Skunk Anansie

Foto: Peter Bay Isak

Udgivet: d. 19 juni 2025. kl. 16.00.

★ ★ ★ ★ ★ ★

Skin genopliver 90’erne og mere til – Skunk Anansie indtager Helviti med hjerte, raseri og rå magi
Copenhell 2025, Dag 1 – Helviti-scenen

Det starter som et opråb, en advarsel, en erklæring: “This Means War.” Og det menerhun. Skin. Den kompromisløse frontkvinde i læder, med blik som en dolk og stemme som en storm. Hun marcherede ind på Helviti som en krigsfører med kærlighed i hjertet og vrede i lungerne – og efterlod ingen i tvivl: Skunk Anansie var kommet for at åbne Copenhell med ild, nerve og nærvær.

En frontkvinde i verdensklasse

Skin er ikke bare en sanger. Hun er en oplevelse. En kraft. En levende manifestation af det, mange af os elskede ved 90’erne – den politiske kant, det ufiltrerede følelsesudtryk og den frygtløse sårbarhed. På Helviti viste hun det hele: Fra de desperate linjer i "Because of You", som skar sig direkte ind i brystkassen, til den selvbevidste, næsten teatralske levering af "An Artist is an Artist", hvor hun med hævet pegefinger og opspærrede øjne skabte en performance, der var lige dele punkmanifest og spoken word-oprør. Og midt i al råben og støj - Skin seros. Hun mærkeros. Hendes interaktion med publikum er ægte. Ikke kalkuleret. Ikke fesent. Det var måske derfor, at netop da hun under "Animal" kastede sig ned i moshpitten, føltes det ikke som et showtrick, men som en gestus: Jeg er jer. I er mig. Nu vælter vi det hele sammen.

Sårbarhed og stjernestøv

Det stærkeste øjeblik kom måske, da "Weak"rungede ud over Copenhells mudrede metalmarker. Det var, som om hele pladsen holdt vejret, før de brølede ordene med: “Weak as I am, no tears for you...” Nostalgi blev her ikke en sentimental fælde, men en kollektiv kraft. Og det er netop det, Skunk Anansie kan: de forener generationskløfter, genrebokse og følelsesmæssige barrierer. Lige efter blev vi rykket rundt i den vilde energi i "I Can Dream", et nummer der stadig lyder som en knytnæve med eyeliner.

Sætlisten som fortælling

Koncertens setliste var ikke bare en parade af sange – det var en fortælling i bevægelse. Fra den beskidte energi i "Charlie", der ramte som et skævt men vildt ekko af nutidens ungdommelige desperation, over den mavesugende styrke i "Twisted (Everyday Hurts)", til den stærkt eksistentielle "Cheers – A Letter to Deity", som ramte som en bøn i mørket – her fik vi både de gamle hymner og de nyere, mere eksperimenterende skæringer. Og det fungerede. "Lost & Found"bar en særlig styrke denne aften – ikke bare som en sang om at fare vild og finde sig selv igen, men som en kommentar til et samfund, hvor mange netop nu føler sig netop dét: forvildede. Her stod Skin som én, der havde været der før – og kæmpet sig tilbage. Og naturligvis var der plads til et af de mest politisk ladede og eksplosive numre i bandets bagkatalog: "Little Baby Swastika". Med vrede og sarkasme, midt i et samfund hvor had og symbolpolitik atter har kronede dage, blev nummeret en passende fuckfinger til ekstremismen. Publikum skreg, svedte og sang med – som en protest i fællesskab.

En koncert med rygsøjle

Skunk Anansies koncert på Helviti var ikke bare et nostalgitrip. Det var en nutidig påmindelse om, hvorfor denne musik stadig har noget at sige. Der var blod, sved og sårbarhed i overflod – og Skin styrede det hele med både bid og balance.

Copenhell kunne ikke have fået en bedre åbning. Skunk Anansie beviste, at de stadig er både relevante, rørende og rasende. Og Skin? Hun er stadig en af rockhistoriens mest nødvendige stemmer.

Når Helviti ånder, skriger og elsker – så er det, fordi Skin har været der. – For modet. For musikken. For magien.     Af:_ Peter Bay Isak

SKUNK ANANSIE – RÅ STYRKE, POLITISK PUNK OG VOKAL VOLDSOMHED

Hvis man forestiller sig et øjeblik, hvor Nina Simone møder Rage Against the Machine i et mørkt, neonbelyst studie – og at resultatet bliver endnu mere vredt, sensuelt og modstandsdygtigt – så nærmer man sig lyden af Skunk Anansie. Det britiske band, som har været aktivt siden 1994 (med en pause indlagt), er en af de mest kompromisløse stemmer i rockens nyere historie. De har altid nægtet at passe ind i kasser, og måske netop derfor har de sat deres præg med en blanding af skrig og sjæl– en sjælden cocktail i britisk musik.

Men hvem er de egentlig, disse vrede men følsomme, punkede men teknisk stærke musikere?

ET NAVN MED BID – OG ET BAND DER BIDER IGEN

Skunk Anansie består af forsangerinden Skin(Deborah Dyer), Acepå guitar, Cass(Richard Lewis) på bas og Mark Richardsonpå trommer. Navnet er en kombination af "Skunk" – for det ildelugtende og rebelske – og "Anansi", en afrikansk edderkoppefigur fra vestafrikansk folklore, kendt for sin snedighed og evne til at vende magtforhold på hovedet. Det er ikke tilfældigt. Skunk Anansie har altid spillet med på dén dobbelte energi: noget der stinker, noget der spinner tråde, noget der fanger dig og ikke giver slip.

SKIN – FRONTKVINDEN DER REV ALT ITU

Skin er ikke bare en sanger. Hun er en kraft. En vokaleksplosion. En sort, skaldet, biseksuel kvinde midt i den britiske hvide, mandsdominerede rockverden i 1990’erne. Hun er krop og politik i ét. Og hun synger, så glas springer. På ét nummer kan hun lyde som en såret fugl, og på det næste som en vred kæmpe, der vælter bygninger med sin stemme. Det er ikke uden grund, at hun er blevet kaldt "en af de mest markante stemmer i britisk rockhistorie".

GENRE-ANARKISTER MED POLITISK BUNDTRÆK

Skunk Anansie hører ikke hjemme ét sted. De blander punkens vrede med metalens tyngde, soulen og funken med melodisk rock og elektronisk energi. De har nægtet at blive defineret – og det har været deres styrke. Musikalsk minder de til tider om Living Colour, Rage Against the Machine, Massive Attack og PJ Harvey – men de er i virkeligheden bare Skunk Anansie.

Lyrisk og politisk er de også sine egne. Sange som “Little Baby Swastikkka”, “Selling Jesus”, “Yes It’s Fucking Political”og “Charity”er alt andet end tomme popfraser. De handler om racisme, korruption, religionens misbrug og kønsroller – og de gør det uden undskyldning.

GENNEMBRUDDET: “PARANOID & SUNBURNT” (1995)

Debutalbummet Paranoid & Sunburntvar en sonisk bombe. Fra det øjeblik Skin råber “You can’t buy me – I don’t care what you pay” i åbningsnummeret “Selling Jesus”, står det klart, at dette ikke er musik, der vil please. Det er musik, der vil konfrontere. Albummet var både smadret og smukt, mørkt og dansabelt, og det gav bandet massiv opmærksomhed – især i Europa.

“POST-POST-GRUNGE” OG GLOBALT GENNEMSLAG

Selvom de slog igennem i grunge-æraens efterdønninger, var Skunk Anansie aldrig en del af den amerikanske bølge. De var post-post-grunge– og noget helt andet. Deres anden plade, “Stoosh” (1996), cementerede deres position med hits som “Hedonism (Just Because You Feel Good)”– en ballade så følsom, at den stadig sætter sig i brystkassen. Og tredje plade, “Post Orgasmic Chill” (1999), viste, at de også kunne arbejde med stringente, næsten filmiske kompositioner uden at miste bid.

PAUSEN OG COMEBACKET – IKKE EN DØD, MEN EN OPSTANDELSE

I 2001 gik bandet hver til sit. Skin udgav to soloalbums, og resten af bandet lavede andre projekter. Mange troede, det var slut – men i 2009 vendte de tilbage med albummet Wonderlustre, efterfulgt af en massiv turné. Genkomsten føltes ikke som et nostalgitrip, men som et nødvendigt comeback i en tid, hvor musikken igen trængte til en rå, politisk stemme.

Senere albums som “Black Traffic” (2012)og “Anarchytecture” (2016)har vist, at bandet stadig er relevante, vrede og vitale. Deres sang “Love Someone Else”og “Death to the Lovers”beviser, at de både kan skære med kniv og kærtegne med fjer i én og samme sang.

EN LØS KANON MED MASSIV MAGI

Skunk Anansie skal opleves live. Skin kravler ud blandt publikum, råber, skriger, hvisker, danser, vælter mikrofonstativer og bygger broer mellem folk. Hun har sunget foran 250.000 mennesker ved Polens 20-års fejring af kommunismens fald – og man kunne stadig høre hvert ord, hun skreg. Bandet er et fysisk og følelsesmæssigt stormvejr, der skyller ind over scenen og river alle med ud.

HVAD ER SKUNK ANANSIE I DAG?

I 2022 markerede bandet deres 25-års jubilæum og turnerede igen for fulde huse. De har fået en ny generation af fans – unge mennesker, som ikke længere ser genre, køn, seksualitet eller race som barrierer, men som ser Skunk Anansie som forbilleder for kunstnerisk integritet og modstand.

De er stadig ikke nemme at sætte i bås. De er stadig vrede, stadig sensuelle, stadig relevante. Deres nye single “Piggy” (2022) fortsætter traditionen med politiske stikpiller og sylespidse riffs.

HVORFOR SKUNK ANANSIE STADIG ER VIGTIGE

I en tid, hvor musikken ofte er algoritmisk designet, hvor protest er blevet en Instagram-story, og hvor “kant” ofte betyder at bære en læderjakke i et talkshow, er Skunk Anansie noget så sjældent som ægte farlige. De sætter en lyd til marginalisering, til vrede, til håb og til frihed.

De minder os om, at rock stadig kan være en revolution – og at stemmer som Skins ikke kun skal høres, men følges.

Diskografi (udvalgt):

• Paranoid & Sunburnt(1995)

• Stoosh(1996)

• Post Orgasmic Chill(1999)

• Wonderlustre(2010)

• Black Traffic(2012)

• Anarchytecture(2016)

Nøglesange:

• “Weak”

• “Hedonism (Just Because You Feel Good)”

• “Charlie Big Potato”

• “I Can Dream”

• “Secretly”

• “Love Someone Else”

• “Piggy”

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes