Keld & Hilda

En Hyldestkoncert

Foto: Rasmus B.S. Hansen

Udgivet: d. 20 juni 2025. Kl.08.02

En sang for livet – Farvel til Keld & Hilda i en varm, vemodig og vild hyldestkoncert i Tivoli

De synger ganske vist “på sidste vers”, som Annette Heick formulerede det med et glimt i øjet og et sug i stemmen, men hvilken finale det blev. “Hyldestkoncert til Keld & Hilda” i Tivoli blev alt det, en afsked bør være: højlydt, hjertelig, historisk. Et punktum med stjernestøv. Et farvel med fællessang. Og en koncert, der stod og blinkede mellem nostalgi og nærvær – som et kærligt postkort fra et stykke dansk musikhistorie, der nu pakker mikrofonerne sammen for sidste gang.

“Vi skal gå hånd i hånd” – og det gjorde vi

Da de allersidste toner af “Vi skal gå hånd i hånd” løftede sig fra Plænen i Tivoli og blev sunget i kor af både Keld, Hilda, Birthe Kjær, Annette Heick, Kirsten & Søren – og tusinder af stående publikummer – var der ikke mange tørre øjenkroge. Der blev klappet, grinet og grædt i en særlig slags glæde: den, der ved, at noget smukt nu er forbi. En æra. Et ægtepar. Et soundtrack til generationers lørdage og søndage.

Keld Heick – manden med over 1000 sange, flest til Birthe Kjær – stod med en ro og en vemodig varme, der kun kommer af at vide, at man har givet det hele. “Det er meget vemodigt,” sagde han fra scenen, og et øjeblik var der stille. Ikke pinligt stille. Højtideligt stille. Som når et kirkekor sænker stemmen og lytter til ekkoet af noget stort.

Et sangkatalog større end Tivolis koncertsal

Det var en perlerække af hits, klassikere og genkendelighed, der væltede ud over publikum. “Jeg ringer på fredag” fik folk til at danse, grine og finde tilbage til ungdommens sommerfester. “Sådan er det” fik hele Tivoli til at klappe taktfast – ikke fordi nogen bad dem om det, men fordi den rytme bor i kroppen på os alle.

Og så var der sange, der kræver mobillys. “Vi maler byen rød” – en platinvinder og et uofficielt nationalklenodie – blev fremført af Birthe Kjær med Annette Heick ved sin side, og det føltes som en fejring af alt det farverige, fandenivoldske og festlige, som Keld & Hilda har repræsenteret. Lyset fra mobilerne blev til stjerner i Tivolis trækroner.

Fra Chuck Berry til Grand Prix-guld

Det var ikke kun Danmark, der blev malet. Hele Skandinavien var med. Annette og Birthe kastede sig ud i “La det swinge” – og det gjorde det. Lyden bar minderne på skuldrene, som var det en karrusel i fuld fart.

Der var også plads til de helt gamle minder: Keld & The Donkeys’ “Do You Speak English?” fra 1976, og naturligvis “Under stjernerne på himlen”, som Tommy Seebach skrev, og Keld førte til sejr i 1993. Her løftede hænderne sig, som om alle ville røre ved melodien. Tivoli blev ét stort “ja” til musikken.

Gamle venner, nye øjeblikke

Midt i det hele sprang Kirsten & Søren op på scenen. Som en musikalsk “hvor blev tiden af?” -bølge kom de med “Det’ lige det jeg går og venter på” – og ventetiden var det værd. Søren fortalte, at han i 12 år har boet i Italien, hvor han har studie, som Keld og Hilda jævnligt har besøgt. “Sku’ du spørg’ fra nogen?” fik stort bifald – måske den sang, flest gennem livet har kommenteret på.

Der var plads til anekdoter: Om "du skælder mig hele tiden ud", som en ung Annette sang kor på, fordi hendes far sagde, det “bare var en demo”. Og om ægteskabet, der blev indgået i 1968 – og nu kulminerer i en sidste fælles scene. Det blev ikke sentimentalt. Det blev menneskeligt.

Det sidste vers – men ikke det sidste ekko

Det var ikke bare en hyldestkoncert. Det var en kærlighedserklæring – fra os til dem og fra dem til os. Et farvel, men ikke et farvel til musikken. Keld og Hilda har bygget noget op, der fortsætter med at spille, hver gang nogen klapper i takt, synger med eller fløjter en melodi på vej til bussen.

De har givet os danskhed med dansesko på. De har givet os sange, vi kunne mærke os selv i. Og i Tivoli den aften var det tydeligt: Når nogen har givet så meget, så holder de aldrig helt op. De toner bare ud, stille, med værdighed – mens vi synger med.

Et musikalsk testamentet. En aften, der bliver stående i sang og sjæl. Tak for tonerne, Keld & Hilda.  Af: Eva Yde

Keld og Hilda –

Et kærlighedsepos i dansk toneart

Fra hitliste til hjertekammer

Det er de færreste, der både kan sige, at de har toppet hitlister, været quizværter på tv, deltaget i Melodi Grand Prix – og stadig holder i hånd i en moden alder. Keld og Hilda Heick kan. For dem er musik ikke bare et arbejde. Det er et liv. Et liv levet sammen. Med toner, turnéer – og tandbørsten i samme glas siden 1968.

Deres navne lyder næsten som en børneremse: Keld og Hilda. Men under den letgenkendelige par-identitet gemmer sig en livsrejse fyldt med små revolutioner, store grin og en ukuelig vilje til at forblive relevante. De har både sunget til kongelige og til andelslandsbyer, og de har i årevis stået for noget, der sjældent hyldes nok: nemlig det folkelige uden at være dumt, det lune uden at være uldent og det romantiske uden at blive rosenrødt.

Lille Keld og den store sang

Keld Heick blev født i 1946 og voksede op i et arbejderhjem i København. Allerede som teenager stiftede han bandet The Donkeys, som hurtigt fik succes – ikke mindst med nummeret Ved landsbyens gadekær, der i 1966 blev et af årets store hits. På scenen stod en ung mand med sideskilning, guitar og charme. Og ude i kulissen stod Hilda.

De mødte hinanden som unge, og deres kærlighed blev hurtigt lige så harmonisk som deres sangstemmer. Hilda var oprindeligt kosmetolog, men blev hurtigt en uundværlig del af Kelds musikalske univers. I begyndelsen stod hun i baggrunden – men det ændrede sig hurtigt.

Fra baggrundssanger til forsideheltinde

I 1976 optrådte parret for første gang officielt som Keld og Hilda – og deres stemmer smeltede sammen, som om de var født til netop det. Sange som ”Do You Speak English? ”,  ”Jeg ringer på fredag” og ”Jeg har forelsket mig i en fremmed”  blev evergreens. Deres stil var en blanding af dansktop, pop og hyggelig schlager – men altid med en kerne af oprigtighed.

Det, der gjorde (og gør) Keld og Hilda særlige, er ikke kun deres musik. Det er deres evne til at være sig selv – både på scenen og i sofaen. Deres fremtoning er altid uhøjtidelig, men aldrig plat. De har stået på scener, hvor andre ville have sagt “nej tak” – i forsamlingshuse, til havnefester, på plejehjem og i kongelige gemakker. For dem er intet publikum for småt, og ingen lejlighed for stor.

Det skjulte kapitel i dansk musikhistorie

Hvis man nævner Melodi Grand Prix, kan man ikke undgå at nævne Keld Heick. Ikke bare som deltager, men som manden bag mere end 30 sange i konkurrencen – heraf 9 danske vinderbidrag, bl.a. Disco Tango (1979), Krøller eller ej (1981) og Det’ lige det (1984).

Kelds sans for det iørefaldende omkvæd og de små romantiske fortællinger gjorde ham til Grand Prix-kongen af Danmark. Og selvom visse kulturkritikere fnyste af dansktoppens tilstedeværelse i konkurrencen, kunne man ikke benægte, at danskerne elskede det. Det var netop dér, Keld og Hilda ramte noget særligt: folkesjælen.

Keld var desuden fast Grand Prix-vært på DR i en årrække og sad i juryer og udvalg. Han var (og er) en bærende del af den danske Grand Prix-kultur. Uden Keld – intet “skål og velkommen til Melodi Grand Prix!”.

Et ægtepar med flere stemmer

Udover deres eget musikalske parløb har Keld og Hilda arbejdet med stort set alt, der kunne synge på dansk jord: Tommy Seebach, Dario Campeotto, Birthe Kjær, Gustav Winckler og mange flere.

Men det mest bemærkelsesværdige samarbejde har nok været med deres egen datter, Annette Heick – i dag kendt som tv-vært, musicalstjerne og sangerinde. Familien Heick er næsten som en slags dansk musikalsk kongefamilie – dog uden krone, men med kærlighed og kontrakt til hverdagens scener.

Annette har i interviews kaldt sin barndom “musikaliseret” – fyldt med prøver, koncerter og musik på båndoptageren. Men også med varme og opbakning. Hilda og Keld har aldrig forlangt, at hun skulle vælge det kunstneriske – men hun kunne næppe lade være.

Hygge som brand og ægteskab som livsprojekt

Keld og Hilda er ikke kun kendt for musikken. Deres image har været nøglen til deres popularitet. I et medielandskab fyldt med glitrede kendisser og hurtige likes, har Keld og Hilda stået for det stabile, det søde og det hyggelige. Deres kærlighed til hinanden har altid været tydelig – men aldrig kvalm. Deres humor er underspillet. Og deres image har nærmest været danskhed destilleret: tryghed, grin og hjemmelavede frikadeller.

På trods af dette (eller måske netop derfor) har de også været udsat for karikaturer og latterliggørelse – særligt i 1990’erne, hvor dansktoppen havde lav kulturkapital. Men Keld og Hilda tog det hele med et smil – og blev ved. I dag er de næsten blevet cool igen – netop fordi de aldrig forsøgte at være det.

TV og folkelig fastforankring

Keld og Hilda har været på tv siden 70’erne – først som deltagere, siden som værter og gæster i stort set alt fra Hit med sangen til Hvem vil være millionær? og Vild med dans.

Keld havde i 1980’erne og 90’erne et fast program på DK4 og lokal-tv, hvor han interviewede dansktopkollegaer og lod musikken flyde. De var også kendt for deres medvirken i reklamer og julekalendere – altid med et glimt i øjet.

De var i flere år næsten fast inventar i Dansk Melodi Grand Prix – som gæster, historiefortællere eller nostalgiske ikoner.

Arv, eftermæle og fremtid

Keld og Hilda er i dag i 70’erne – men de optræder stadig, holder foredrag, synger duet på små scener og drikker kaffe med fans bagefter. Deres shows handler ikke længere kun om sang – men om livshistorie, kærlighed og minder. De fortæller anekdoter, synger evergreens, og minder os om, at alder ikke er en hindring for begejstring.

De har udgivet bøger sammen – både biografiske værker og kogebøger – og Hilda har i interviews fortalt, at det vigtigste i livet har været “at blive gamle sammen og stadig elske hinanden”.

I en tid, hvor det meste er flygtigt, og hvor parforhold opgives ved første konflikt, står Keld og Hilda som en slags kærlighedens institution. De er ikke perfekte – men de er ægte. Og det er måske deres største hit.

En nation af fællessang og fællesskab

Keld og Hilda har aldrig været moderne i gængs forstand. De har aldrig været avantgarde, aldrig revolutioneret lydlandskabet – men de har revolutioneret noget andet: nemlig måden, vi ser på det folkelige.

De har vist, at det ikke er forkert at elske noget, der er enkelt. At man godt må synge med på Jeg ringer på fredag, selvom man læser Nietzsche. At man kan være dannet og stadig danse til Krøller eller ej. Og at ægte kærlighed – både mellem to mennesker og mellem musik og publikum – er den største luksus i verden.

Keld og Hilda er ikke bare et musikalsk fænomen. De er en påmindelse om, at tryghed, varme og grin kan være lige så vigtige som guitarer, beats og stil. De er lyden af Danmark, når vi synger med. Og så længe de står på scenen, bliver vi mindet om, at kærligheden – i musik og ægteskab – kan vare ved.  Af: Eva Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes