Annika

Foto: Oliver Sperling

Udgivet: 20 juni 2025. Kl. 08.06

★ ★ ★ ★ ★ ☆

ANNIKA I TIVOLI – EN KONCERT DER FIK HJERTER KNUST OG SAMLET IGEN

Det begynder i middagssolen. fans i alle aldre – men især de unge, håbefulde og hjertedunkende – har indtaget plænen i Tivoli i timevis. De er kommet med bannere, sommerfugle i maven og tårnhøje forventninger. For det her er ikke bare en hvilken som helst koncert. Det er Annikas store koncert – på den ikoniske Plæne i hjertet af København – og hun har allerede streamet sig ind i vores alles hjerter. Nu beviser hun også at kunne få dem til at banke. Og det kunne hun...


En popdronning lander

Da Annika omsider indtager kl. 19.00 scenen med et blik, der veksler mellem selvsikkerhed og taknemmelighed, går der et gib igennem publikum. En popstjerne er landet. Ikke som en raket med stjernenykker, men som en kunstner, der er lige dele nærvær, nerve og nyskabelse. Tivoli sitrer.

Hun åbner med "Der er så meget jeg ikke…", og der går ikke mange sekunder, før 13.000 publikummer synger med, nærmest som én organisme. Det er en sjælden oplevelse, når en kunstner der allerede har opbygget et bagkatalog, der lyder som et greatest hits-album. Men sådan er det med Annika. Hun er kommet for at blive – og publikum ved det.


Sange til generationen, der både føler for meget og for lidt

"Hun", "Brugt mine dage" og "Luk mig ind" kommer i tæt forlængelse af hinanden. Det er sange, der taler til den komplekse virkelighed, hvor identitet, kærlighed og tvivl er i konstant bevægelse. Annika synger om at ville tættere på, men også om frygten for at blive afvist. Hun rammer et toneleje, der føles som dagbogsblade sat på beat. Sårbart, men aldrig selvmedlidende.

"Tilbage" og "Jeg er din" bliver aftenens mest inderlige øjeblikke. Annikas stemme – en hybrid af nordisk melankoli og global popæstetik – svæver over folkehavet med en intensitet, der får flere tilskuere til at knibe en tåre eller to. Men netop som følelserne truer med at tage overhånd, skifter stemningen med "Ik værd at græde for". Det er empowerment med dansbare beats – en slags sonisk selvtillid, pakket ind i glitter og girlpower.


Et kollektivt favntag

Publikum er med hele vejen. Ikke bare på telefonerne, men med kroppen, stemmen og hjertet. Da "Sammen" og "Lad mig lande" bliver spillet, bliver det tydeligt, at Annika har formået det, som få formår: At samle en generation, der ellers er vant til at føle sig spredt og fragmenteret. Her er man ikke alene. Her står man side om side i et popfællesskab, der både rører og ryster.

"Nye tider", "Sexy" og "Bli her lidt endnu" trækker festen op i et højere gear. Annika danser med sin trio af dansere, der er koreograferet med samme præcision som hendes produktioner, men uden at det føles kunstigt. Det er leg, det er energi, det er en popsensation in the making.


Det store øjeblik

Da "De evige tre" ruller ud over Tivoli, er Annika er ikke en kopi – hun er sin egen. Og det beviser hun, da hun sætter i gang med det måske mest uventede, men også mest bevægende nummer på setlisten: "Blodigt". Det er råt og kompromisløst, en sang der viser, at Annika også tør være vred og menneskelig. En modig kontrast til popverdenens ofte blankpolerede virkelighed.

Herefter er det tid til "Stolt". Publikum synger med på hver eneste linje – som var det deres eget manifest. En sætning, der står tilbage som aftenens uofficielle motto.

Og så – endelig – kommer den. Den sang, der startede det hele. "Knuste hjerter". Tivoli eksploderer i kor, i tårer, i smil. Det er klimaks, kulmination, renselse. Der bliver danset, råbt, sunget. Det er ikke bare Annikas sang længere. Det er alles.


En ny popæra?

Det er sjældent, at man som anmelder kan mærke, at man er vidne til noget stort. Men det var præcis, hvad der skete denne aften i Tivoli. Annika har med en imponerende koncert formået at cementere sig som en stor stjerne på den danske pophimmel – og måske også den internationale.

Hun er ikke bare et talent. Hun er et fænomen. Et spejl for sin generation. En ny stemme, der tør være både følsom og fandenivoldsk, både poetisk og poppet. Og vigtigst af alt: Hun fik hele Tivoli til at synge med.   Af: Emilie Jakobsen

Foto: Oliver Sperling