André Rieu

Foto: Jan Palle

Udgivet: d. 13 juni 2025. Kl. 08.16

★ ★ ★ ★ ★ ☆

André Rieu i Royal Arena – Et musikalsk cirkus med strygere, glitter og Emma Kok-magi

Hvis man krydser en musikalsk supernova med en operettegalla, et Eurovision-show og en fodboldfinale i Wien – ja, så lander man cirka dér, hvor André Rieu satte sin fod torsdag aften den 12. juni 2025 i Royal Arena. Og han kom ikke alene. Med sig havde han det ekstravagante Johann Strauss Orchestra, The Platin Tenors: Serge Bosch, Bela Mavrak, Gary Bennett.

Emma Kok, Micaela Oeste, Los Del Rio mfl. flere tusind jublende publikummer – og sin uforlignelige evne til at forvandle en koncert Arena til et kærlighedsdrevet karneval.

København eller?

Allerede tidligt på aftenen kunne man fornemme, at Rieu var i sit es. “Vi er i København – the center of the Universe!!!”. Det blev ikke sidste gang, han brillerede med en kommentar, der både lød som en onkelvittighed og en kærlighedserklæring. Og i det hele taget: Har man aldrig set en 75-årig violinist med dirigentstok, vind i håret og glitter i øjnene få ca. 8.000 danskere til at klappe taktfast i en polka, så har man misset noget stort i livet.

Kanonstart og operahøjdepunkt

Showet åbnede ikke bare med pomp – men med kanon! "Entry of the Gladiators" fik publikum til at spærre øjnene op. Det føltes, som om et romersk optog marcherede ind i arenaen, ledsaget af blæsere og violiner, der lød som en krigsgud på ferie. Og som om det ikke var nok, fortsatte vi med "Blaze Away", der kunne få selv den stiveste sølvræv til at vippe lidt med tæerne.

Derfra gik det over stok og sten med "Maria Mari", "Chianti Lied" og det uimodståelige "Torna a Sorriento", hvor hele orkestret svajede, som om de stod på en italiensk balkon med udsigt over Amalfikysten og en Negroni i hånden.

Emma Kok – et stjerneskud i slowmotion

Midt i al glitteret trådte en ny slags stjerne frem. Den unge Emma Kok. Stilfærdig, ægte og næsten æterisk. Da hun sang "Voila" og siden "Let It Go", sad publikum som fortryllede. Ikke en mobiltelefon i luften – bare åndeløs stilhed og tårer, der trillede i det bløde, blålys. Hun forvandlede arenaen til en katedral. Emma er ikke bare et talent – hun er en følelsesformidler forklædt som menneske.

Fra polka til planetarisk vals

Vi fik "Feuerfest Polka", hvor det næsten begyndte at lugte af krudtrøg, der blev spillet på ambolt og der blev en smule strip. "Czardasfürstin" fløj som en ungarer med fart på gennem salen. Og selvfølgelig kom det uundgåelige øjeblik, hvor "An der schönen blauen Donau" satte gang i valsende par mellem stolerækkerne – nogle elegante, andre mere i retning af “snublende snapsedans”. 

Indimellem røg vi også en tur i himlen med "Across the Stars" og "You Raise Me Up" blev leveret så overjordisk, at flere publikummer glemte, at det ikke var kirkesøndag.

Fra operakys til Macarena-kaos

Et af aftenens største klimaks var den rørende version af Puccinis "Un Bel di Vedremo". Selv Rieu virkede rørt – og det siger ikke så lidt. Men i ægte Rieu-stil kunne vi ikke blive i det sentimentale for længe, før vi blev kastet ud i "Viva Espagna", "Sportpalast-Walzer" og til sidst en energieksplosion med "Radetzky March", hvor publikum piskede hænderne sammen som besatte.

Og netop som man troede, vi havde toppet – BANG! Ekstranumrene eksploderede. Ikke én, ikke to, men en slags af hele "otte" i streg: "Libiamo", "Tutti Frutti", "Zorba’s Dance", "Macarena", "La Bamba" – der blev danset så hårdt i stolerækkerne, at sæderne knagede. Rieu lignede et menneske, der havde genopfundet ungdommen.

Balloner, champagne og farvel i mol

På tærsklen til finalen regnede det – ikke med toner, men med kulørte balloner fra loftet. Og med "Adieu mein kleiner Gardeoffizier" og den uimodståelige "Marina" satte Rieu punktum med en snert af nostalgi, som fik det hele til at føles som et cirkus, man ikke ville hjem fra.

En symfonisk fest med sjæl og spas

Det var et følelsesorgie forklædt som familieforestilling. Rieu leverede endnu en gang beviset på, at klassisk musik kan være lige så underholdende som stand-up – bare med flere strygere og langt bedre kjoler. Emma Kok, Micaela Oeste tryllebandt os. Orkestret spillede som én stor lykkemaskine. Og publikum? De rejste sig som én stor valseglad organisme og dansede natten i møde.   Af: Henrik Yde

André Rieu

Når vi hører navnet André Rieu, ser vi straks et orkester i fuldt flor, folk i hvide jakker og et hav af smilende ansigter. CBS News beskriver ham som én af de mest succesrige musikere i verden i dag, hvis orkester fylder stadioner på alle kontinenter og serverer ”klassisk musik med en Disneyland-twist”. Dansk presse og fans har kærligt døbt ham ”valsens konge”, for Rieu har genoplivet den wienervals, så selv Johann Strauss ville nikke anerkendende til. Med knælen og violinen i hånden får han publikum til at nynne med, klappe i takt og danse i gang – klassisk og pop flettes sammen i et festfyrværkeri, man sjældent ser det i en koncertsal.

Barndom og uddannelse

André Rieu blev født den 1. oktober 1949 i Maastricht som den næstyngste af seks søskende. Musik var en del af DNA’et – hans far var dirigent for Maastricht Symfoniorkester, og huset summede af nodeark og violinlyde. Allerede som femårig lagde Rieu lillefingeren på strengeleg og begyndte violinundervisning. Han husker tydeligt, at han blev betaget af orkestrets kraftfulde klang – men også lidt forundret over koncertsalens stive stilhed. ”Man måtte ikke hoste eller grine, selvom musikken strålede af glæde”, beretter Rieu selv. Den oplevelse ville forme hans mission senere: Klassisk musik skulle være glæde, ikke alvor.

Efter grundskolen gik vejen til konservatorierne. André studerede violin i Liège og i hjembyen Maastricht (1968–1973), og sluttede af i Bruxelles (1974–1977) hos den berømte violinist André Gertler. Her strøg han til tops og blev honoreret med ”Premier Prix” fra Musikkonservatoriet i Bruxelles. I denne periode fandt han også sin livslange makker – i 1975 giftede han sig med sprudlende Marjorie Kochmann, der jævnligt medvirker bag scenerne og arrangerer for orkestret. De har to sønner sammen, og især ældstesønnen Pierre har slået følge i orkesterarbejdet som producer.

Den musikalske rejse

Efter de klassiske studier gik Rieu på scenen som violinist i det lokale symfoniorkester. Men han var en fri sjæl, og på sidelinjen begyndte han at spille i små salonsorkestre og på varietéer. En skelsættende oplevelse var, da en dag som ung mand nogen bad ham spille walsen “Gold und Silber” af Franz Lehár. Rieu husker det som en åbenbaring: 3/4-takten sneg sig ind i hans blod. ”Jeg blev med ét betaget af takten – det blev næsten mit livs rytme”, fortæller han. Waltzens var hans kald, men med sin egen vinkel: Rieu arrangerer ikke bare vals – han gør den ekstra glitrende.

Johann Strauss Orchestra

I 1987 tog Rieus vision fart, da han grundlagde Johann Strauss Orchestra. Orkesteret startede med blot 12 musikere og gav sin første koncert nytårsdag 1988. Men lille blev hurtigt til stort: I dag består Johann Strauss Orchestra af omkring 50–60 musikere, der følger den glade dirigent til koncert over hele verden. Rieu svinger sin antikke 1667-Stradivarius-violin som en tryllestav, mens orkesteret iført hvide habitjakker kaster sig over valsene. Under deres imponerende turnéer har de optrådt på alle kontinenter – fra Europas slotte til arenaer i Amerika, Asien og Australien. Én af de vildeste scener var i 2008, hvor Rieu sendte en fuldskala kopi af kejserinde Sisis slot fra Wien med på tourné – ”verdens største mobile scene” stillede manen til i baggrunden. Publikum har set næsten alt med Rieu: fra levende gyldne karetter til kæmpe balloner og følgebusser pyntet som valsereklamer.

Stil og image

Rieus unikke image kombinerer elegance og fest. Han optræder altid i klassisk hvidt butterfly-tøj, men med et kækt glimt i øjet og en showmands indstilling. Selv har han forklaret, at et André Rieu-show skal være et ægte “Gesamtkunstwerk” – et totalkunstværk – hvor “musik, dekoration og kostumer” tilsammen giver en magisk aften. Derfor lader han slet ikke stemningen blive trist eller højtidelig. Ifølge Rieu selv er feststemningen uundværlig: ”Med os er der slet ingen højtidelig stemning… Jeg og orkesteret, ja selv publikum, vi har det alle sjovt sammen. Vi vugger med til musikken, nynner med, klapper, hopper op og ned”. Når hans melankolske Mozart eller Lucias luftvariationer rammer salen, er der pludselig levende bevægelser og smil blandt publikum – langt fra den stive koncertetikette.

Mange kritikere har grinet ad hans “sukkersøde” tilgang, men Rieu lader sig ikke ryste. Han svarer bare, at det skal føles i hjertet. The Guardian sammenlignede endda hans effektivitet til Johann Strauss den yngre selv – for han er en showdirigent, der forstår at få klassikerne til at leve om igen. Rieus sekretærdukke af diplomat: Eleverne hos Strauss ville mene, at de altid havde givet publikum en fest. Ved hans koncerter er det svært ikke at smile med – her går alle tøjet op, og orkestret danser lige så meget som det spiller.

Global popularitet og dedikerede fans

Overalt i verden har Rieu et hengivent publikum. Han sælger platin som slik: CBS fastholdt, at hans turnéer omsætter næsten lige så meget som Lady Gaga – og mere end Justin Bieber. Australske aviser skrev, at han blev ”maestro for masserne”, fordi han solgte flere CD’er/DVD’er end nogen anden fra 2006 til 2011. Faktisk opnåede han 100 platinplader i Australien alene, og solgte CD-er og DVDs for over 50 millioner dollars i det lille kontinent – i den periode den bedst sælgende artist. Også i Danmark har han trofaste lyttere; allerede i begyndelsen af 2011 var han i Københavnsområdet på turné med JSO.

André Rieus fans er temmelig entusiastiske. I Brasilien blev hans koncert i São Paulo en gigantisk succes med 180.000 tilskuere på 30 udsolgte shows – og TV-optræden med Rieu satte seerrekord i et 23-årigt program. I England blev han endda så kendt, at Tv-kanalen Sky Arts i to uger omdøbte deres kanal til “Sky Arts Rieu”, og sendte non-stop hans koncerter. Man kan altså roligt sige, at Rieu har sin egen rock’n’roll inden for klassisk musik. Selvom anmeldelser tit beskylder ham for at være poppet, så er der ingen tvivl om, at hans publikum elsker det – med glimt i øjet følger de hver vals og melodi.

Bidrag til klassisk musik og underholdning

Rieus største bidrag er, at han har åbnet den klassiske genre for alle og enhver. Han har ofte sagt, at hans drøm er ”at gøre klassisk musik tilgængelig for alle”. Med sin karismatiske stil har han trukket mange mennesker, som ellers aldrig ville komme i koncertsal, ind i valsens verden. New York Times kaldte ham en ”maestro for masserne”, fordi han præcis formår at vække interesse for Mozart, Strauss og Ravel i folk, som i første omgang kun kom for festen. Rieu tilføjer klassikerne et folkeligt touch – en fængende rytme, en kendt film- eller popsang i orkesterdragt, en invit på dansegulvet – uden at røre ved musikkens kerne. Selv gamle romantiske satser som Ravel’s Boléro eller Lucio Dalla’s Caruso får nyt liv på hans rolleliste.

Alt i alt er Rieu den diplomat, der bringer klassisk og underholdning sammen. Han komponerede for eksempel musikken til filmen Tuscan Wedding (2014), og hans karriere har samlet millioner af album-salg (over 40 mio. solgte plader) og utallige solgte koncertbilletter over hele verden. Han har ført wienervalsen og balletten – symboliseret af kejserinde Sisi – ud i rampelyset igen, ikke kun som nostalgi men som levende fest. Rieu håber, at han må få ”mange flere år til at gøre folk glade med min musik”, og indtil videre gør han det med stil og humor. For i sidste ende er hans mission enkel: musik skal give glæde, smil og lyst til at danse – og dét lykkes bedre med André Rieu som festens dirigent.   Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes