Foto: Oliver Sperling
Udgivet: d. 20 juni 2025. Kl. 01.34
★ ★ ★ ★ ★ ★
En kongelig affære med 45.000 hoffolk, der sang med på hver en strofe
Der findes entertainere. Og så findes der Robbie Williams. Torsdag aften i Parken var det ikke bare en koncert – det var et festfyrværkeri, en følelsesorkan, en kærlighedserklæring til musikken, til publikum og til britpoppen selv. Robbie kaldte det "BRITPOP Live 2025" – men det kunne lige så godt have heddet The Church of Robbie, og vi var alle menigheden.
Og vi begyndte selvfølgelig med liftoff: "Rocket" skød koncerten i gang med et brag af lys, konfetti og energi, der kunne oplyse hele Østerbro. Derfra gik det direkte ind i den ultimative icebreaker: "Let Me Entertain You", som fik hele Parken til at eksplodere i en euforisk fællessang, der ville få selv Wembley til at rødme.
Robbie havde alle med fra første sekund – og han vidste det. “You’re all so f***ing beautiful,” sagde han med det glimt i øjet, der har charmeret sig gennem tre årtier, og så gik han ellers ned blandt publikum og delte high-fives og selfies ud som en britisk Jesus med pop-karisma og tatoveringer.
Og så kom det første singalong-medley – og hvilken en! "All My Life" blev flikket sammen med "Seven Nation Army" og "Livin’ on a Prayer" – og Parken blev til én gigantisk karaoke-maskine med ca. 45.000 stemmer og én konge i front. Robbie dansede, dirigerede og leverede det som en mand, der stadig er på toppen af sit game.
"Monsoon" og "Old Before I Die" fulgte efter, og så kom der endnu et medley – denne gang med big band-stemning og nostalgi i overflod, det hele smeltede sammen i én kæmpe dansefest, hvor selv sikkerhedsvagterne hoppede med.
Men det blev også personligt. "Better Man" og "Love My Life" fik Robbie til at tale om sine børn, sin kone og sine dæmoner. “Jeg var skør engang,” sagde han, “men nu er jeg bare forelsket i livet.” Publikum blev stille – og derefter endnu højere.
I den akustiske midterdel kom britpop-debutanterne The Lottery Winners ind og satte prikken over i’et med harmonier og hygge på "Let Love Be Your Energy", "Sexed Up", "Candy" og en helt vanvittig version af "Relight My Fire", hvor Robbie fik Parken til at koge – uden beat, uden beats, bare stemmer og klap. Magisk.
Derfra blev det en tour de force: "The One and Only", "Something Beautiful", "Millennium" – alle leveret med showmanship og charme, der får de fleste yngre popstjerner til at ligne introverte bibliotekarer. Og som om det ikke var nok: "New York, New York" bragede ud over højtalerne som et Las Vegas-show i verdensklasse – og så… kom Aqua på scenen. JA! Aqua! Og sammen med Robbie leverede de "Barbie Girl" som duet, som satire, som publikumsflirt – og det var en af de største overraskelser og øjeblikke på dansk jord i årevis.
Men Robbie var slet ikke færdig. Der var stadig "Kids", der blev leveret som et funky, elektropop-brag, og efter bandet var blevet introduceret i et sjovt, jazzet intermezzo, flød han direkte over i "She’s The One", der nærmest fik taget til at lette – og "My Way"... ja, det var hans måde. Og den virker!
Ekstranumrene? Hold nu fast: "Feel" og "Angels". Her faldt vi alle sammen i armene på hinanden. Fremmede blev til venner. Parken blev til et tempel. Robbie takkede og vinkede og forsvandt i lys og røg. Men vi stod tilbage med hjerterne blæst op på max.
Dom: Robbie Williams beviste endnu en gang, hvorfor han er verdens bedste entertainer. Han er charmerende, sprælsk, respektfuld og rørende. “Jeg synger ikke bare sange,” sagde han. “Jeg samler folk.” Og det gjorde han – til punkt og prikke.
Kongen lever. Og hans hof – os – kommer aldrig til at glemme denne aften. Af Henrik Yde
Foto: Oliver Sperling
Barndom og opvækst i Stoke-on-Trent
Robbie Williams blev født som Robert Peter Williams den 13. februar 1974 i Stoke-on-Trent, England. Han voksede op i en arbejderklassefamilie; og faderen Pete Conway var komiker og sanger, hvilket tidligt introducerede Robbie til underholdningsverdenen. Forældrene blev skilt, da Robbie var tre, og han boede primært hos sin mor Janet og sin bedstemor. Som barn var han energisk og nogle gange uregerlig i skolen, men han fandt samtidig glæde i at optræde. Han deltog i skoleteater – blandt andet spillede han den rapkæftede Artful Dodger i musicalen Oliver! Denne tidlige smag for rampelyset pegede mod en karriere på scenen. Som 16-årig arbejdede Robbie kortvarigt som sælger, indtil hans mor opdagede en annonce om auditions til et nyt boyband. Hun opfordrede ham til at prøve lykken, og han gik til audition – en optræden, der sikrede ham en plads i gruppen Take That.
Gennembruddet med Take That
I 1990 blev den kun 16-årige Robbie Williams det yngste medlem af boybandet Take That. Gruppen bestod desuden af Gary Barlow, Mark Owen, Howard Donald og Jason Orange, og de fik hurtigt enorm succes i Storbritannien med deres polerede pop og koreograferede shows. I løbet af fem år opnåede Take That intet mindre end seks #1-hitsingler og tre #1-album i UK. Williams var dog ofte i skyggen af hovedsangskriver Barlow og fik kun lov at synge lead på enkelte numre. Bandets image var pletfrit og uskyldigt, hvilket begyndte at gnave i den rebelske Robbie. Bag facaden begyndte han at drikke alkohol og eksperimentere med stoffer, hvilket bragte ham på kollisionskurs med bandets manager Nigel Martin-Smith. Allerede i 1994 var Williams’ forbrug af alkohol og kokain eskaleret så meget, at han var tæt på en overdosis aftenen inden Take That skulle spille til MTV Europe Music Awards. Samtidig følte han sig kreativt hæmmet – hans forslag om at inkorporere hiphop og rap faldt ikke i god jord hos Barlow og manageren, der fastholdt gruppens radiovenlige popstil.
Til sidst blev konflikten for stor. De øvrige medlemmer var bekymrede for Robbies upålidelige opførsel og hans dalende engagement op til en stor turné i 1995. Kort før turnéstarten konfronterede Barlow og Orange ham og foreslog, at bandet fortsatte uden ham. Robbie indvilligede, og i juli 1995 forlod han officielt Take That. Det udløste chok og tårer blandt fans, men for Robbie selv var det en længe ønsket frigørelse. Take That fortsatte turnéen uden ham og gik fra hinanden få måneder efter – ironisk nok annoncerede de opløsningen den 13. februar 1996, på Robbies 22-års fødselsdag. Robbie Williams havde da allerede tiltrukket sig massiv medieopmærksomhed som “den frække dreng” i bandet, der festede med rockstjerner som Oasis kort efter bruddet. Vejen var nu banet for hans solokarriere.
Fra boyband til solokarriere
Robbies brud med Take That førte til juridiske tovtrækkerier, da en klausul forhindrede ham i at udsende solo-materiale, inden gruppens opløsning var officielt på plads. Men i midten af 1996 blev han løst fra kontrakten, og kort efter – blot 21 år gammel – skrev han under på en solokontrakt med pladeselskabet Chrysalis/EMI. Hans første udspil var en coverversion af George Michaels “Freedom ’90”, som udkom i 1996 og nåede #2 på den britiske singlehitliste. Dette var startskuddet til en soloformue og -karriere, der skulle vise sig at overgå alles forventninger.
I september 1997 udsendte Williams sit debutalbum "Life thru a Lens". Modtagelsen fra anmeldere var lunken, men albummet fik en dramatisk optur takket være fjerde single “Angels”. Denne følelsesladede ballade – som Williams skrev sammen med Guy Chambers – blev et fænomen: Den solgte over 800.000 eksemplarer og lå mere end tre måneder i top-10 i UK. “Angels” løftede Life thru a Lens til tops og gav Robbie status som legitim solo-stjerne. Herefter fulgte en perlerække af succeser. Andet album I’ve Been Expecting You (1998) bød på hits som “Millennium” og “She’s the One”, der begge toppede hitlisterne. I 1999-2000 cementerede han sin superstjernestatus med albummet Sing When You’re Winning og den provokerende dansegulv ssingle “Rock DJ”. Williams viste også sin alsidighed ved at hylde swing og jazz på Swing When You’re Winning (2001), hvor han fortolkede klassikere og duetterede med bl.a. Nicole Kidman.
Midt i 2000’erne fortsatte succeserne: Escapology (2002) blev et af de bedst sælgende album i britisk historie, og hans koncertturnéer voksede i skala. I 2003 kulminerede hans popularitet med tre udsolgte stadionkoncerter i Knebworth for i alt 375.000 tilskuere – det største musikarrangement på britisk grund til da. Samme år indgik Williams en rekordstor kontraktforlængelse med EMI til en værdi af 80 millioner pund, den største pladekontrakt i britisk musikhistorie. Aftalen gav ham større kreativ kontrol og havde ambitiøse mål om at erobre det amerikanske marked, hvor han endnu ikke havde slået igennem. Trods stjernestatus havde Williams nemlig en akilleshæl: I USA forblev han relativt ukendt, og hans forsøg på at bryde igennem dér gav begrænset resultat.
Ikke alt i solokarrieren var dog en glat opstigning. I 2006 udgav han albummet Rudebox, hvor han eksperimenterede med elektronisk pop og rap. Denne afstikker blev mødt med lunkne anmeldelser og forvirrede reaktioner – pressen hånede albummet, og salget skuffede. Samtidig kæmpede Williams med personlige dæmoner (stoffer og stress), og efter Rudebox trak han stikket for en periode. Han flyttede til Los Angeles for at komme væk fra det britiske rampelys og brugte tiden på at genfinde sig selv. I 2009 gjorde han comeback med albummet "Reality Killed the Video Star", og året efter skete det utænkelige: Robbie genforenedes med Take That.
Genforening og videre solo-succes
I 2010 sluttede Williams sig midlertidigt til sine gamle bandkammerater i Take That efter 15 år på egen hånd. Resultatet blev albummet "Progress", der strøg til tops som det hurtigst sælgende album i det 21. århundrede i UK. Genforeningen var en triumf: Progress og den efterfølgende stadionturné slog rekorder, bl.a. med 1,34 millioner solgte billetter på et døgn. Williams delte scene med Take That-drengene til jubel fra fans i alle aldre. Selvom han forlod gruppen igen i 2011 for at genoptage solokarrieren, skete det i en hjertelig tone – han og de andre erklærede, at døren stod åben for fremtidigt samarbejde. Genforeningen viste, at Robbie både havde forsonet sig med sin fortid og kunnet bidrage kreativt på ny sammen med bandet.
Tilbage som soloartist fortsatte Williams ufortrødent. Han udgav det energiske Take the Crown i 2012 (med hittet “Candy”), og i de følgende år afsøgte han nye græsgange. Han prøvede kræfter med et swingalbum igen (Swings Both Ways i 2013), udgav opsamlinger og hemmelige fan-album online (Under the Radar-serien) og etablerede sig sågar som live-entertainer i Las Vegas med en tilbagevendende show-række. I 2016 kom hans 11. studiealbum The Heavy Entertainment Show, der understregede hans flair for storslået popshow. Williams fyldte nu 40’erne, men hans popularitet forblev intakt – især i Europa, hvor han turnerede flittigt. Han var ikke længere garanteret ungdommelige radiohits på niveau med tidligere, men hans navn trak stadig millioner af fans i koncertsale. I 2022 fejrede han 25-årsjubilæum som soloartist med albummet XXV, der genindspillede hans største sange med orkester og bragte ham endnu engang til tops på albumhitlisten.
Musikalsk stil og kunstnerisk udvikling
Robbie Williams’ musikalske stil har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling fra starten i 90’erne til i dag. I sin tidlige solokarriere lod han sig kraftigt inspirere af datidens Britpop-bølge – bands som Oasis, Blur og Pulp var forbilleder, og deres indflydelse kunne høres i Robbies blanding af pop og rock. Sange som “Millennium” og “No Regrets” bar præg af denne britiske popkulturarv med store omkvæd, skarpe attituder og et skvæt ironisk distance. Samtidig har Williams altid haft en forkærlighed for den klassiske showman-tradition. Hans idoler tæller Frank Sinatra og Rat Pack-æraens croonere, hvilket kulminerede med swing-albummet i 2001, hvor han i smoking tog arven op efter sine helte. Han har siden hen vist, at han lige så ubesværet kan indtage rollen som charmerende crooner, som han kan være en energisk rock/pop-frontmand. Den alsidighed har gjort, at publikum på tværs af generationer og smag har kunnet finde noget at holde af hos Robbie Williams – han kan synge ørehængende pophymner for de unge, levere følsomme ballader elsket af bedstemødre, og endda optræde med bigband-swing, der tiltaler et modent publikum.
En rød tråd i Williams’ kunstneriske udvikling er, at han ofte blander det underholdende med det personlige. Under den selvsikre scenepersona gemmer sig en artist, der ikke er bange for at blotte sin sårbarhed i sine tekster. Faktisk har kritikere påpeget, at nogle af hans største hits som “Feel” og “Come Undone” nærmest er melodiske selvhadssange – fængende pop, der dog i bund og grund fungerer som en offentlig udstilling af dybt private kvaler. Han har gennem karrieren penduleret mellem udadvendt, kæk entertainer og introspektiv singer-songwriter. Det giver hans sangkatalog en spændvidde fra selvironiske uptempo-numre som “Let Me Entertain You” til hudløst ærlige ballader som “Angels”. Netop “Angels” er blevet hans signatursang – en følelsesladet hymne, som ved sin udgivelse rørte et bredt publikum og senere blev kåret af briterne som den bedste sang i 25 år ved Brit Awards 2005. Williams’ kunstneriske mod har også ført ham ned ad utraditionelle veje; da han i 2006 kastede sig ud i elektronisk pop og rap på Rudebox, var det en dristig fornyelse af hans lyd, om end resultatet splittede lytterne og kritikerne. At tage chancer er blevet et varemærke for ham – fra genreforskydninger til konceptuelle sceneindslag (som da han i musikvideoen til “Rock DJ” provokerede ved gradvist at “strippe” sig selv ned til knoglerne). Over årene har Williams bevist, at han som kunstner nægter at stå stille og hellere vil eksperimentere end at køre i tomgang.
Offentligt image og berømmelsens pris
Robbie Williams har altid haft en evne til at tiltrække opmærksomhed – både på godt og ondt. Som ung Take That-stjerne blev han pressens kæledægge, den charmerende drengerøv med glimt i øjet. Men i takt med solokarrieren voksede også en mere kompleks offentlig persona frem. Williams har selv erkendt, at han på én gang higede efter rampelyset og hadede det – han “søgte opmærksomhed lige så meget, som han gjorde oprør mod den”. I Storbritannien, hvor kendiskulturen og tabloidpressen er nådesløs, befandt han sig ofte i orkanens øje. Hans forhold til medierne udviklede sig til et giftigt spil katten-efter-musen. Paparazzi fotografer jagtede ham i hobetal – nogle gange op mod 300 ad gangen – i busser og endda helikoptere. Han kunne dårligt træde ud fra sit hjem uden at blive forfulgt. Et eksempel på pressens indstilling var da The Sun døbte ham “Stroppy Williams” (på tværs med alle) på forsiden; Robbie ringede personligt til avisen i raseri over overskriften. Uanset hvad han foretog sig, stod sensationsjournalister klar til at vride en historie ud af det.
Denne ekstreme bevågenhed havde en høj pris. Williams har beskrevet, hvordan “hver dag kunne jeg læse på tryk, hvilken afskyelig person jeg var”. De britiske tabloider opbyggede ham som folkehelt for derefter at more sig med at rive ham ned igen. Selv når han opnåede triumfer, kunne pressen vende det imod ham: Da han udgav “Angels” – en sang som næsten alle elskede – fnøs nogle kritikere af den som for mainstream og “crowdpleaser”. Og da han senere forsøgte sig med noget nyt og personligt med Rudebox, blev han latterliggjort for det. Ifølge Williams selv endte enhver forsøg på at tækkes pressen eller lege med på deres præmisser i fiasko. Han konkluderede frustreret: “Ligegyldigt hvad jeg gør, hvad jeg skriver, hvordan jeg synger det, eller hvad jeg siger – i mit hjemland vil pressen hade mig”. I perioder lignede han et jaget dyr, fanget i et evigt spotlys af negativitet.
Medierne gik ofte langt over stregen. Tabloidaviserne slog ham i hartkorn med skandaler og udstillede hans fejltrin uden nåde. Hans perioder med stofmisbrug og alkohol blev ikke behandlet med forståelse, men gjort til kulørte overskrifter – “Robbies vilde druk- og dopingtur” – som om det hele blot var del af en underholdende føljeton. Williams har bittert påpeget, at “tabloiderne begår indbrud i dit liv og spørger dig ugen efter, hvordan det føles” – de skaber kriserne og lader som om, de sympatiserer. Hans humor blev også tit misforstået med vilje: En spøg på scenen kunne næste dag forvandles til en chokerende historie om at han var “gået fra forstanden”. Et konkret eksempel er fra nytårsaften 2016, hvor Robbie for sjov brugte håndsprit efter at have high-fivet publikum. Det var en tilbagevendende gimmick i årevis “fordi folk griner” ifølge ham – men tabloiderne fik det vinklet til overskrifter om, at “Robbie Williams hader sit publikum”. Sådanne fordrejninger gjorde det umuligt for Williams at styre sit image.
Den vedvarende negative presse satte dybe spor i Robbies mentale helbred og selvværd. Han udviklede en kynisk indstilling til britisk presse og flyttede som nævnt til USA i en årrække for at få fred. Interessant nok skete alt dette i en periode (90’erne og 00’erne), hvor flere popstjerner knækkede under lignende pres – fra Britney Spears til Amy Winehouse. I dag bliver den tids tabloidhad ofte fremhævet som afskrækkende eksempel. Williams’ tilfælde illustrerer, hvor grænsesøgende datidens kendisjournalistik var, og rejser spørgsmålet: Hvor meget skal et menneske tåle for vores underholdning?. Robbie Williams lærte på den hårde måde, at berømmelse kan være et tveægget sværd – den skaffede ham rigdom og fans i millioner, men også en vedvarende offentlig dissekering af selv de mest private aspekter af hans liv.
Personlige kampe, psykisk helbred og familieliv
Bag overskrifterne om fester og skandaler gemmer der sig en mand, som i lange perioder har kæmpet med alvorlige personlige udfordringer. Williams har åbent fortalt om sine mentale helbredsproblemer: han har lidt af depression, angst og periodisk agorafobi (angst for åbne/offentlige steder), og hans selvværd har ikke altid kunnet følge med berømmelsen. Allerede mens han var i Take That, oplevede Robbie mørke tanker – han faldt i en depression mod slutningen af sin tid i bandet og begyndte at dulme smerten med stoffer. Hans ven Elton John greb ind og fik ham indskrevet på en afvænningsklinik midt i 90’erne, da han så hvor galt det stod til. Det skulle blive den første af flere omgange, hvor Williams måtte i behandling. Siden har han offentligt erkendt sine afhængigheder: alkoholisme og stofmisbrug (herunder kokain og receptpligtig medicin) har været tilbagevendende dæmoner, som han har måttet bekæmpe. Et opsigtsvækkende eksempel kom i 2007, hvor han på sin 33-års fødselsdag meldte sig selv i rehab for sit overforbrug af piller – et øjebliksbillede på at selv midt i verdenssuccesen var hans indre kamp livslang.
Williams’ vægt og kropsbillede har også været en kilde til usikkerhed. Han har svinget i vægt gennem karrieren og lidt af perioder med overspisning efterfulgt af ekstreme slankekure. I et nyere interview afslørede han endda, at han pga. en ensidig diæt udviklede skørbug – en sygdom fra gamle dage – hvilket han brugte som en humoristisk påmindelse om, hvor langt ude i tovene han har været fysisk og mentalt. Hans kropslige usikkerhed hænger tæt sammen med psykiske udfordringer som angst og dysforisk kropsopfattelse, som han også har talt om. Kort sagt: livet som international popstjerne har ikke været noget glansbillede bag kulisserne, og Williams har vist stor sårbarhed ved at dele disse personlige kampe offentligt for at aftabuisere dem.
Trods alt mørket fandt Robbie også lys i sit private liv. Efter år med omtumlede kærlighedsaffærer – i 90’erne daterede han bl.a. to Spice Girls, Melanie C og Geri Halliwell, i korte forløb, og han havde et stormfuldt forhold til All Saints-sangerinden Nicole Appleton – mødte han i midten af 00’erne sit livs kærlighed. Amerikanske skuespiller Ayda Field trådte ind i hans liv i 2006, netop som Robbie var ved at genvinde fodfæstet efter en svær periode. Ayda delte hans skæve humor og fulgte ham sågar på UFO-jagt (Williams har en kendt fascination af det paranormale), hvilket indikerede et forhold baseret på både leg og dyb forståelse. Parret blev gift i august 2010 ved en ceremoni i Robbies hjem i Beverly Hills. Siden da er Robbie Williams blevet far til fire børn – to døtre (Theodora og Colette) og to sønner (Charlton og Beau) født mellem 2012 og 2020. Faderrollen og familielivet har givet ham en stabil base, som står i skarp kontrast til fortidens vilde popstjerneliv. Han har udtalt, at rollen som ægtemand og far har ændret hans, prioriterer fundamentalt. I dag identificerer Williams sig lige så meget som familiefar som rockstjerne, og han gør en indsats for at beskytte sine børn mod den mediestorm, han selv voksede op i. I den nylige Netflix-dokumentar om hans liv ser man en mand, der mod slutningen fremstår “helet og lykkelig” – om end stadig for traumatiseret til for alvor at flytte tilbage til Storbritannien – i rollen som hengiven ægtefælle og far. Det er et billede af Robbie Williams, der efter årtiers turbulens endelig har fundet en form for balance i privatlivet.
Nuværende projekter og status
Når man runder 50 år og har været i rampelyset siden teenageårene, er det naturligt at kaste et tilbageblik – og det er præcis, hvad Robbie Williams har gjort på det seneste. I 2023 lagde han sidste hånd på en stor dokumentarserie for Netflix, hvor han med en blanding af humor og hudløs ærlighed så tilbage på sin karriere og de omkostninger, berømmelsen har haft. Heraf kom der nye erkendelser frem i lyset, som gav både ham selv og publikum stof til eftertanke om livet som superstjerne i 90’erne og 00’erne. Endnu større opmærksomhed fik spillefilmen Better Man, en biografisk dramamusical om Williams’ liv, instrueret af Michael Gracey (kendt fra The Greatest Showman). Better Man havde premiere i 2024 og er et af de mere utraditionelle biopics – blandt andet portrætteres Williams i visse scener metaforisk af en animeret chimpanse, hvilket vakte opsigt. Filmen modtog ros på filmfestivaler i bl.a. Telluride og Toronto for sin kreative fortællestil og fik hele 16 nomineringer ved Australiens AACTA Awards, hvor den vandt ni priser. Kommercielt klarede Better Man sig dog blandet: Den blev en mindre fiasko ved billetlugerne, især i USA hvor Robbie Williams’ navn fortsat ikke vækker genklang hos den brede befolkning. Ikke desto mindre har projektet værdi for Robbie selv – filmen gav ham mulighed for at fortælle sin historie på sine egne præmisser, og for fans er den et nostalgisk gensyn med musikken og myterne om ham. Samtidig udgav Williams et soundtrack-album til Better Man, hvoraf sangen “Forbidden Road” endda blev nomineret til en Golden Globe for bedste originalsang.
Musikken fylder stadig meget i Williams’ liv. I 2022 fejrede han 25-året for sin solokarriere med jubilæumsalbummet XXV og en omfattende turné, hvor han genså sine største hits med fornyet energi. Og der er mere på vej: I 2025 annoncerede Robbie sit næste studiealbum med den sigende titel Britpop – en hyldest til de britiske rødder i hans lyd. Første single “Rocket” gæstede selveste Tony Iommi fra Black Sabbath, hvilket lover en spændende blanding af Williams’ popmelodier og britisk rockarv. Ved siden af musikken har han også kastet sig ud i nye kreative eventyr. Senest debuterede han som billedkunstner med en kunstudstilling i London i 2025, hvor han præsenterede personlige kunstværker med tekster og motiver fra sit liv. Anmelderne var ikke udelt begejstrede – The Guardian kvitterede med en enkelt stjerne og kaldte hans værker “tonedøve selvhjælps-floskler og meningsløse affirmationer” – men for Williams selv handlede det om at udforske endnu en side af sin kreativitet. Han har også eksperimenteret på musikscenen ved at starte den elektroniske gruppe Lufthaus sammen med et par producervenner, hvilket resulterede i et EDM-album i 2023 og markerede endnu en overraskende drejning i hans karriere. Alt dette vidner om, at Robbie Williams anno 2025 er en kunstner, der nægter at blive sat i bås eller hvile på laurbærrene. Han balancerer i dag mellem at forvalte sin gigantiske pop-arv og samtidig stadig udfordre sig selv – om det så er som sanger, sangskriver, entertainer eller kunstmaler.
Betydning og eftermæle i popkulturen
Robbie Williams’ betydning for britisk (og til dels international) popkultur kan næppe overvurderes. I hjemlandet UK betragtes han som en af sin generations største entertainere – en popikon der formåede at bryde ud af boyband-formatet og etablere sig som folkeeje. Han er i dag en af de bedst sælgende britiske solokunstnere nogensinde, med anslået 75 millioner solgte plader på verdensplan. Denne kommercielle succes placerer ham i det eksklusive selskab af de mest populære musikkunstnere gennem tiderne. I Storbritannien har Williams høstet rekordmange priser: 18 Brit Awards står det i alt til, hvilket er flest af alle – herunder er han fire gange kåret som “Bedste britiske mandlige artist”, har modtaget prisen for Outstanding Contribution to Music to gange, og endda en særlig Icon Award for sin varige indflydelse på britisk kultur. I 2004 blev han optaget i UK Music Hall of Fame efter at blive stemt ind som “1990’ernes største kunstner”. Disse hædersbevisninger vidner om, at Williams ikke blot havde kommerciel gennemslagskraft, men også satte et kulturelt aftryk. Hans sange – især balladen “Angels” – er blevet folkeeje i en grad, så de i dag regnes blandt moderne klassikere (bl.a. blev “Angels” kåret som briternes foretrukne begravelsessang i en afstemning, et kuriøst tegn på dens folkelige status).
Internationalt er Robbie Williams’ eftermæle mere nuanceret. I Europa, Asien og Latinamerika nød han superstjernestatus gennem 2000’erne, hvor han fyldte stadioner og toppede hitlister i land efter land. Hans karisma og sangskat gav genlyd langt ud over de engelske grænser – eksempelvis havde “Angels” stort gennembrud i store dele af Europa og Latinamerika. Omvendt forblev USA et næsten uindtaget territorium for ham; trods enkelte forsøg slog han aldrig an i det amerikanske mainstream-marked, hvilket ofte fremhæves som en kuriositet i hans karriere. På den måde blev Robbie Williams et især europæisk ikon – en pop entertainer i arven fra Beatles og Queen snarere end en global chartdominator som nogle af hans samtidige. Alligevel har han inspireret mange yngre artister verden over. Et medlem af One Direction, Louis Tomlinson, har f.eks. erklæret sig som stor fan af Williams og peget på ham som en tidlig inspiration. Robbie viste nemlig vejen for, at et boyband-medlem kunne vokse og genopfinde sig selv som respekteret soloartist, længe før nyere navne forsøgte det samme. Man kan se spor af Robbies blanding af humor, hudløshed og showmanship i den næste generation af popstjerner, der også forsøger at kombinere det personlige med det storslåede.
Ud over musikken har Williams også sat aftryk via sit engagement uden for scenen. Han har brugt sin platform til velgørenhed – blandt andet grundlagde han i 2000’erne fonden Give It Sum i sin hjemby Stoke-on-Trent for at støtte lokalsamfundet. Mest kendt er nok det tilbagevendende initiativ Soccer Aid, som Robbie var med til at starte i 2006: En velgørenhedsfodboldkamp hvor berømtheder og fodboldlegender spiller til fordel for UNICEF. Soccer Aid er blevet en kæmpesucces, afholdes hvert andet år og har indsamlet store millionbeløb til velgørende formål – et eftermæle som Williams med rette kan være stolt af ved siden af musikken.
Ser man på Robbie Williams’ livsbane under ét, fremstår han som en kompleks, men enestående figur i pophistorien. Fra teenageidollets uskyld, over rockstjernens udskejelser, til den reflekterede familiefar – han har gennemlevet popkulturens ultimative cirkel. Hans historie rummer det hele: den meteoriske opstigning, nedturene og dæmonerne, comeback’ene og forløsningen. Populærkulturen vil huske Robbie Williams ikke kun for hans ørehængere og rekordkoncerter, men også som et ikon på både berømmelsens ekstase og dens omkostninger. I en kommentar til hans seneste dokumentar sagde en anmelder, at det er let at forestille sig en tragisk slutning på Williams’ fortælling – så meget storm har han trodset – men at det lykkeligvis ender optimistisk. Heri ligger måske hans største bedrift: at han, trods alt, stadig står. Robbie Williams’ eftermæle er en arv af musikalsk glæde og fællesskab (fra fodboldstadions der synger “Angels” i kor) blandet med en lektie om, hvor barsk livet i rampelyset kan være. Den kombination gør ham til en af popkulturens mest fascinerende skikkelser i nyere tid – et ikon, der stadig underholder, forarger, rører og reflekterer, og som vil blive husket længe efter, at de sidste konfettistumper har lagt sig. Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes