Exodus

Foto: Peter Bay Isak

Udgivet: d. 20 juni 2025. Kl. 09.55.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Thrash-legender i et for trangt bur

Pandæmonium-scenen viste sig desværre alt for snæver for Exodus’ monumentale tilstedeværelse. Bandets energi og riffs krævede plads, men kun et begrænset område var til rådighed. Det føltes som at trykke en bil ind i en garage - energien var der, men scenens begrænsninger satte en ramme, der ikke matchede musikkens størrelsesklasse.

Old school thrash i højt tempo

Allerede fra første takt blev der spillet klassikere som “Bonded by Blood”, “The Toxic Waltz” og “Strike of the Beast” - og publikum reagerede med masser af hovedrysten og opildnede circle-pits. De gamle ting fik nostalgien frem hos dem, der har fulgt bandet siden 80’erne, og de nyere numre fra Blood In, Blood Out som “Black 13” og titelnummeret gav en moderne tyngde til showet.

Meget energi, men lidt for rutineret

Exodus leverede med sikker hånd og troværdighed. Tom Hunting på trommer, Jack Gibson på bas og Lee Altus på guitar holdt niveauet stramt. Men der manglede lidt spontan gnist - vokalist Steve Souza fightede med frontmannens roller og gav en stabil performance, men sprang ikke fuldt ud ud af scenekanten. Bandets sammenspil var dog solidt og konsekvent, med rutinerede klassikere der gik rent ind hos det travle publikum.

Publikum var ellevilde - trods pladsen

Træerne voksede ikke ind i himlen denne dag, men det så ikke ud til at påvirke publikums iver. Der blev crowdsurfer, banget og råbt med på hver eneste sang - Pandæmonium blev omdannet til et tæt metalfort, og selvom scenen var lille, mistede gnisten ikke sit momentum.

Kraftfuld performance i forkert indpakning

Exodus viste, at de stadig kan bringe Bay Area-thrash til live med power og passion. Scenen holdt dem dog lidt tilbage - i Pandæmonium føltes det mere som en isoleret thrash-session end fuld festivalopvisning. Men når bandet trådte i karakter og sparkede ud med gamle hits og stærkt nyere materiale, blev det til en mindeværdig aften. Med større scenefaciliteter kunne det have været episk - men som det stod, var det stadig thrash i sin mest essentielle form.  Af. Peter Bay Isak

Exodus: Thrashens rå og vilde exodus – fra Bay Area-kælder til global anerkendelse

Der er noget fandenivoldsk, kompromisløst og skræmmende smukt over thrash metal, når det er bedst. Og få bands inkarnerer genrens sjæl så ægte og uforfalsket som Exodus– det amerikanske thrash metal-band, der siden slutningen af 70’erne har sparket døre ind i metalverdenen med brutal energi, knivskarpe riffs og en insisterende underdog-attitude.

Velkommen til en anderledes, lang og grundig tur ind i en af de mest undervurderede, men fundamentalt vigtige thrash-metal-eksplosioner nogensinde.

Fra garage til grind: Historien begynder i Bay Area

Det hele starter i 1979 i den støvede, rå og på én gang håbefulde og mørke undergrund af San Francisco Bay Area– den legendariske vugge for thrash metal. Her blev Exodusdannet af trommeslageren Tom Hunting, guitaristerne Tim Agnelloog Kirk Hammett, samt bassisten Carlton Melson. I begyndelsen havde bandet ingen decideret forsanger – det job tog Tom Hunting sig også af, samtidig med at han hamrede løs på trommerne. Det var DIY med både attitude og volumen.

Det er værd at bemærke, at Kirk Hammett, som senere blev superstjerne i Metallica, faktisk startede sin karriere i Exodus. Han dannede bandet med sine venner fra high school og spillede i bandet frem til 1983, hvor han blev rekrutteret af Metallica for at erstatte Dave Mustaine (der ironisk nok gik hen og dannede Megadeth, endnu en gigant på thrashens alter).

Gary Holt – riffmesteren med kultstatus

En af de vigtigste figurer i Exodus’ historie kom dog snigende ind fra kulissen: Gary Holt, der oprindeligt var roadiefor bandet. Han blev ven med Kirk Hammett og blev hurtigt anerkendt for sine evner på guitar. Da Hammett forlod Exodus, overtog Holt rollen – og ikke bare som guitarist, men som den musikalske arkitekt bag Exodus’ signaturlyd. Holt er i dag synonym med bandet og har været det kreative hjerte og uundværlige lederskikkelsei årtier – med undtagelse af en årrække, hvor han også spillede live for Slayer efter Jeff Hannemans død.

"Bonded by Blood" – kultklassikeren der ændrede alt (men kom for sent)

Exodus' første studiealbum "Bonded by Blood"blev indspillet i 1984, men først udgivet i 1985pga. problemer med pladeselskabet. Det blev et dobbelt-edged sword: på den ene side et mesterværk af kompromisløs, rå thrash, men på den anden side et album, der kom lidt for senttil at ride med på Metallica og Slayer-bølgen fra 1983-84.

Alligevel blev Bonded by Blooden kultklassiker, med den karismatiske Paul Baloffpå vokal – en vokalist, der ikke kunne synge i traditionel forstand, men råbte, skreg og spyttede ordene ud med en vildskab, som ingen andre.

Det var thrash i sin mest uregerlige og oprørske form. Det lød som om nogen havde kastet en håndgranat ind i et øvelokale og trykket “optag”.

En broget rejse – line-up kaos og uforløste muligheder

Exodus har aldrig haft en nem rejse. Bandet er blevet ramt af:

• Uendelige udskiftninger i line-uppet, især på vokal og trommer.

• Stofmisbrug, især i 80’erne og 90’erne.

• Mangel på kommerciel opbakning– i modsætning til deres thrash-kolleger fik Exodus aldrig MTV-tid eller store radiospilninger.

Fra Steve "Zetro" Souza, der har været af og på som vokalist i flere omgange, til Rob Dukes, der bragte en mere hardcore-agtig lyd til bandet i 00’erne, har Exodus kæmpet med identitet og kontinuitet. Men de har aldrig tabt energien.

Thrashens sande troværdighed

Mens bands som Metallica og Megadeth bevægede sig mod en mere poleret lyd i 90’erne, forblev Exodus tro mod thrashens idealer. Albummet Tempo of the Damnedfra 2004 markerede et stærkt comeback og viste, at bandet stadig kunne levere benknusende riffs og politisk ukorrekte tekstermed smag for vold, apokalypse og samfundskritik.

De senere albums som Exhibit B: The Human Condition(2010) og Blood In, Blood Out(2014) cementerede deres status som thrashens ærlige arbejdsmænd– bandet, der ikke havde brug for pyro, glitter eller stadionkoncerter for at være relevante.

Gary Holt og Slayer – en ny æra?

Da Gary Holt i 2011 begyndte at spille med Slayer, var det både en anerkendelse og en trussel for Exodus. Ville han forlade moderskibet for godt? Heldigvis ikke. Han balancerede begge bands i flere årog brugte endda sin Slayer-erfaring som brændstof for ny Exodus-musik. Holt har kaldt Slayer-perioden for “en ære”, men Exodus for “min sjæl”.

2020’erne – stadig vrede, stadig vitale

Seneste album Persona Non Grata(2021) er alt andet end pensionsmodent. Det er old school thrash med moderne produktion, lange numre, komplekse strukturer og en tekstlig vrede rettet mod både samfundets hykleri og den menneskelige dårskab.

Tom Hunting måtte i 2021 gennemgå behandling for kræft i maven, men bandet stod sammen og rejste sig igen– som de altid har gjort. Thrashens cockroach – du kan trampe på dem, men de rejser sig. Med dobbeltpedaler og blod i munden.

Hvorfor Exodus betyder noget

Exodus er ikke “det største” thrash-band. De er ikke rigest, ikke mest kendte, og ikke dem med flest hits. Men de er det band, de andre bands altid har respekteret. De var der før mange af de store navne. De har aldrig svigtet genren. De har aldrig solgt ud. Og de lyder stadig, som om de kunne vælte en lade med én akkord.

De er den rå, upolerede sandhed om thrash metal. Og hvis du nogensinde har headbanget til et riff og tænkt: “det her er ægte”, så skylder du Exodus en tak.

Afsluttende ord – eller måske bare starten

Exodus er ikke navnet på en afslutning. Det er en udvandring fra konformitet, fra overproduktion, fra tom rock uden nerve. Det er en march mod det ægte, det beskidte, det svedige og det oprigtige.

Så næste gang du sætter “Bonded by Blood” på, så husk: du lytter ikke bare til musik – du deltager i et oprør.

Skrevet af en fan, for fans – i fuld respekt for de sande mestre af riffets religion.  Af: Peter Bay isak

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes