Julie Ellinor

Foto: Rasmus B.S. Hansen

Udgivet: d. 2 juli 2025. Kl. 07.10.

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Julie Ellinor i Orangeriet – en solbeskinnet symfoni af ærlighed og indiepoesi

Det var den første dag i juli. Solen hang dovent og gyldent over Tivoli, som om den selv havde besluttet at sætte stemningen for aftenen. Inde i det grønne, intime og atmosfæriske Orangeri, hvor blomsterduft møder blød sommervind, stod Julie Ellinor og ventede med sin guitar i hånden og en stille alvor i blikket. En ny måned begyndte – og det gjorde en helt særlig koncertoplevelse også. En stemme, der rammer – og bliver siddende. Julie Ellinor har noget, man ikke kan lære sig til: en stemme, der river og aer på samme tid. Den er ikke bare karakteristisk – den er ærlig. Den bærer sårbarhed, styrke og små bitte glimt af noget sjældent. På én gang poppet og poetisk, catchy og knugende. Og når hun synger, føles det ikke som om hun prøver at overbevise nogen – det føles som om hun blot åbner døren til sit hjerte og lader os træde indenfor. Musikken var som en varm vind mod kinden. Aftenens sæt var båret af et lydunivers, der smøg sig om publikum som et tæppe vævet af støvede synthesizers og luftige guitarflader. Det var drømmende, men ikke flyvsk – solidt forankret i hendes stærke sangskrivning. Hver sang blev præsenteret med små fortællinger, indsigter og nærvær, som gjorde musikken levende – ikke bare i øret, men i kroppen. Bandet, som Julie havde med sig, fortjener sin egen linje af ros. De spillede præcist, men aldrig klinisk – og gav hver sang mulighed for at ånde. Trommerne var afdæmpede, men beslutsomme, og guitarerne svævede med lige dele melankoli og lys. Der blev skabt et rum, hvor både store følelser og små øjeblikke kunne få plads. Publikum var med – og mere end det. Man kunne mærke, at publikum ikke bare var til stede – de var til stede med Julie. Der blev nikket stille, øjne blev lukket, hænder vuggede i takt. Det var ikke en koncert, hvor der blev hoppet og skreget – det var en koncert, hvor man lyttede, mærkede og smilede. Eller stadig gør. Sol, sange og sammenhængskraft. Det hele blev kun smukkere af, at solen stadig skinnede, da koncerten nærmede sig sin afslutning. Den gyldne time var ikke kun noget, fotografer taler om – det var også et perfekt bagtæppe til Julies sidste numre, som blev modtaget med varme klapsalver og et par stille ”woohoo” fra bagerste række.

Julie Ellinor beviste denne aften, at hun ikke blot er en sanger og sangskriver, men en formidler af noget dybere. Hun bærer en ægthed, der ikke kræver store armbevægelser. Hun har allerede et udtryk, der er sit helt eget – og alligevel har man fornemmelsen af, at hun kun lige er begyndt.

Julie Ellinor i Orangeriet var som en god sommerdrøm: duften af blomster, varme i luften, og en stemme, der taler lige ind i hjertet. En koncert, der efterlader én gladere, blødere – og måske lidt mere håbefuld. Tak for det, Julie. Og kom snart igen. 

Af: Jane Sørensen

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes