Pitbull

Foto: Jan Palle

Udgivet: d. 28 juni 2025. Kl.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Pitbull i Royal Arena – en bald cap-beklædt kæmpefest uden skyggen af skam


Allerede inden Mr. Worldwide selv gik på scenen, kunne man mærke det: Der var noget i luften. Ikke bare sved og forventning, men en slags uforbeholden kollektiv overgivelse til fest, kitsch og global popkultur. Rundt omkring i salen sad eller stod mænd og kvinder – unge og midaldrende – iført blanke bald caps, sorte solbriller og brede grin. De havde ikke bare betalt for en koncert; de var klar til at være en del af showet. Og med ca.15.000 mennesker i Royal Arena, var festen både fysisk overvældende og kulturelt fascinerende.


Fra Miami til København – og tilbage igen

Når Pitbull – også kendt som Armando Christian Pérez – entrerede scenen omkring kl. 21.15, blev hele arenaen transformeret til en klub i Miami, komplet med neonfarver, konfettikanoner og en lydmur af beats, man ikke bare hørte, men mærkede i brystet. Publikum kvitterede med et jubelbrøl, der fik taget til at løfte sig, og herfra var der ikke nogen vej tilbage. Det her var ikke en koncert, hvor man stod med armene over kors og bedømte vokale kvaliteter – det var en tordnende, taktfast dansende hyldest til feel-good-energi og globalt pophitmakeri.


En hitparade uden pusterum

Pitbull leverede ét langt sæt uden rigtige pauser – og uden meget snak – men med et bombardement af hits: Don’t Stop the Party, Hotel Room Service, International Love, Give Me Everything og Timber (ja, Ke$ha var der ikke, men publikum sang hendes del så højt, at man næsten glemte det). Hver sang blev modtaget som et nationalsang-agtigt klimaks. Folk hoppede, råbte og kastede hænderne op i luften med en dedikation, man ellers kun ser til fodboldkampe eller under Pride.

Men det mest interessante – og anderledes – ved koncerten var ikke setlisten (der var forventelig og effektiv), men den næsten religiøse hengivelse, som publikum havde til hele Pitbull-universet. For det her handler ikke bare om musik. Det handler om identitet. Om at turde være med i noget, der i sin essens er larmende, lummert og storsmilende.


Pitbull som ikon – ironisk og ægte på samme tid

Det er let at gøre grin med Pitbull. Han rapper i punchlines, hans omkvæd lyder som reklameslogans, og hans image er... ja, glat. Men der er noget dybt sympatisk over, hvordan han ejer sin karakter. Han ER Mr. Worldwide. Han ER manden i jakkesæt, solbriller og skaldet selvtillid. Og han ved det. Når han peger ud i salen og råber “From Miami to Copenhagen – let’s gooo!”, så er det både teatralsk og ægte. Og publikum elsker ham for det. Ikke på trods af det, men på grund af det.


Sceneshowet – et pulserende pastiche-paradis

Scenen var bygget op som en slags futuristisk latinamerikansk by med LED-skærme, dansere i høje hæle og showmanship uden hæmninger. Det mindede lidt om at være fanget i en reggaeton-musikvideo på speed – på den gode måde. Alt var overdrevet: dansen, lyset, musikken, udtrykket. Og netop derfor fungerede det.

Det var så meget, at man til sidst glemte, hvor ironien sluttede, og festen begyndte. Og det er måske Pitbulls største kunst: Han får folk til at give slip på alle deres forbehold og bare... give sig hen.


En fest uden skam

Hvor mange koncerter i Royal Arena handler om autenticitet, kunstnerisk dybde og personlige sange, så handler Pitbulls koncert om det modsatte: At være overfladisk og stolt af det. At danse til noget, man godt ved er lidt fjollet. At grine og feste med fremmede, mens man sveder i en plastisk bald cap og skråler med på en sang, man kun kender 70 % af teksten til. Det var, med andre ord, et frirum.


En triumf i tempo og tomme kalorier – som alle elskede

Pitbulls koncert i Royal Arena d. 27. juni 2025 var ikke en koncert. Det var et socialt fænomen forklædt som klubfest. Det var et sted, hvor ingen var for cool, og alle måtte være med. Det var storslået, fjollet, voldsomt – og ret genialt.

Og da konfettien dalede over de sidste toner af Fireball, og Pitbull sagde sit karakteristiske “Dale!”, var der ingen tvivl: Alle, både dem i bald caps og dem uden, gik derfra en lille smule gladere og en hel del mere svedige, end de kom.  (5 ud af 6 stjerner – og et ekstra point for selvironiens kraft)   Af: Emilie Jakobsen

Foto: Jan Palle