Black Eyed Peas

Foto: Oliver Sperling

Udgivet: d. 28 juni 2025. Kl. 07.27.

★ ★ ★ ★ ★ ★

En Plæne i ekstase og mange mennesker i Boom Boom Pow-trance

Der er øjeblikke i livet, hvor man står midt i en kæmpe menneskemængde, der har popcorn i håret, en Mojito i hånden og tænker: “Er det her virkeligt? Eller er jeg bare fanget i en særlig voldsom dirty bit af et flashback til 2009?”

Fredag den 28. juni 2025 leverede Black Eyed Peas et show på Tivolis grønne Plæne, som rystede både rosenbede, Rutsjebanen og den indre rytmesans hos alt fra bedstemødre i lyserøde crocs til teenagere i TikTok-uniform. Publikum var en livlig blanding af alt fra festglade turister til danske børnefamilier, technohippier, fulde fodboldfædre og hardcore Peas-fans med will.i.am-solbriller og selvlysende sokker. En ægte mamacita-møder-cykelshorts-og-kaffepunch-stemning.

Started from the top, and stayed there

Klokken 22.00 ramte Black Eyed Peas scenen med et brag og åbnede med den passende sangtitel "Started". Plænen eksploderede i jubel, og det føltes, som om Tivolis lamper begyndte at blinke i takt med bassen. Derfra blev det kun vildere – og varmere. Folk svedte i kor, men ingen klagede. Man kaster ikke håndklædet i ringen, da "Boom Boom Pow" bankede gennem kroppen som en rytmisk defibrillator og virkelig god lyd...

Ritmo, Pump og menneskepuré

"Rock That Body" blev et regulært fælles aerobicnummer for de danseglade. Publikum gik fra picnic til pumping på cirka 8 sekunder, og "Ritmo" sendte hele menneskehavet i kollektiv hoftebølge, som om Zumba aldrig var gået af mode. Det var latino-vibes, autotune-kærlighed og solnedgang i ét.

"Mamacita" blev nærmest for sexet for det gamle Tivoli, men alle smilede som børn i sukkerspind – inklusive en midaldrende mand, der dansede så intenst med en enhjørninge-ballon, at selv DJ Apl.de.ap sendte ham et anerkendende nik.

Taboo? Ikke i aften

Pludselig dukkede "Taboo" op på setlisten som en nostalgisk tidsrejse, og selv om sangen ikke er en af de største hits, blev den serveret med charme og musikalitet. Herefter tog festen en funkificeret drejning med "Smells Like Funk", der fik publikum til at lave mærkelige kropsbevægelser, som kun funk kan retfærdiggøre.

De næste numre – "In the Air", "APL", "Mabuti" og "Bebot Afrobeat" – blev som en eksotisk musikalsk buffet: lidt afro, lidt electro, lidt Filippinerne, og meget kærlighed. Publikum vidste ikke altid præcis, hvad de hørte, men det gjorde ikke noget – stemningen var højere end Tivolis Ballongynge.

Will.i.am blev en guru for en aften

Midt i det hele lagde Will.i.am ud med "Will", en slags selvmytologisk banger, hvorefter han rev hele Tivoli omkuld med "This Is Love" og "That Power". Publikum sang med som en sekt med rytmiske præferencer, og da "Scream & Shout" buldrede ud i aftenluften, var der ingen tvivl: Tivoli var forvandlet til ét stort elektroalter, hvor man både kunne tilbede beats og hoppe i takt med sine naboer – uanset alder, nationalitet eller promille.

Don’t stop, pump it og kærlighedssus

"Pump It" satte ild i den sidste rest energi, og med "Don’t Stop the Party" var det officielt: der var ikke flere undskyldninger for at stå stille. Kun én ting kunne toppe det: "The Time" (Dirty Bit) – hvor halvdelen af publikum råbte “I had the time of my life” og den anden halvdel var forpustet og rødkindet af al den hoppetrang.

Men selvfølgelig – der var ét spørgsmål, som måtte stilles. Ét hit, der ikke kunne ignoreres. Og ja – de spillede ”Where Is The Love?”. Pludselig stod vi alle med våde øjne, smil på læberne og en ukendt hånd på skulderen, mens vi sang med på linjer, der stadig gør ondt og godt på samme tid. Et fredsmoment i en krigsjungle af stroboskoplys og taktfast fællessang.

I Gotta Feeling: at det var pissegodt

De sluttede med ”I Gotta Feeling”, og hvis nogen stadig havde energi i benene, så smed de det sidste ud i universet dér. En regulær popeksplosion med konfettikanoner, dansepulserende lykke og rigtig mange mennesker, der for en stund glemte regninger, hverdag og vasketøj. Det var en kollektiv rystetur. En kæmpe, glitrende reminder om, at musik kan samle, bevæge og få 60-årige mænd til at twerke. Black Eyed Peas leverede et vildt, uforudsigeligt, festligt og næsten tårevædende sæt. Tivoli dansede. København lyste. Og vi andre? Vi havde sved på panden og kærlighed i hjertet. Fredagsrock har fået et nyt pejlemærke. Og det lyder nogenlunde sådan her: "Boom boom pow – I gotta feeling – don’t stop the party".   Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes