, nyde en kop te og mærke musikkens bæredygtige magi. Af: Peter Bay Isak
Foto: Henrik Sørensen
Sting – Manden, Myten og Musikeren med Brod
Sting, født Gordon Matthew Thomas Sumner, er en af de mest ikoniske britiske musikere gennem de sidste årtier. Han er kendt som frontmanden i rockgruppen The Police og for sin lange, mangfoldige solokarriere. Men Sting er mere end blot en sanger og sangskriver – han er også en aktivist, yogi, familiefar og historiefortæller med en skarp humoristisk sans. Med sin karakteristiske lyse stemme og basguitar har han solgt over 100 millioner album verden over og tryllebundet generationer af lyttere med sine poetiske tekster og fængende melodier. Lad os dykke ned i historien om Sting – fra barndommen i et skibsværftskvarter til superstjernestatus, spiritualitet og sjove kuriositeter.
Sting optræder live – stadig energisk og karismatisk på scenen efter mange årtier i musikken.
Barndom og opvækst
Gordon Sumner kom til verden den 2. oktober 1951 i Wallsend, en arbejderklasseby ved floden Tyne i det nordøstlige England. Han var den ældste af fire søskende, og forældrene Audrey og Ernest sled for føden – mor var frisør og far var mælkemand. Som dreng hjalp Gordon sin far med at dele mælk ud i nabolaget tidligt om morgenen, hvilket gav ham et førstehåndskendskab til hverdagens slid. Familien boede tæt ved byens skibsværfter, hvor enorme skibe blev bygget; synet af de kolossale stålskrog prægede hans fantasi og skulle siden inspirere ham til musikalen The Last Ship (2014), der netop handler om livet i en skibsby som hans hjemby.
Allerede som barn drømte lille Gordon om et liv ud over det almindelige. En særlig episode stod klart for ham: Engang kørte den britiske Dronningemoder gennem Wallsend i en Rolls-Royce og vinkede til folk. Den lille Gordon så det glamourøse syn og følte et stik af inspiration – måske var han destineret til noget større end skibsværfterne. Han blev kort efter forelsket i musik, da en af farens venner efterlod en gammel spansk guitar i hjemmet. 10-årige Gordon blev besat af den seksstrengede skat og lærte sig selv at spille efter gehør. I teenageårene sugede han til sig af tidens musik ved at snige sig ind på natklubber i Newcastle for at høre bands som Cream og Manfred Mann optræde – oplevelser, der udvidede hans musikalske horisont.
Selvom den unge Sumner ikke kom fra et hjem med klaver i stuen, fandt han vejen ind i musikkens verden via flid og nysgerrighed. Efter skolen prøvede han kræfter med lidt af hvert – han nåede at være buskonduktør, byggearbejder og skatteopkræver – før han uddannede sig til lærer og underviste i to år. Men om aftenen og i weekenderne slog den indre musiker sig løs: Gordon spillede jazz på lokale klubber og dansesteder med grupper som Phoenix Jazzmen og Newcastle Big Band. Musikken trak mere end klasselokalet, og snart skulle verden uden for Newcastle lære hans navn at kende… eller rettere, lære hans nye navn at kende.
Hvordan han fik navnet "Sting"
Den spinkle, musikerdrømmende skolelærer Gordon Sumner fik sit legendariske kælenavn på en ret pudsig måde. Når han optrådte med jazzbandet Phoenix Jazzmen, bar han ofte en sort- og gulstribet sweater – et modigt modevalg, der fik ham til at ligne en humlebi på spil. Bandets leder, en trompetist ved navn Gordon Solomon, kiggede på den sort-gule stribede trøje og erklærede, at unge Sumner lignede en bi (eller som Sting selv siden hen jokede, en hveps). Dermed fik han navnet "Sting" – engelsk for brod eller stik – og det navn bed sig fast.
Sting har senere fortalt, at selv hans nærmeste aldrig kaldte ham andet: “Mine børn kalder mig Sting, min mor kalder mig Sting – hvem er ham Gordon egentlig?” spurgte han retorisk i en dokumentar. Han følte, at navnet Gordon tilhørte en fremmed. I et interview med Time indrømmede han, at hvis nogen råbte "Gordon!" på gaden, ville han slet ikke reagere. På trods af den fuldstændige identifikation med kunstnernavnet har Sting dog aldrig juridisk ændret sit navn – formelt på papiret er han stadig Gordon Sumner. Men for hele verden og manden selv er "Sting" blevet en del af hans identitet, et navn med en brod af selvtillid og personlighed i sig.
The Police: Dannelse, succes og opløsning
I 1977 tog Sting springet fra jazzklubberne til rockscenen, da han flyttede til London og sammen med trommeslager Stewart Copeland og guitarist Henri Padovani dannede bandet The Police (Andy Summers erstattede kort efter Padovani på guitar). Sting var forsanger, bassist og gruppens primære sangskriver – en karismatisk frontfigur med blondt strithår og intens udstråling. The Police fik en kometagtig karriere: Fra 1978 til 1983 udgav de fem albums, der alle røg til tops på den britiske hitliste. Med deres unikke blanding af pulsende punk, reggae-rytmer og melodiøs pop nåede de et enormt publikum. Hits som "Roxanne", "Message in a Bottle" og ikke mindst den udødelige "Every Breath You Take" blev soundtrack for en hel generation og bragte bandet superstjernestatus. I løbet af få år vandt The Police adskillige Grammy-priser og Brit Awards, og de fyldte stadions verden over.
Trods succesen lurede der spændinger under overfladen. Bandets tre stærke personligheder – især Sting og Copeland – clashede ofte kreativt og personligt, og tourlivet sled på samarbejdet. Sting begyndte at føle sig begrænset og hvileløs midt i al berømmelsen. Under en koncert på Shea Stadium i New York i august 1983 – et højdepunkt mange musikere kun drømmer om – mærkede han en underlig tomhed. Han beskrev senere, at at stå på det enorme stadion føltes som at have besteget Mount Everest; hvor skulle man gå hen derfra? Sting fulgte sin mavefornemmelse og valgte at forlade bandet på toppen af deres succes. Som han selv udtrykte det: “Selvom logikken sagde: ‘Er du vanvittig? Du er i verdens største band – hold ud og tjen nogle penge,’ var der en instinktiv stemme indeni, der sagde mig, at jeg skulle stoppe”.
I 1984 opløstes The Police stille og roligt – der kom ingen officiel dramatisk brudmelding, men de tre medlemmer blev enige om at fokusere på soloprojekter fremfor bandet. Fans verden over sørgede, men musikhistorien havde fået et kapitel for livet. The Police blev siden optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2003, og deres albums og sange rangerer fortsat højt på lister over tidernes bedste rockmusik. Efter mange års kulden mellem medlemmerne fandt de i 2007 kortvarigt sammen igen til en triumferende reunion-turné – et nostalgisk gensyn for alle, der elskede deres musik. Men da Sting sagde farvel til The Police i midten af 80’erne, var det starten på noget nyt: en solokarriere, der skulle vise sig mindst lige så succesfuld og alsidig.
Solokarriere og vigtige album
Da Sting sprang ud som soloartist i 1985, overraskede han mange ved straks at gå sine egne veje musikalsk. Han var ikke tilfreds med blot at gentage The Polices rock-reggae-formel. I stedet sammensatte han et hold af dygtige jazzmusikere og indspillede debutalbummet The Dream of the Blue Turtles (1985). Albummet blandede pop og rock med jazzede improvisationer og sofistikerede arrangementer. Fra dette udspil kom hits som "If You Love Somebody Set Them Free", den fængende "Fortress Around Your Heart" og protestsangen "Russians", hvor Sting filosoferede over Den Kolde Krig til tonerne af et tema af komponisten Prokofiev. Albummet blev en kæmpe succes – tredobbelt platin inden for et år – og beviste, at Sting sagtens kunne stå på egne ben. Han indkasserede også flere Grammy-nomineringer for dette første soloprojekt.
I de følgende år cementerede Sting sin status som solo-stjerne med en række indflydelsesrige album. Nothing Like the Sun (1987) bød på smukke melodier og tekster med dybde, heriblandt den elegante hyldest til outsideren "Englishman in New York" og den sørgmodigt smukke "Fragile". På The Soul Cages (1991) bearbejdede Sting sin sorg over sine forældres død og dykkede ned i barndomsminderne fra havnebyen – titelnummeret og "All This Time" reflekterede hans rødder. Albummet Ten Summoner’s Tales (1993) – hvis titel humoristisk spillede på hans efternavn Sumner – var en legesyg og melodisk perlerække af sange, f.eks. den Grammy-belønnede "If I Ever Lose My Faith in You" og den gyldne ballade "Fields of Gold". Disse sange blev radioklassikere verden over.
Sting har aldrig været bange for at eksperimentere med genre og stil. I 1999 udgav han Brand New Day, hvor han inkorporerede elektroniske beats og verdensmusik – albummets store hit "Desert Rose", indspillet med den algierske sanger Cheb Mami, blandede pop med arabiske rai-rytmer og blev et globalt fænomen. Senere gik Sting endnu mere utraditionelle veje: Han udgav et album med 1500-tals lut-musik (han lærte at spille lut og fortolkede komponisten John Dowlands værker!), han lavede et jule-/folk-inspireret album (If On a Winter’s Night...), og han skrev en hel Broadway-musical (The Last Ship) baseret på sin opvækst. Selv i en moden alder fortsatte han med at forny sig – i 2018 teamede han op med reggae-stjernen Shaggy og udgav det muntert sommerlige album 44/876, som ovenikøbet vandt en Grammy for bedste reggae-album det år (ja, en britisk rocklegende vandt en reggae-Grammy!). Sting synes at trives med at overraske sit publikum.
Fra rock, pop, jazz, klassisk til verdensmusik – Stings solokarriere spænder over det hele. Han har undervejs scoret en stribe udmærkelser: i alt 17 Grammy Awards har han modtaget som soloartist og med The Police, plus Brit Awards, en Golden Globe og endda en Emmy. Han er også blevet Oscar-nomineret flere gange for sine filmsange. Med mere end fire årtier i musikkens tjeneste står Sting som en musikalsk kamæleon – en, der konstant skifter farve og form, men altid forbliver sig selv tro.
Musikalsk stil og udvikling
Hvad er det, der gør Stings musik til Sting? Først og fremmest hans vilje til at blande genrer og udforske nye lydlandskaber. I The Police-årene var lyden rå og energisk med elementer af punk, men allerede dengang flettede Sting reggae-rytmer og caribisk flair ind i rockmusikken. Da han gik solo, åbnede han paletten endnu mere: Han har siden 1985 integreret alt fra rock, jazz, klassisk musik, new age, folketoner til verdensmusik i sit repertoire. Hans sange kan rumme sofistikerede jazzakkorder og skæve taktarter den ene gang, og enkle folkemelodier med lut den næste. Alligevel er der altid en rød tråd af melodiøsitet og poetisk fortællelyst.
Et kendetegn ved Stings musikalske stil er hans intelligente tekster. Han er en historiefortæller, der drager inspiration fra litteratur, politik og personlig erfaring. For eksempel bygger sangen "Russians" på et klassisk musikstykke og kommenterer koldkrigstidens paranoia, mens "Every Breath You Take" lyder som en romantisk ballade, men faktisk handler om jaloux overvågning. Han skriver ofte i billeder og metaforer, hvilket giver sangene en lagdelt betydning – de kan være både radiohits og stof til eftertanke.
Stings stemme er et andet særkende: en lys tenor med en luftig klang og en vibrato, man straks genkender. Hans vokal kan være blød og følsom på en ballade som "Fragile" og skifte til intens og skarp på en rockklassiker som "Roxanne". Og så er der hans instrument: basguitaren. Sting startede sin karriere som bassist og forsanger samtidig – en ikke helt almindelig kombination i rockverdenen – og den dybe, pulserende baslinje er ofte rygraden i hans sange, fra reggae-groovet i "Walking on the Moon" til den funky bund i solo-hittet "Seven Days".
Musikalsk har Sting også udviklet sig i takt med at han selv er modnet. Hvor 80’ernes lyd var storladen og poleret (tænk på de saxofon-soloer og digitale trommer, der prægede tiden), gik han i 90’erne mere indad og organisk med The Soul Cages efterfulgt af den varme, historiefortællende Ten Summoner’s Tales. I 2000’erne søgte han nye veje – hvem havde troet, at Sting ville indspille et helt album med elisabetansk lut-musik? Men det gjorde han, ganske kompromisløst. Og samtidig vendte han også tilbage til pop-rocken i ny og næ, som da han i 2016 udgav det guitar-drevne album 57th & 9th, der beviste, at han stadig kunne skrive en fængende rockmelodi i bedste Sting-stil.
Kort sagt er Stings musikalske udvikling en rejse gennem genrer og udtryk. Fællesnævneren er nysgerrighed – en lyst til at lære nyt og ikke gentage sig selv. Derfor kan man lytte til hans katalog og hele tiden opdage nye facetter af manden med brodden.
Personlige liv: spiritualitet, yoga, aktivisme og kærlighed
Bag den offentlige persona “Sting” gemmer sig et rigt og til tider dramatisk personligt liv. Han har været gift to gange. Første gang var med den nordirske skuespiller Frances Tomelty i 1976, som han fik to børn med. Ægteskabet gik imidlertid i opløsning i 1984 under noget nær skandaløse omstændigheder – Sting havde indledt en affære med Frances’ veninde, skuespillerinden Trudie Styler, som boede lige ved siden af dem i London. Pressen slugte historien råt, men kærligheden mellem Sting og Trudie viste sig ægte: de to har holdt sammen siden. Sting og Trudie blev gift i 1992 og har fået fire børn sammen (tre af dem blev født inden brylluppet). I alt har Sting altså seks børn, og i de senere år også børnebørn – en stor familie, som han værdsætter højt. På spørgsmålet om, hvad rigdom er, har Sting engang svaret, at den sande rigdom er at kunne samle sine glade børn og børnebørn omkring et middagsbord, med latter og løb i haven. Familien er hjertet i hans private liv.
Sting og Trudie er kendt for at have et tæt og passioneret forhold. De har vakt opsigt med deres interesse for tantra og åndelighed i kærlighedslivet. Et berømt (og berygtet) rygte opstod, da Sting i 1990’erne jokede med, at han og Trudie kunne have tantrisk sex i op til syv-otte timer ad gangen. Historien blev rockfolklore – tanken om Sting som en slags sex-guru kildede pressen – men Sting har senere grinet af det og sagt, at han blev misforstået og overdrev for sjov. Dog holder han fast i kernen: for ham er erotisk intimitet en spirituel handling, en slags “sakramente”, som han sagde, og noget af det mest rene udtryk for kærlighed. Om det varer syv timer eller ej, så har Sting og Trudie i hvert fald formået at holde gnisten ved lige gennem årtier, hvilket de selv tilskriver bl.a. fælles meditation, humor – og ja, yoga.
Faktisk har yoga spillet en stor rolle i Stings liv. Omkring 1990 introducerede en ven ham til yogaens verden, og Sting fandt her en praksis, der matchede hans søgen efter balance mellem krop og sind. Han begyndte med Ashtanga Vinyasa yoga og udforsker i dag også Tantra- og Jivamukti-yogaformer. Hver morgen ruller han sin yogamåtte ud uanset hvor i verden han befinder sig – det holder ham smidig i både krop og sind, siger han. Sting har sågar skrevet forordet til en bog om yoga, og meditation er også en del af hans daglige ritualer. Selvom Sting blev opdraget som katolik, har han som voksen erklæret sig agnostiker; han mener, at religiøs fanatisme kan være farligt, og han foretrækker en mere personlig spiritualitet fremfor doktriner. Denne spiritualitet skinner også igennem i mange af hans sange, der ofte kredser om meningen med livet, sjælelig længsel og samhørighed.
Et andet centralt kapitel i Stings personlige liv er hans aktivisme og filantropi. Han er ikke typen, der nøjes med at synge om verdens problemer – han handler på dem. Allerede i begyndelsen af 1980’erne blev Sting involveret i Amnesty Internationals menneskerettighedsarbejde, bl.a. ved store velgørenhedskoncerter. Han sang om verdens sultkatastrofer ("Driven to Tears" skældte ud på ligegyldighed over for hungersnød) og deltog i Band Aid-projektet i 1984, hvor han lagde stemme til den klassiske julesang "Do They Know It’s Christmas?". Året efter stod han på scenen til Live Aid foran et globalt publikum og sang for at samle ind til Afrikas sultende. Siden da er listen lang: han optrådte til Live 8 i 2005, til velgørenhed efter 9/11, for regnskovene, for Tibet – kort sagt, Sting har brugt sin stemme til at råbe op om sociale og miljømæssige sager gennem hele sin karriere.
Sammen med Trudie Styler tog Sting i 1989 initiativ til at stifte Rainforest Foundation Fund, efter at parret havde mødt Kayapo-høvdingen Raoni fra Amazonas regnskov. Formålet var at beskytte regnskoven og dens oprindelige folk mod ødelæggelse. Sting rejste personligt til Amazonas for at skabe opmærksomhed om regnskovens trængsler, og fonden har siden rejst millioner til projekter for naturbevarelse. Et vidnesbyrd om hans engagement kom fra uventet hold: en nyopdaget colombiansk træfrø blev navngivet Dendropsophus stingi til ære for Sting, som en anerkendelse af hans indsats for miljøet. Selv en lille gul frø i regnskoven bærer altså hans navn – en poetisk kuriositet for en mand hvis eget navn betyder noget, der stikker!
Sting har gennem årene også talt for menneskerettigheder, fred og endda kontroversielle emner som narkopolitik. I 2011 underskrev han et åbent brev til den britiske premierminister med en appel om at nytænke lovgivningen omkring narkotika, så små besiddelser ikke ruinerer unge menneskers liv med straffeattester. Han har heller ikke tøvet med at kritisere diktaturer – sangen "They Dance Alone" fra 1988 er en tårefremkaldende hyldest til de chilenske kvinder, hvis mænd “forsvandt” under Pinochets regime. Uanset om det gælder miljø eller menneskerettigheder, har Sting brugt sin berømmelse som en platform til at skubbe på for forandring.
Midt i alt dette aktivistiske og spirituelle liv, hvordan er Sting så til hverdag? Overraskende normal på nogle områder og helt usædvanlig på andre. Han er kendt for at gå op i sin helse og fysiske form – i mange år løb han 8 km hver dag og deltog i motionsløb for velgørenhed. I dag er det yogaen og pilates, der holder ham stærk og smidig. Kosten er også vigtig: Sting følger en makrobiotisk kost, hvilket kort sagt betyder, at han undgår forarbejdede fødevarer og fokuserer på naturlig, balanceret mad. Man finder næppe Sting i en burgerkø på McDonald’s – til gengæld dyrker han sine egne økologiske grøntsager på sin landejendom og nyder et glas god rødvin i ny og næ. Apropos vin…
Sting og Trudie ejer nemlig en idyllisk vingård, Villa Il Palagio, i Toscana i Italien. Her tilbringer de meget af deres tid væk fra rampelyset. Gården producerer vin, olivenolie og endda honning – et kuriosum er, at Trudie har etableret over 80 bistader på ejendommen, fordi hun brænder for at hjælpe honningbierne og miljøet. Så Sting – manden hvis navn betyder brod – er faktisk også biavler på sine ældre dage! På Il Palagio lever parret la dolce vita med hjemmedyrkede råvarer, udendørs biograf under stjernerne og hele den store sammenbragte familie samlet om pizza og pasta ved langbordet. Det lyder som et sceneri fra en film, men for Sting er det virkelighedens fredfyldte pusterum.
Og så må vi ikke glemme fodbolden. Sting er dedikeret fan af fodboldklubben Newcastle United, der hører hjemme i hans fødeegn. Han har støttet klubben offentligt – endda skrevet en sang til fordel for klubben kaldet "Black and White Army" for at hædre holdets farver og fans. Man kan levende forestille sig Sting stå på tilskuerrækkerne på St. James’ Park iklædt sort-hvid halstørklæde, i færd med at synge med på slagsange (måske med en smule mere rene toner end resten af tribunen!). Den verdensberømte rockstjerne er stadig en dreng fra Newcastle, når det kommer til fodbold.
Lidt facts og kuriositeter
Stings liv og karriere bugner af finurlige detaljer, der viser hans legesyge og utraditionelle side. Her er nogle sjove facts og anekdoter om manden med brodden:
Sting er og bliver en ener i musikkens verden. Fra den lille dreng, der fik en dronninge-hilsen og drømte sig væk fra skyggen af skibsværftet, til den voksne mand, der stadig fornyer sig og forbløffer med nye kreative projekter, har Sting været tro mod sin indre stemme. Han har brod – i betydningen kant og skarphed – men også hjerte, humor og en dybde, der har gjort ham til en kulturpersonlighed ud over det sædvanlige. Med en fod i rockens historie og blikket rettet mod fremtiden fortsætter Sting med at stikke til os, røre os og få os til at tænke – og det endda mens han får os til at nynne med. Som han engang sagde: “Music is its own reward” – musikken er sin egen belønning – og Sting har i dén grad beriget verden med sin. Hans biografi er farverig og legende, præcis som han ønskede det, dengang han første gang tog bassen op og blev til… Sting. Af: Peter Bay Isak
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes